“Fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader” lyder undertitlen til russisk-tyske Wladimir Kaminers (f.1967) forrygende gode patchwork af en roman fra 2000, som nu for første gang udgives på dansk i anledning af 25-året for berlinmurens fald.

Undertitlen er en passende og præcis varedeklaration, for det er lige præcis dét, Russerdisco er: Fortællinger om hverdag og vanvid i Berlins gader. Bogen består af ca. 50 korte tekststykker på typisk kun 3-4 sider, hver især et glimt fra livet i Berlin i 1990’erne, som det opleves for de mange russiske og andre indvandrere.

De mange små tekster er ikke skrevet som sammenhængende kapitler i en roman, de er nærmere små selvstændige fortællinger, glimt af enkelte skæbner og skæve miljøer i byen, nogle af dem overlappende. Men samlet set fremstår bogen alligevel som en roman, rammet ind af den indledende historie om jeg-fortællerens udvandring fra Moskva til Berlin i 1990 kort efter murens fald og nogle få måneder før den tyske genforening – og af den afsluttende historie om fortællerens forgæves forsøg på at ansøge om tysk statsborgerskab, som hver gang forhindres af diverse mere eller mindre bizarre forhindringer. “Jeg får vel aldrig det statsborgerskab, Men hvad skal jeg også med det?”

Wladimir Kaminer skriver enkelt og flydende og med betragterens underspillede ironi, men også med varme og kærlighed til de mange skæve typer, han støder på i immigrantmiljøerne i Berlin.

Berlin er en mystisk by. Her er intet, hvad det umiddelbart giver sig ud for. I sushibaren på Oranienburger Strasse stod en pige fra Burjatien bag baren, Hun kunne fortælle, at de fleste sushibarer i Berlin var på jødiske hænder og ikke stammede fra Japan, men fra USA […]. Intet her er ægte, enhver er både sig selv og en anden […]. Kineserne fra grillen over for mit hus er vietnamesere. Inderen i Rykenstrasse er i virkeligheden fuldblods tuneser fra Kartago. Og kokken på den afroamerikanske med de mange voodoo-ting på væggene – belgier.

Der er de vietnamesiske cigaretsælgere, som graver huller i vejen på hjørnet af Schönhauser Allé og Bornholmer Strasse i eftersøgningen efter de cigaretter, de har glemt, hvor de begravede.

Der er Sasja, der vil have en plastikoperation, fordi en homoseksuel kunstner har forelsket sig i ham og nu maler hans ansigt ind i malerier på byens cafeer.

Der er den russiske radiolæge, som helbreder patienter med knoglekræft ved anbefale dem at spise bly, masser af bly.

Der er den tidligere sergent i den russiske hær, der i årevis har levet illegalt i Berlin, men nu vil have opholdstilladelse, og derfor søger at indgå proforma-ægteskab og efter grundig research i “den tyske måde” at søge kontakt indrykker en kontaktannonce med teksten “Kælebjørn søger kælemus” – med forbløffende succes.

Der er Marina, som efter flere års pres endelig får lokket sin mand med i balletten, hvor han på stedet forelsker sig i en ballerina, hvorefter Marina på skift opsøger en kinesisk, en afrikansk og en jugoslavisk heks i Berlin for at blive helbredt for sin efterfølgende depression.

Og der er mange, mange andre.

Et besøg i Weimar bliver det også til:

Den tyske kulturhovedstad lignede et stykke lagkage i en mikrobølgeovn eller en kæmpemæssig udstilling, som lige var blevet åbnet. Trods en temperatur på 37 grader i skyggen tog vi i tre dage rundt og så alt, hvad den gamle kulturhovedstad havde at byde på: de nymalede barakker og restaurerede ovne i koncentrationslejren Buchenwald. Schillers og Goethes 21 støvede kister, som man også kunne få lov at se mod en entré på 10 D-mark, samt deres forskellige huse. Desuden Hitlers private kunstsamling, Nietzsche-arkivet og bi-museet, samt jubilæumsudstillingen om den thüringske hønsehund. Overalt vrimlede det med turister, på hvert eneste gæstgiveri var der et “Goethe-værelse”, på hvert eneste toilet en mindeplade.

Kaminer har en sans for det bizarre, og nogle af fortællingerne har nærmest karakter af grotesker. Andre er mere realistiske. Der svinger en melankolsk tone under dem alle men frem for alt også masser af humor og fanden-i-voldskhed.

Det er i alle tilfælde rigtig, rigtig godt, og jeg kan anbefale Russerdisco uforbeholdent, ikke mindst til alle med en forkærlighed for det skæve Berlin.

Og som en ekstra bonus er den danske udgave fra det fine forlag Korridor en ualmindelig smuk lille bog, en ren nydelse at have mellem hænderne.

K's vurdering: