Litteraturmagasinet Standart har jeg først “opdaget” i 2014, selv om det faktisk er udkommet fast siden 1987. De seneste numre (#3 og #4, 2014, som er udkommet samtidig ultimo 2014) hører således til 28. årgang.
Standart betegner sig på magasinets hjemmeside selv som “et specifikt litterært tillæg til den eksisterende reception; et væsentligt og kritisk litteraturmagasin i de efterhånden større og større huller mellem dagbladenes bogtillæg og de mere specialiserede litteraturtidsskrifter.” I lederen til nr. 4 (2014) fremhæver Martin Lykke-Nielsen yderligere, at det er redaktionens målsætning, at “gå i dybden med bøger, der allerede er blevet anmeldt i dagbladene, og vi forsøger at anmelde bøger, som sjældent får omtale dér.”
Overordnet set udfylder magasinet sin ambition rigtig godt.
Målet om at anmelde bøger, der sjældent får omtale i dagbladene, indfris primært for lyrikkens vedkommende, hvor der i begge de seneste numre er omtaler af en del udgivelser, jeg ikke har været opmærksom på tidligere. Det giver på den anden side næsten sig selv, da lyrikken ikke er højt prioriteret i dagbladenes litteratursektioner.
For så vidt angår prosaen indfris målet om at sætte lys på oversete udgivelser mindre godt. Jeg er ikke i disse to seneste numre stødt på mange anmeldelser af bøger, jeg ikke allerede har læst omtaler af i dagbladene. Her kunne man på redaktionen godt skærpe ambitionen lidt.
På den anden side får man som læser alligevel noget ekstra i Standarts prosaanmeldelser. De bedste af dem løfter sig således op over dagbladenes anmeldelser ved at tilføre et litteraturfagligt perspektiv og i nogle tilfælde i lige så høj grad være små analyser som anmeldelser. Man kan således sagtens – og måske især – have udbytte af anmeldelserne, selv om man i forvejen har læst bogen.
Anmeldelserne af nyere og genudgivet litteratur fylder langt det meste af magasinet, men der er også plads til interviews (i nr. 3 med den amerikanske kortprosaforfatter Lydia Davies og i nr. 4 med det tyske Wunderkind Daniel Kehlmann), anmeldelser af andre tidskrifter, korte essays og causerier over hele eller halve forfatterskaber og enkelte forfatteres påvirkning af litteraturen og kritikken (f.eks. om Walter Benjamin og Vladimir Nabokov).
Hvert nummer bringer et lille tema kaldet Stand In, som slår sig op på at udforske et bestemt tema i litteraturen. I nr. 3 gælder det monstergenren pulp horror i form af en artikel om genrens grand old man H. P. Lovecraft og et uddrag af den danske skrækforfatter Anders L. Hobergs ‘Kødets afveje’ (2008). Jeg kunne godt have ønsket, at redaktionen havde givet temaet lidt mere havre med yderligere nogle artikler – som tema betragtet virker det lidt pauvert med kun en enkelt artikel og et romanuddrag.
I nr. 4 er temaet mad i litteraturen med i alt fem artikler, som spænder fra en analyse af sultmotivet i skandinavisk litteratur til en ikke uinteressant, politisk kritik af ‘gastrogouvernmentalitet’ i Jamie Olivers kogebog ‘The Ministry of Food’ med tilhørende tv-serie. Den introducerende artikel af Karoline Munk Hansen og Thomas Takla Helsted er den mest interessante inden for temaet og kommer godt rundt. De øvrige artikler løfter sig desværre ikke rigtigt og fremstår som et lidt for tilfældigt sammenrend af noget, man kan sige handler om mad og litteratur.
De artikler, jeg har læst med størst interesse i hvert nummer af Standart, har været et fast indslag af oversætterne Judyta Preis og Jørgen Hermann Monrad. I hvert nummer leverer de to begavede oversættere et essayistisk forfatterportræt i bedste W.G.Sebald-stil med afsæt i en geografisk lokalitet. I nr. 3 og 4 handler det om henholdsvis Djuna Barnes i Paris og E.T.A.Hoffmann i Warszawa.
Standart udspringer af litteraturhistoriemiljøet på Aarhus Universitet, og bidragyderne er en god blanding af erfarne forskere, kritikere, forfattere, oversættere og litteraturstuderende. Hvert nummer tæller 30-40 forskellige bidragydere.
Det mærker man på godt og ondt. Det gode er, at de fleste af artiklerne og anmeldelserne tydeligvis står på en solid bund af litteraturkritisk viden og reflektion. Det mindre gode er, at lidt for mange artikler forfalder til det studentikose (og det er ikke nødvendigvis de artikler, der er skrevet af studerende).
Således fik jeg ved læsningen af enkelte artikler den tanke, at der kunne være tale om bearbejdede versioner af en universitetsopgave, hvor formålet primært er at demonstrere sin akademiske viden om et antal teorier indenfor litteraturkritikken. Det gælder dog heldigvis kun et fåtal af artiklerne.
Lad mig til sidst også lige runde layoutet, som redaktionen med fordel kunne give et eftersyn. Jeg er selvfølgelig med på, at økonomien sætter nogle begrænsninger for et magasin som dette med et oplag på kun 800 stk. Jeg efterlyser ikke glittet papir og professionelle farvefotoreportager. Men det koster ikke meget at lege lidt mere med layoutet inden for rammerne, så hver eneste anmeldelse f.eks. ikke er sat op på nøjagtig samme, ensformige måde. Det kan godt lade sig gøre at eksperimentere med en lidt mere sprælsk visuel æstetik, uden at signalere useriøst indhold.
Når det er sagt, så er berettigelsen af et litteraturmagasin som Standart naturligvis funderet i teksterne. Og disse er samlet set af gennemgående høj kvalitet. Jeg kan således anbefale Standart til alle litteraturinteresserede, der gerne vil læse anmeldelser og analyser, der løfter sig lidt over dagbladenes dækning, idet det dog er en forudsætning, at man som læser kan se gennem fingre med et vist overmål af humanoira-akademisk slang.
Titel: Litteraturmagasinet Standart #3 og #4, 2014Udgiver: Litteraturmagasinet Standart
Udgivelsesdato: 2014
Sider: 68+68
Læst: Januar 2015
K's vurdering:
