Ahn Do-hyun: The Salmon Who Dared to Leap Higher

Ja, det var så en fejl, at jeg kom til at købe denne her. Men nu er den læst, og så må den også anmeldes, Jeg beklager overfor følgere af K’s bognoter.

Jeg ved ikke lige, hvad der gik galt for mig, men det var nok bogens lækre kvalitet, det smukke omslag og de fine illustrationer i bogen, som forledte mig – samtidig med, at det var en sydkoreansk bog, som man ikke støder på så tit, men som jeg jo ikke desto mindre skal læse en af i min læseudfordring Verden rundt i bøger.

Ahn Do-hyuns The Salmon Who Dared to Leap Higher har angiveligt solgt flere millioner eksemplarer i hjemlandet Sydkorea, siden den udkom første gang i 1996. Den er første gang oversat til engelsk i 2015.

Historien er en slags moderne fabel om laksen Silver Salmon (Sølvlaks), der skiller sig ud fra de andre laks i stimen med sin sølvglinsende ryg og med sine drømme om regnbuer og om at udrette noget stort, om at finde en mening med lakselivet, der er større end bare at svømme op af floden, lægge æg og dø.

Lyder det bekendt? Som noget med en måge? Kan du allerede høre strygerne lægge an til et stykke svulstig underlægningsmusik af Neil Diamond? Ikke tilfældigt, The Salmon Who Dared to Leap Higher læses uvilkårligt som en koreansk, økologisk lakseversion af Richard Bachs succesfulde Jonathan Livingston Seagull om havmågen, der skilte sig ud fra flokken som et individ med egne og større drømme.

Har vi så brug for en koreansk lakseversion af mågebogen? Nej, det har vi ikke.

Historien er fortalt i en naiv stil, som for så vidt passer okay til fabelgenren, men pointerne er tæerkrummende banale.

Der er dels et økologisk trækrammer-budskab, som er så drivende sentimentalt, at det er svært at tage alvorligt: For eksempel har den gamle flod (som taler med laksen) ondt i alle sine vandmolekyler, fordi den ikke kan sove på grund af larmen fra menneskenes motorsave i skovene (ja, det står der!). Laksen kan kommunikere med en dreng på bredden af floden, fordi de begge “taler med hjertet” (og drengens forældre er nogle af de gode mennesker, dem med kameraer i stedet for fiskestænger).

Og så er der de eksistentielle pointer, som egentlig er en smule creepy: Sølvlaks, der i starten drømmer om regnbuer og andre uopnåelige ting, lærer til sidst at finde det store i det små og nære, det er så fint nok. Men man må også forstå, at moralen er, at den sande storhed er at pakke sin individualitet væk, følge sin laksenatur, gøre ligesom laksene altid har gjort sammen med resten af flokken (folket?), som er at springe op af vandfaldet i floden, sikre den næste generation og lægge sig til at dø. Snip-snap-snude. Hmmm…

På den måde er budskabet alligevel et noget andet – og mere tvivlsomt – end i Jonathan Livingston Seagull.