Så lykkedes det endelig at finde et stykke litteratur, jeg kan bruge til at krydse San Marino af på listen over alle lande i verden, som jeg arbejder på at læse en bog fra.

Den lille republik San Marino midt i Italien er med sine kun 61 km² og godt 30.000 indbyggere verdens femtemindste land. San Marino har vist sig at være en af de sværeste nødder at knække i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Der er udgivet meget lidt skønlitteratur af sanmarinesiske forfattere, og stort set intet er oversat til et sprog, jeg kan læse.

Andre verdenslæsere er knækket på samme udfordring, har jeg noteret mig. Ann Morgan, der har inspireret mig og andre til denne læseudfordring, så sig således nødsaget til at ty til en turistguidelignende PR-bog om San Marinos historie, skrevet af en sanmarinesisk universitetsprofessor og udgivet i engelsk oversættelse engang i 1970’erne af San Marinos turistbureau (Giuseppe Rossi, 1976, The Republic of San Marino ). Det orkede jeg ikke.

Under mine søgninger på nettet efter et alternativ faldt jeg til sidst over en novelle af den sanmarinesiske forfatter Roberto Monti, udvalgt fra hans novellesamling Il fatto che ancora non piova (opr. 2011) og oversat til engelsk af Ariel Zambenedetti på foranledning af det internetbaserede rejsemagasin The Culture Trip og tilgængelig på theculturetrip.com.

En enkelt novelle opfylder som udgangspunkt ganske vist ikke helt mine egne kriterier for en bog i min læseudfordring (jeg går som udgangpsunkt efter romaner eller novellesamlinger). Men i tilfældet San Marino må det være sådan, for jeg kan ikke finde andet. Og givet republikkens beskedne størrelse kan man fra en rent kvantiativ proportionalitetsbetragtning muligvis også argumentere for, at det ikke er helt galt.

Den udvalgte novelle, som på engelsk har fået dobbelttitlen ‘He, I Say, He’ or ‘A Flash of Black Light’, er et lille stykke barndomserindring, hvori fortælleren som voksen musiker reflekterer over nogle af sine personlighedsdannende barndomsoplevelser – perspektiveret ved mellemkomst af hans barndoms tegneseriehelt, Zorro.

Novellen fejler som sådan ikke noget, men den kommer i sig selv næppe til at sætte sig dybe spor i min erindring. Til gengæld skal jeg ikke bruge mere af mit liv på at søge efter litteratur fra San Marino. Så tak til Roberto Monti og især til oversættter Ariel Zambenedetti og The Culture Trip.

K's vurdering: