Når amerikanske Atticus Lish’ debutroman Forberedelse til næste liv er bedst, har den The Great American Novel-kvaliteter. Det er således en i nogle henseender virkelig flot roman om mennesker på kanten og New Yorks bagside. Desværre taber den pusten – primært fordi den bare er alt for lang.

Romanen følger på skift to (eller faktisk tre) personer: Brad Skinner er soldaterveteran, nylig hjemvendt fra din tredje mission i Irak. Han er en knækket mand med ikke-diagnostisceret post-traumatisk stresssyndrom, som kommer til New York for at forsvinde i storbyen og glemme sin angst og vrede. Hans dage og nætter går med at pumpe jern i ramponerede styrketræningscentre, fylde sig med proteinpulver og anabolske stereoider og ture rundt på værtshuse. Han er en romanperson, det er svært at holde af, selv om man kan sympatisere med ham på grund af de oplevelser fra krigen, han bærer rundt på.

Zou Lei er kommet til New York som illegal indvandrer fra Kina. Hun er en stærk og handlekraftig kvinde, men som illegal indvandrer er hun retsløs og må arbejde under ydmygende og barske forhold i byens restauranter. Romanens omdrejningspunkt er det tilfældige møde mellem Skinner og Zou Lei, som udvikler sig til et kærlighedsforhold og håbet om et bedre liv for dem begge.

Atticus Lish (f. 1972)

Endelig følger vi også – i lidt færre kapitler – den nyligt løsladte Jimmy, som efter afsoning af en fængselsdom rykker ind hos sin irske mor i hvis kælderværelse, Skinner bor til leje. Jimmy er et ualmindelig dumt svin, og han spiller i romanen rollen som den skæbnesvangre tredjepart, som – aner vi som læsere fra begyndelsen – måske skal komme til at gribe afgørende ind i de to hovedpersoners liv. Om det faktisk kommer til at ske, skal jeg ikke afsløre her.

Atticus Lish kan helt sikkert noget med at male stemningsbilleder med ord. Bogen er en veritabel overflod af intense og levende billeder fra New York, som Lish bygger op af korte sætninger, som hver især er et blik rundt i et rum, en butik, en gade. Og Lish er ikke interesseret i New Yorks glitrende overflade. Han opsøger mennesker på kanten, de illegale indvandrermiljøer, de snuskede værtshuse, de rå gademiljøer, hjemløshededen, storbyslummen, fængslerne. Disse intense stemningsbilleder fra byens kant og underside er absolut romanens største kvalitet og dét, der gør den værd at læse.

     Hun stod af på en station fyldt med affaldsspande. Man kunne høre, hvordan det plaskede da toget var kørt; lyden af en sodavand der blev hældt ud på jorden. Hun så en fyr med flere jakker på, men ingen sko, i færd med at rode i skraldet, fiske flasker op.
     Der stod en række containere ude på gaden. Hun gik forbi en klinik for smertehåndtering med en række ødelagte bænke foran. Længere henne fik hun øje på Manhattan Bridge der bøjede sig hen over boligblokkene og forsvandt i et loft af kogende skyer. Indrammet under buen var der brandtrapper og tørresnore, kinesiske tegn slangede sig omkring smedejernet, graffittien blødte fra de høje mure.

Romanens styrke slår imidlertid i det lange løb om i sin modsætning, fordi Lish ikke økonomiserer tilstrækkeligt med sine egne virkemidler. Jeg bliver lidt træt, når Lish igen og igen sætter handlingen i stå for at give plads til at beskrive scenerierne over flere sider

Et af romanens problemer er i det hele taget, at den er ALT for lang. Der er for lidt ydre handling og for lidt udvikling af personerne til at holde min opmærksomhed fanget over mere end 500 sider. Jeg kedede mig slet og ret i temmelig lange passager undervejs.

Et andet af bogens problemer er, at den centrale kærlighedshistorie mellem Skinner og Zou Lei aldrig bliver helt troværdig. Jeg er med på, at det kan være en del af pointen, at Skinner med sine traumer har vanskeligt ved at knytte følelsesmæssige bånd. Og jeg er med på, at Zou Leis håb om, at et ægteskab med en amerikansk mand måske kan bane vejen for at få legal opholdstilladelse, indgår som et element i hendes komplekse følelser for Skinner. Men ikke desto mindre postulerer romanen også, at der er flere og dybere følelser mellem de to end som så. Jeg kunne bare ikke mærke dem. Og det er altså lidt et problem, når denne kærlighedshistorie er et af de vigtige omdrejningspunkter i romanen.

Forberedelse til næste liv demonstrerer, at Atticus Lish har et åbenlyst talent som forfatter. I samarbejde med en lidt mere håndhændet redaktør, som i dette tilfælde f.eks. kunne have hjulpet med at barbere romanen ned til halv størrelse, kan han formentlig skabe noget virkelig godt i fremtiden. Han er værd at holde øje med fremover.

• Lignende indlæg
• Politikens Forlag

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Kathrine Tschemerinsky: Turen går til bøgernes verden – en litteraturgui

Jean-Paul Didierlaurent: Læseren i morgentoget

Tom Rachman: De ufuldkomne

Peter Boxall (red.): 1001 bøger, du skal læse, før du dør