Yū Miri: Tokyo Ueno Station

Underlig. I nogle stræk fascinerende. I nogle samfundskritisk relevant. I nogle rørende. I andre stræk virkelig kedelig. Underlig.

Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Tokyo Ueno Station af japanskfødte og i Korea bosiddende Yū Miri (f. 1968). Det er en ganske ambitiøs roman. Den har mange eksperimenterende kvaliteter. Men jeg synes ikke helt, at den lykkes. Bortset fra, at jeg ikke er helt sikker på, hvad det er, den gerne vil lykkes med.

Romanen fortælles i jeg-form af den gamle mand Kazu. Han er hjemløs og har i sine seneste år boet i et shelter af pap og plastic i Ueno-parken i Tokyo. Han er derudover død. Men hans ånd vil ikke forlade parken, hvor han lægger øre til samtalerne mellem de mennesker, der bevæger sig igennem parken.

Jeg skulle et stykke ind i bogen, før jeg fangede ideen og rytmen, men så fungerede den egentlig meget godt. Teksten veksler – uden særlige angivelser – mellem på den ene side (den døde) Kazus tanker og erindringer og på den anden side dialoger mellem anonyme mennesker i Ueno-parken. Nogle af dem er andre hjemløse, andre er “normale” mennesker fra alle samfundslag, der bare er på jogging- eller spadseretur gennem parken.

Resultatet er et flimrende billede af menneskene i Tokyo, hvoraf de fleste synes at være optaget af de mest ligegyldige ting.

Hovedparten af romanen fyldes dog af tilbageblik på Kazus eget liv, og den smule spænding, der er i bogen, består i at finde ud af, hvorfor han endte som hjemløs, og hvordan han døde.

Meget af historien i tilbageblik fokuserer på Kazus søn, der døde i en alt for ung alder, og er centreret omkring hans begravelsesceremoni. Dén del af fortællingen er stærk og rørende.

Samtidig rummer romanen også en række lange nedslag i Japans historie med Ueno-parken som omdrejningspunkt – mestendels fortalt af en anden gammel hjemløs i parken. De historiske dele er så detaljerede og fyldt med navne og stedsangivelser, at jeg ærlig talt mistede pusten lidt undervejs.

Yū Miri synes at ville en hel masse med denne roman, som ikke desto mindre er fortalt på en tilbagelænet og løselig måde.

Der er greb langt tilbage i Japans historie med fokus på krig og naturkatastrofer. Der er en historisk samfundskritik af, hvordan det japanske samfund pinte arbejdskraft ud af landet for at skabe en olympisk by i 1964. Der er en aktuel samfundskritik af, hvordan Japan også i dag renser bybilledet for hjemløse, når den kejserlige familie kommer gennem byen. Og der er et flimrende billede af dagligliv i Tokyo via de mange anonyme stemmer i Ueno-parken.

Det hele meget løseligt bundet sammen af den døde Kazus traumatiske og triste livshistorie og hans iagttagelser i parken.

Der er mange kvaliteter i romanen. Stedvist blev jeg fanget ind af stemningen, især af de løsrevne, anonyme dialoger i parken og også af nogle af nedslagene i Kazus livshistorie.

Men jeg blev også koblet af i de relativt lange redegørelser for historiske begivenheder. Jeg kan muligvis godt se ideen med det hele, men jeg blev ikke fanget ind af den,

Tokyo Ueno Station er skrevet godt, og teksten flyder fint i Morgan Giles’ oversættelse til engelsk. Men jeg blev aldrig for alvor fanget eller fascineret, måske fordi Yū Miri vil for meget og for forskelligt i den relativt korte roman.

K's vurdering: