Chimamanda Ngozi Adichie: We Should All Be Feminists

Chimamanda Ngozi Adichie er ikke bare en succesfuld skønlitterær forfatter (til f.eks. romanerne Americanah (2013) og En halv gul sol (2006), som jeg læste i sidste uge), hun er også politisk engageret i afrikanske forhold og kvinders rettigheder. 

En smagsprøve på det engagement får man i den lille pamflet We Should All Be Feminists fra 2014 (den er også oversat til dansk som Vi burde alle være feminister (2014)). Der er tale om et kort essay, som er en bearbejdet udgave af en tale, Chimamanda Ngozi Adichie holdt i december 2012 på en TEDtalk-konference fokuseret på Afrika.

Adichie tager i essayet afsæt i sine erfaringer med den opfattelse af begrebet feminisme, som hun har mødt hos venner og kolleger. En barndomsven, der opfattede feminist som et generelt skældsord;  en journalist, der forklarede hende, at feminister er kvinder, der er ulykkelige, fordi de ikke kan finde sig en mand (hvilket fik Adichie til at begynde at kalde sig en Happy Feminist); en kvindelig nigeriansk akademiker, der opfattede feminisme som uafrikansk (hvorefter Adichie besluttede at kalde sig en Happy African Feminist), og så videre og så videre.

At some point I was a Happy African Feminist Who Does Not Hate Men And Who Likes To Wear Lip Gloss And High Heels For Herself And Not For Men.

Essayet er herudover primært bygget op omkring en række konkrete hverdagseksempler hentet fra Adichies egne eller bekendtes erfaringer:

Der er eksempler på forskelsbehandling af mænd og kvinder i det offentlige liv, hvor kvinder på mange natklubber i Nigeria ikke tillades adgang, hvis de ikke er i følgeskab med en mand; hvor en enlig kvinde, der forsøger at checke ind på et hotel risikerer mistænkeliggørelse som prostitueret; og hvor man kan opleve, at en tjener på en restaurant kun hilser på manden, ikke på kvinden.

Der er eksempler på systematiske forskelle i opdragelsen af drenge og piger, hvor piger mange steder i verden opdrages til, at deres væsentligste mission her i livet er at gøre sig attraktiv for en mand, så de kan blive godt gift, og hvor kun piger forventes at udføre huslige pligter i hjemmene.

Og der er eksempler fra hverdagslivet i hjemmene, hvor de huslige opgaver mange steder er ulige fordelt, selv hvor både mand og kvinde er veluddannede og har karierejobs (og ihvertfald på dette punkt kan vi også være med i Danmark, selv om den ulige fordeling af huslige opgaver trods alt har været i betydelig bevægelse over en årrække).

Chimamanda Ngozi Adichie

Adichies fokus er således hverdagssituationer med hovedsigte på forskellige sociale og kulturelle former for forskelsbehandling af mænd og kvinder og af drenge og piger.

Den tungere diskrimination og kvindeundertrykkelse i form af fraværet af lige politiske og økonomiske rettigheder, systematisk undertrykkelse gennem massiv social kontrol og vold (tæv, voldtægt, kvindelig genital lemlæstelse mv.), som er forfærdende udbredt ikke mindst i dele af den afrikanske og arabiske verden, er imidlertid stort set fraværende i Adichies essay (her må man i stedet gå til f.eks. en Mona Eltahawy og hendes debatbog fra 2015, Jomfruhinder og hijab).

Det nærmeste, Adichie kommer temaet, er at påpege det logisk set bizarre i den kulturelle norm i mange lande om, at det er godt for en ung mand at gøre sig seksuelle erfaringer før ægteskabet, mens det er uacceptabelt og stigmatiserende for en ung kvinde.

Adichies fokus kan måske henføres til, at hun med sin tale især henvender sig velstillede (afrikanske, amerikanske, europæiske) mænd og kvinder, som opfatter sig selv som deltagere i et samfund, hvor systematisk forskelsbehandling af mænd og kvinder hører fortiden til. I den sammenhæng kan et formål med Adichies tale være et påpege, at der også i de – i den sammenhæng – mest veludviklede dele af verden er et stykke vej endnu.

På den baggrund kommer Adichie frem til følgende jordnære definition af feminisme:

My own definition of a feminist is a man or a woman who says, ‘Yes, there’s a problem with gender as it is today and we must fix it, we must do better.’

Måske fordi Adichie primært fokuserer på de – relativt set – mindre grove eksempler på kønsdiskrimination, er hendes opskrift på, hvordan vi “fixer” det, også relativt løs, nemlig at vi alle som forældre begynder at opdrage vores børn – både piger og drenge – anderledes til at fokusere på deres muligheder som mennesker frem for som kønnede væsener.

Det kan der være noget om, men i mange dele af verden skal der nu nok mere til, egentligt politisk oprør, som nævnte Eltahawy opfordrer til.

I bogens klaptekst hedder det noget overdrevent, at Chimamanda Ngozi Adichie i dette essay “offers readers a unique definition of feminism for the twenty-first century,” idet hun trækker “extensively on her own experience and her deep understanding of the often masked realities of sexual politics.”

Her skal man lige spise brød til og nedtone forventningerne. Man finder ikke nogen unik definition af feminisme her, og den dybe forståelse af kønspolitik kommer mest til udtryk i form af anekdotiske eksempler. Har man interesseret sig bare en lille smule for feministisk teori, så finder man ikke nye indsigter i Adichies essay.

Men man kan næppe bebrejde Adichie klaptekstens bragesnak. Og det gør ikke hendes budskab mindre relevant, at det ikke er nyt. For det er et budskab, som ikke bare tåler, men kræver at blive gentaget. Og hvis dét, at budskabet denne gang kommer fra en internationalt anerkendt forfatter i en lækker indpakning, kan få flere til at læse og forholde sig til budskabet, så har der været god grund til at udgive dette essay i form af denne fine lille lommebog med det smukke omslag.

Og ja, jeg er enig med Adichie. Hvis vi kan blive enige om den forståelse, at feminisme helt enkelt betegner den opfattelse, (1) at der i store dele af verden i dag er strukturelle politiske, økonomiske og sociale uligheder mellem mænd og kvinder (hvilket er et åbenbart og uimodsigeligt faktum), og (2) at det er uretfærdigt, og vi skal gøre noget for at ændre det (hvilket for alle ordentlige mennesker også burde være en selvfølge), så bør vi alle være feminister.

Om den enkelte så foretrækker at betegne sig som noget andet end “feminist”, fordi begrebet af nogle opfattes som tynget af associationer til 1970’er-beton og tunnelsyn i forhold til verdens problemer i øvrigt – det er mindre vigtigt.

K's vurdering: