Lang. Meget lang. Ikke dårlig, på mange måder endda rigtig god. Men lang. Alt for lang.
Historien fortælles i tilbageblik af den 27-årige Theodore Decker. Efter en kort indledende scene på et hotelværelse i Amsterdam, som man som læser aner udspiller sig omkring tidspunktet for det, der sikkert bliver et klimaks i fortællingen, er hele romanen fortalt kronologisk.
Jeg røber ikke mere end bagsideteksten ved at fortælle, at afsættet for romanen er et terrorangreb i New York. Den 13-årige Theo og hans mor befinder sig ved et tilfælde på et museum (The Met?), da en bombeeksplosion river Theos verden i stykker. Hans mor bliver dræbt, og med en fordrukken far, der måneder forinden har forladt Theo og hans mor, og uden øvrige nære slægtninge er den mindreårige Theos skæbne uvis.
Et af omdrejningspunkterne i romanen, som den også henter sin titel fra, er maleriet Stillidsen af den hollandske maler Carel Fabritius (1622-54), elev af Rembrandt og muligvis læremester for Vermeer. Maleriet (som eksisterer i virkeligheden og er en af kunsthistoriens store skatte, hvis nogen skulle være i tvivl – det var jeg selv, indrømmer jeg blankt, omend lidt flovt).
Carel Fabritius: Stillidsen (1654)
Stillidsen er et af de sidste malerier, Theo og hans mor har beundret, inden bombeeksplosionen i museet. Og da Theo, som mirakuløst er sluppet med kun et par knubs, flygter ud gennem museets labyrintiske gange, har han sneget det lille maleri (som ikke er meget større end en A4-side) med ned i skoletasken.
Romanen følger Theo i hans forsøg på at håndtere sorgen over morens død gennem perioder i hans liv, mens han vokser op i forskellige sociale og geografiske omgivelser, primært i New York og Las Vegas, hvor han frekventerer både samfundets sociale top og bund. Undervejs involveres han i blandt andet stofmisbrug, tyverier, antikvitetssvindel og mord. Og der er selvfølgelig også en kærlighedshistorie.
Og hele tiden lurer det lille, men uvurderlige maleri i baggrunden. Jo længere tid, der går. jo sværere forekommer det ham at gå til bekendelse som kunsttyv. Og som romanen udfolder sig, viser maleriet sig at blive afgørende for Theos liv, og også dét, der binder den samlede, lange roman sammen.
Udover at være historien om en dreng og hans sorg og alt det andet, han gennemlever, er The Goldfinch også et flot portræt af det spraglede og mangefacetterede, moderne USA, og mon ikke der skulle være en anmelder eller to, der har udråbt The Goldfinch til at være et (af de mange) lovende bud på den nye Great American Novel?
Jeg ville have været om ikke begejstret, så ihvertfald mere end positiv, hvis romanen ikke have været så forbandet lang. Der er ikke nogen bestemte sektioner af den, der er for lange. Det hele er for langt. Alle scener og alle personer er sådan set relevante og godt fortalte, og de bindes udmærket sammen. Romanen er i den forstand utrolig godt komponeret og meget velgennemtænkt. Den er ligesom maleriet, der set tæt på bare består af maling og penselstrøg, men på afstand bliver til noget andet og mere.
Hver eneste scene, hver eneste person, hver eneste reflektion får bare mindst dobbelt så mange ord med på vejen som nødvendigt.
Det er så meget mere ærgerligt, fordi Donna Tartt jo tydeligvis godt kan: Hun kan skabe stemninger, hun kan portrættere personer troværdigt, hun har en skarp iagttagelsesevne og en evne til at videreformidle det, hun ser, til os læsere med en sans for detaljen. Hun kan bare ikke stoppe sig selv. Hver gang, hun har fået tegnet et fint og nuanceret og levende billede af en person, en relation, et sceneri, en kompleksitet af følelser, så bliver hun bare ved og ved.
Jeg har set, at flere begejstrede (også danske) anmeldere har hæftet sig ved, at Donna Tartt har brugt 12 år på at skrive romanen, og at det har givet hende lejlighed til at finpudse hver eneste sætning for at opnå perfektion (ligesom Theo i romanen lærer det i arbejdet med at restaurere antikvariske møbler). Det tror jeg såmænd gerne. Jeg ville bare ønske, at Tartt ind i mellem havde brugt noget grovere sandpapir eller endda høvlen.
Havde romanen været redigeret ned til 400 sider kunne det være blevet til fire solide stjerner eller mere. Men de nuværende 864 sider kan historien efter min smag altså ikke bære. Eller sagt på en anden måde: Romanen ville være dobbelt så god, hvis den var halvt så lang.
Hører du til de læsere, der elsker at fordybe dig i en roman og dens persongalleri og ofte ønsker, at en roman havde været længere, så er Stillidsen måske noget for dig. Denne læser blev imidlertid kørt træt.
Jeg har læst The Goldfinch på engelsk, men den er også oversat til dansk som Stillidsen.
Forfatter: Donna Tartt
Udgiver: Abacus
Udgivet: 05.06.2014
Opr. udgivelsesår: 2013
Sider: 864
Læst: Marts 2016
K's vurdering:
Sideantallet er nok den primære grund til, at jeg tøver med at læse denne bog. Jeg har ellers set mange positive anmeldelser af denne og Stillidsen, men bøgerne er vanvittig tykke. Det er ikke nødvendigvis et problem for mig, når det drejer sig om fantasy, men eftersom Tartts er i en genre, hvor jeg foretrækker tyndere bøger, så… tja… nu må vi se, om jeg får den læst på et tidspunkt… 🙂
Ja, jeg er jo så nok ikke den rette at konsultere, hvis du er i gang med at tage tilløb til at læse den 😉. Som det fremgår, finder jeg den for lang og kan af den grund ikke anbefale (der er så mange andre gode bøger derude og så lidt tid…). Men mange andre læsere har jo været meget begejstrede, så læn dig ikke op af min vurdering alene…