Hospitalsroman om en levertransplantation.

Tyske David Wagner (f.1971) har med afsæt i sit eget sygdomsforløb begået en overordentlig fin og dybt personlig roman om at leve med en dødelig leversygdom, om at vente på muligheden for en levertransplantation (det vil sige: vente på, at et andet menneske med en sund lever skal dø) og om efter transplantationen at vågne op med noget af et andet og ukendt menneske i sig.

Det kunne der sikkert være kommet en skrækkelig sentimental omgang ud af. Men ikke for David Wagner. Wagner skriver nøgternt og afklaret om sygdommen, og om dét at leve i nærværet af sin egen mulige og snarlige død – og med masser af underspillet galgenhumor. Og så skriver han i et enkelt, uprætenciøst og flydende sprog, som er en fornøjelse at læse.

Mine briller er dukket op igen. Jeg tager dem på, kigger mig omkring og tager dem af igen. Jeg tror ikke, jeg har lyst til at se det hele så nøjagtigt (s.17).

Romanen er skrevet i jeg-form af en fortæller, som vi kun enkelte gange hører omtalt som “hr. W.”, men som læser føler man sig ikke i tvivl om, at dette er en bog båret af David Wagners personlige oplevelser, hvad Wagner også har bekræftet i interviews om bogen. Hvad der er fiktion, og hvad der er trukket direkte ud af hans eget liv, er ikke så nemt at afgøre, men det er heller ikke vigtigt – det rører ikke ved sandhedsværdien.

Romanen er formet som en slags hospitalsdagbog i mange, korte tekststykker, nogle kun på få linjer af nærmest aforistisk karakter. Tekststykkerne veksler virkningsfuldt mellem beskrivelser af opholdet på hospitalet og W.’s tanker om sin sygdom, operationen og om den ukendte donor, hvis død har givet ham selv livet tilbage, vekslende med erindringsglimt fra hans barndom, ungdom og voksenliv.

Vi får leverpølse til aftensmad. En lille rund metaldåse med folielåg ligger ved siden af brødet på min bakke. Hvorfor lige leverpølse, allerede som barn hadede jeg leverpølse, jeg væmmes og skubber den til side. Er det ikke lidt frækt at servere leverpølse fem eller seks dage efter en levertransplantation? (s.133)

Romanen er fint oversat til flydende dansk – som også i titlen har kunnet bevare ordspillet i den tyske originaltitel ‘Leben’ (‘liv’ eller ‘at leve’ på dansk), som korresponderer med det tyske ord for lever (organet), ‘Leber’.

Anbefales!

• Lignende indlæg
• Gyldendal

Irmgard Keun: Barn af verden

Judith Hermann: Lettipark

Daniel Kehlmann: Tyll

Daniel Kehlmann: Du skulle være gået

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer