Carlo M. Cipolla: The Basic Laws of Human Stupidity

Præcist essay om den menneskelige dumheds natur i semividenskabelig klædedragt serveret med underspillet, tør, italiensk humor.

Den talienske professor i økonomisk historie Carlo M. Cipolla skrev oprindeligt dette essay på engelsk i 1976, mens han var gæsteprofessor ved Berkeley University i USA. Siden har det været en lille bestseller oversat til italiensk og andre sprog, men er først i 2011 udgivet i denne bogform i den engelske orignalversion.

Cipolla definerer i den økonomiske teoris nytteterminologi en stupid person som en person, som påfører en anden person eller gruppe personer tab uden selv at vinde noget derved eller måske endda selv lider tab. Og ifølge Cipollas første lov er der altid flere af dem, end vi tror.

The First Basic Law of Human Stupidity asserts without ambiguity that
        “Always and inevitably everyone underestimates the number of stupid individuals in circulation” (s. 19).

På grundlag af påståede videnskabelige undersøgelser hævder Cipolla blandt andet, at andelen af videnskabeligt set objektivt stupide personer er konstant til alle tider, i alle lande og i alle samfundsgrupper ikke alene på tværs af race og nationalitet, men også inden for enhver uddannelsesgruppe, politikere og sågar nobelprismodtagere.

Det kan man så føle sig beroliget eller foruroliget af – afhængigt af temperament og social position.

[T]he Second Basic Law […] states that
        “The propability that a certain person be stupid is independant of any other characteristic of that person” (s.24).

Den præcise størrelse af andelen af dumme mennesker i ethvert udsnit af samfundet kan Cipolla på trods af hans angivelige empiriske undersøgelser af fænomenet imidlertid ikke angive. For hvis han nævnte en talstørrelse, ville man altid kun kunne være sikker på, at den virkelige andel var større, jf. den første lov……

Essayet kan samtidig læses som en underspillet ironiseren over den økonomiske teoris antagelser om perfekte markeder mv. Som led i sin definition af dumhed optegner Cipolla således et diagram til brug for indplacering af personer som enten stupide (S), intelligente (I), hjælpeløse (H) eller banditter (B) alt efter, hvordan deres handlinger kan kategoriseres i forhold til deres nytteværdi for andre og for personen selv.

Som en særlig service er der i slutningen af bogen optrykt et antal blanke diagrammer, som man som læser kan bruge til at kategorisere personer i ens omgangskreds med henblik på at kunne håndtere dem bedre. Det er da ret sjovt…

Det er en helt pudsig lille bog – meget hurtigt læst, men ganske underholdende og ikke uden evner. 

Cipollas essay kunne ved første øjekast synes at have en vis affinitet med en anden italieners udforskninger af stupiditeten, Ermanno Cavazzonis Eksemplariske idioter. Men hvor Cavazzonis tilgang er fjollet fiktion, så tager Cipolla, som det fremgår, den tørre akademiske vej. Og i sidste ende er det faktisk sjovere.

K's vurdering: