Juan de Recacoecheas Andean Express er en slags boliviansk hilsen til Agatha Christies klassiker Mordet i Orientekspreseen. En noir-mordintrige i den lettere genre, som har sin største styrke i personportrætterne.

Faste læsere af K’s bognoter vil have bemærket, at jeg har bevæget mig lidt rundt i afrikansk litteratur de sidste par uger. Jeg har flere afrikanerne med i feriekufferten, men nu var det tid til et kontinentskifte til noget lidt lettere. Vi tager en tur henover Andesbjergene med bolivianske Juan de Recacoechea (f. 1935).

Hovedparten af handlingen i Andean Express udfolder sig under en enkelt togrejse fra La Paz i Bolivia til kystbyen Arica i Chile i 1952. Den attenårige Ricardo rejser for første gang alene med toget for at møde sin far i Chile. Allerede på stationen i La Paz fascineres han af den smukke, jævnaldrende Gulietta Carletti, som imidlertid viser sig at rejse med sin mor og sin langt ældre mand, den usympatiske Nazario Alderete, som hun er blevet tvunget ind i et ægteskab med.

Vi er på et godt, gammeldags (dengang moderne) engelsk nattog på første klasse med sovekupeer og spisevogn. Udover de nævnte udgøres de rejsende på første klasse blandt andre af en eftersøgt fagforeningsmand under dækidentitet, et medlem af det bolivianske parlament, en professionel pokerspiller, en slangetæmmerske, en russisk eksiljøde, en nyrig mineejer (Alderete), en berømt bordelmutter, en lige så berømt og berygtet alfons, en fordrukken irer og en mystisk krøbling. Et broget galleri med andre ord.

Ret hurtigt i romanen finder vi ud af, at praktisk talt alle passagerne har et betydeligt horn eller flere i siden på den unge Guliettas usympatiske og hovedrige ægtemand Alderete. Måske stort nok til at pønse på at myrde manden?

Referencen til Agatha Christie er ikke til at overse (og bagsideteksten sørger for, at eventuelle tungnemme læsere også kommer med ombord ved i overskriften til bagsideappetitvækkeren at udvide romanens titel til “Murder on the Andean Express”). Der er dog ikke nogen Hercule Poirot med på toget, og romanen er heller ikke en traditionel “Hvem gjorde det?”-krimi.

Andean Express er ikke meget stor litteratur, men den er ganske underholdende med sin lidt skæve, noir-agtige stemning – komplet med den unge Gulietta som en overraskende femme fatale – og de udmærkede portrætter af de forskellige typer ombord på toget, som repræsenterer forskellige dele af det bolivianske samfund.

Udmærket ferieafslapning indtaget på en eftermiddag på en solbeskinnet plads i en italiensk landsby med udsigt over Lago de Bracciano og servering ved bordene. Men så heller ikke mere.

• Lignende indlæg

Mario Bellatin: Shiki Nagaoka. A Nose for Fiction

Mario Bellatin: Skønhedssalon

Julio Cortázar og Carol Dunlop: Autonauterne på kosmostradaen – eller En

Julio Cortázar: Passager