Velskrevet, nyere angolesisk roman giver et interessant, om end flimrende, billede af Angolas plagede historie siden uafhængigheden.

Journalisten og forfatteren José Eduardo Agualusa (f.1960) er født i Huambo, Angola, 15 år før landet fik sin selvstændighed fra Portugal i 1975. Han bor i dag dels i Angola og dels i Portugal og Brasilien.

Omdrejningspunktet i A General Theory of Oblivion er den portugisisk fødte kvinde Ludo, som er flyttet til Angola med sin søster og svoger. I dagene op til Angolas uafhængighed i 1975 forsvinder søsteren og svogeren, og den verdensforskrækkede og agorafobiske Ludo vælger – bogstavelig talt – at mure sig inde i deres lejlighed for at hindre den skræmmende verden i at komme ind.

Her bliver hun de næste 30 år uden nogensinde at forlade lejligheden, mens hun overlever på et konservesforråd, grøntsager, hun dyrker på tagterrassen, og duer, hun fanger med små diamanter som lokkemad. Varmen holder hun ved at fyre med møbler og bøger fra det store bibliotek. Hun bevarer forstanden ved at tale med hunden (også efter, at den er død) og ved at skrive dagbog på væggene i lejligheden.

The days slide by as if they were liquid. I have no more notebooks to write in. I have no more pens either. I write on the walls, with pieces of charcoal, brief lines.

I save on food, on water, on fire, and on adjectives.

Angola hærges i næsten hele perioden af en blodig borgerkrig mellem forskellige oprørsgrupper (MPLA, FNLA og UNITA), der oprindeligt kæmpede sammen mod Portugals koloniherredømme, men efterfølgende i perioder bliver brikker i den kolde krig, støttet af Sovjetunionen, Cuba og Kina samt USA.

“A man with a good story is practically a king,” hedder det et sted i romanen. Det er i sammenhængen en direkte henvisning til angolesernes glæde ved at fortælle gode historier, men kan også læses som en reference til de skiftende ideologiske sandheder og historier, som Angolas forskellige oprørsledere og andre fortæller om sig selv og landet.

Her gemmer sig også en reference til den “generelle teori om glemsel” fra bogens titel. En god historie handler således også om glemsel. Flere af romanens personer skifter side og alliancer i historiens løb – og en forudsætning herfor er blandt andet systematisk at kunne glemme nogle af fortidens rædsler.

For kvinden Ludo er hele hendes liv én stor bestræbelse på at glemme, glemme sin personlige fortid og glemme verden udenfor.

Gennem sin radio og ved sjældne, hemmelige kig ned på gaden opsnapper Ludo ikke desto mindre bidder af den historie, der udfolder sig i landet uden for hendes selvvalgte fængsel. Som læsere får vi ad den vej et flimrende indtryk af 30 års angolesisk historie, som suppleres af historierne om en række andre personer, hvis liv på den ene eller anden måde vikles sammen med Ludos trods hendes isolerede position.

Romanen giver således både et indtryk af de politiske og militære kampe mellem forskellige oprørsfraktioner og af den vilkårlige politivold og undertrykkelse, der har præget landet, men også af mere generelle konflikter knyttet til udviklingen på landet, hvor nye agerbrugere, der hegner jorden ind, udløser voldelige konfrontationer med Angolas kvægdrivende nomadestammer. Endelig får man også i glimt nogle indblik i almindelige angoleseres liv og traditioner.

Romanens struktur gav mig associationer til en Robert Altman-film, hvor et broget galleri af helt forskellige menneskeskæbner uden deres eget vidende bindes sammen af tilfældet. Det gælder for eksempel en række personer, der medvirker i et trafikuheld og en flugt fra politiet, som Ludo ved et tilfælde iagttager fra sin terrasse, og som siden af skæbnens uransagelige veje kommer til at spille en rolle i hinandens og Ludos liv, ligesom hun også selv uafvidende fra sin afsondrethed ikke desto mindre kommer til at påvirke det øvrige persongalleri afgørende via en kæde af mellemregninger.

José Eduardo Agualusa

Bogen er letlæst i kraft af Agualusas flotte og flydende sprog (her er også point til oversætter David Hahn) og opdelingen i mange, korte kapitler, som hver for sig er en lille meningshelhed. Man skal dog holde tungen lige i munden, for persongalleriet er relativt stort, vi præsenteres meget hurtigt for de fleste af dem og følger dem kun i korte nedslag adskilt af lange tidsperioder.

De mange korte kapitler har selvstændige titler som “Our sky is your floor”, “Lullaby for a small death”, “Soldiers without fortune”, “About God and other tiny follies” og – når det kammer helt over for ham – “In which a disappearance is cleared up (almost two), or how, to quote Marx: All that is solid melts into air.”

Kapiteltitlerne antyder, at Agualosa udover at fortælle den konkrete historie med sin roman også har en ambition om at udsige nogle universalistiske sandheder – med et underspillet ironisk twist. Det går godt nogle gange, men i andre passager balancerer teksten faretruende tæt på det prætentiøse og svulstige. Værst går det dog, når Agualosa – heldigvis ikke ret tit – forsøger sig med humoristiske forfatterkommentarer, som passer dårligt til den generelle stemning i bogen.

Der er for min smag også lidt for mange personkarakterer med i bogen, og især hen mod slutningen, hvor alle ender bindes sammen, bliver det mig en tand for melodramatisk. Derfor får A General Theory of Oblivion ikke topkarakter.

Samlet set er romanen dog en fornøjelse at læse, og man får meget hurtigt vendt en masse sider på grund af det flydende sprog, de korte kapitler og indsatte blanke sider. Jeg kan især anbefale den i kraft af det indblik i Angolas historie, bogen giver – selv om denne historie ikke serveres på et sølvfad:

Perspektivet i romanen er fragmenteret – i overenstemmelse med Ludos kun pletvise og ufuldstændige viden om den verden, hun forsøger at glemme – og jeg må tilstå, at jeg lige havde behov for efterfølgende at læse lidt op på landets historie i sammenhæng. Men det er jo heller ikke en dårlig kvalitet ved en roman, at den kan inspirere til at søge viden.

Opdatering 04.05.2018: Den 18. maj 2018 udkommer romanen også på dansk på forlaget Batzer & co. under titlen ‘Almen teori om glemsel,’ oversat af Gregers Steendahl.

K's vurdering: