Danielle Dutton: Margaret the First

Utraditionel historisk roman om Margaret Cavendish – en fascinerende historisk skikkelse i en spændende opbrudstid. Smukt, smukt skrevet og et godt stykke hen ad vejen vellykket.

Den amerikanske forfatter Danielle Dutton (f. 1975) har begået et interessant og smukt, litterært portræt af grevinden af Newcastle-upon-Tyne, Margaret Lucas Cavendish (1623-1673).

Lad mig gå til bekendelse med det samme: Jeg er givetvis stødt på navnet Margaret Cavendish i forskellige sammenhænge tidligere, for navnet ringede en klokke et sted i mit baghoved – men forud for læsningen af Danille Duttons kortroman fra 2016 ville jeg ærlig talt ikke have været i stand til at sige meget om hende.

Margaret Cavendish er ellers en særdeles spændende og fascinerende historisk skikkelse, og Dutton gør et glimrende stykke arbejde for at gøre hende levende i dette indlevede, fiktive portræt.

Hertuginde Margaret Cavendish. Portrætmaleri af Peter Lely (1665).

Cavendish var aristokrat, filosof, essayist, digter, dramatiker, en af historiens første forfattere af et science fiction-/fantasyværk og en tidlig feminist. Samtidig en markant, flamboyant og ekstravagant skikkelse i den engelske offentlighed.

Cavendish var af adelig byrd og havde i dele af sit liv omgang med både konger og dronninger – som udgangspunkt i kraft af, at hendes far, brødre og mand var markante royalister under den engelske borgerkrig i 1643-1651 og i tiden frem mod restorationen. Men i stigende grad i løbet af sit liv også i kraft af egne meritter.

Hun blev den første kvinde nogensinde, der fik foretræde for det fornemme (om end på den tid stadig relativt nye) britiske videnskabsakademi, The Royal Society. Og i øvrigt også den sidste i 200 år derefter.

I sin samtid blev hun dog mere berømt for sine ekstravagante offentlige optrædender end for sit litterære forfatterskab og sin filosofiske tænkning. Måske ikke så mærkeligt:

Hos Dutton hører vi blandt andet om, hvordan hun skaber skandale, da hun ved sin første visit hos Charles 2.s dronning møder op i en pompøs kjole med et slæb, der er så langt, at pigen, der bærer det end ikke kan komme ind i modtageværelset. Et uhørt brud på hofetiketten.

Og til opførelsen af sin mands første skuespil møder hun op i teatret udklædt som amazonekriger med fjer i hatten, blottede bryster og rødmalede brystvorter. En optræden, der selv i dag nok kunne fremkalde overskrifter i den kulørte presse, men her er vi altså stadig i begyndelsen af 1660’erne i England.

Offentligheden reagerer med lige dele fascination og forargelse. I en periode er “Mad Madge” the-talk-of-the-day i Londons aviser, og i gaderne flokkes folk omkring hendes karet for at få et glimt af hendes nyeste kjolekreationer og i håbet om nye skandaler.

Margarets tilgang er, at det er bedre at tage sig dårligt ud som en ener, end godt som en i mængden. Som Dutton lader hende sige et sted med et citat fra en af hendes egne bøger:

“I had rather appear worse in singularity,” she says, “than better in the mode.”

Margarets samtid var ikke mindre spændende end hende selv. Det er tiden for den moderne videnskabs fremmarch og for store engelske filosoffer som Thomas Hobbes, George Berkeley og Robert Boyle. Men det er også tiden for den engelske borgerkrig, henrettelsen af den britiske kong Charles 1. i 1649 og Cromwells efterfølgende diktatur frem til restorationen efter Cromwells død i 1658.

Romanen fortæller om Margaret Cavendish’ liv fra hun som helt ung pige sendes i landflygtighed som hofdame for den engelske dronning ved begyndelsen af den engelske borgerkrig, over hendes ægteskab med den royalistiske adelsmand William Cavendish og deres retur til England efter restorationen frem til Margarets død.

Første del foregår under landflygtigheden. Den er fortalt i førsteperson af Margaret selv og har primært fokus på den unge Margarets indre tanke- og følelsesmæssige liv. I anden og tredje del er vi tilbage i England. Her skifter fortællerstemmen til tredjeperson og fokus til Margarets offentlige optrædender og hendes litterære og filosofiske værker.

Et gennemgående hovedtema er dog i hele bogen Margarets ægteskab med den væsentligt ældre, royalistiske adelsmand William Cavendish, som hun bliver gift med under landflygtigheden.

Blandt Cavendish’ filosofiske værker var Philosophical and Physical Opinions fra 1655, hvori hun argumenterer for en vitalistisk naturopfattelse i modsætning til både aristotelismen og den fremspirende naturvidenskabs mekanistiske verdenssyn. Med hendes egne ord (i Duttons fiktive fremstilling):

In it I argued all matter can think: a woman, a river, a bird. There is no creature or part of nature without innate sense and reason, I wrote, for observe the way a crystal spreads, or how a flower makes way for its seed […] [H]ow could the world be wound up like a clock? It was pulsing, contracting, attracting, and generating infinite forms of knowledge. Nor could man’s be supreme. For how could there be any supreme knowledge in such an animate system?

Hendes filosofiske tanker fik ikke noget egentligt gennemslag i hendes samtid og blev også hurtigt glemt, ligesom de i dag må betragtes som helt forældede. Men der er næppe tvivl om, at hun havde et stort og kreativt intellekt og et mod til at tænke vildt. Og hvem ved, i en anden tid, hvor hun som kvinde kunne have fået adgang til en mere systematisk filosofisk skoling eller bare seriøs intellektuel sparring, kunne hendes tænkning og værk måske have løftet sig til noget helt andet?

Dutton viser en personlig (fiktionaliseret) side af Margaret – som et menneske, der på én gang flyder over af kreative ideer og samtidig til stadighed i sit indre nages af tvivl, anfald af modløshed og frustration over at have så mange tanker og ideer uden altid at kunne få dem systematiseret og formidlet. Som da det lykkes hende at få foretræde for The Royal Society, men bliver helt mundlam.

Og hvem kan klandre hende for at blive frustreret over ikke at blive taget tilstrækkeligt alvorligt, alene på grund af sit køn?

Den indre tvivl, som Dutton lader os se hos Margaret, er dog ikke den, offentligheden ser. Tværtimod gør hun et nummer ud af ikke alene ikke at sætte sit lys under en skæppe, men tværtimod at føre sig med størst mulig selvsikkerhed, som (selv for en mand på den tid) nok kunne opfattes som arrogance.

I forordet til hendes mest berømte værk, The Blazing World, skriver hun således:

“though I cannot be Henry the Fifth, or Charles the Second, yet I endeavour to be Margaret the First.”

Og dette er i sig selv en skandale i tiden: at en kvinde ikke alene tillader sig at tage ordet ved selskaber, når mænd fører tale om filosofi, videnskab og samfundsforhold, og udgiver bøger om sådanne emner, men at hun tilmed fører sig frem offentligt med selvtillid i disse henseender.

Selv om bogen skrider nogenlunde kronologisk frem, er Margaret the First imidlertid ikke nogen traditionel historisk roman. Duttons fokus er på at tegne et indlevet, fiktivt portræt af mennesket Margaret Cavendish.

Den historiske ramme er vigtig i bogen – fordi den er afgørende for at forstå Margaret – men er mest til stede som en slags flimrende baggrund og i form af en mængde historiske personer, der passerer mere eller mindre flygtigt forbi i randen af Margarets liv.

Hvis du som læser ikke kender meget til denne periode i britisk historie, er det med andre ord ikke her, du skal forvente at få en sammenhængende opdatering. I så fald kan det anbefales at læse lidt op på hovedtrækkene fra perioden, især den engelske borgerkrig.

Danielle Dutton (f. 1975). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Dertil kommer, at Dutton fortæller historien på en let, næsten flagrende facon, overvejende i form af en serie af stemningsbilleder og enkeltscener fortalt i korte sætninger med fokus på Margarets indre tanke- og følelsesliv. Det giver romanen en lethed og også en særlig intensitet, og Dutton skriver smukt.

Omvendt går formen også lidt udover den narrative sammenhæng. Som roman betragtet kunne jeg have ønsket mig lidt mere fortællemæssig fremdrift og sammenhæng i Margaret the First. Selv om formen er let og bogen letlæselig, er den ikke en egentlig pageturner.

Efter endt læsning sad jeg også tilbage med en oplevelse af ikke helt at have fanget, hvad der egentlig har været Danielle Duttons ærinde med bogen. Hun er åbenlyst fascineret af personen og den historiske skikkelse Margaret Cavendish, og det forstår sig. Men jeg manglede en linje i bogen, andet end den kronologiske.

Jeg nød ikke desto mindre at læse den for sproget og Duttons evne til med få penselstrøg at optegne scener, stemninger og spændingsfyldte relationer.

K's vurdering: