Yukiko Motoya: Den ensomme bodybuilder

Små, sære, sjove, surrealistiske fortællinger om magiske metamorfoser fra japanske Yukiko Motoya.

På dansk har vi af Yukiko Motoya (f. 1979) tidligere kunnet fornøje os med kortromanen Et eksotisk ægteskab (opr. 2016, da. 2020). Ligesom denne er novellesamlingen Den ensomme bodybuilder også oversat til læseværdigt dansk af Hanne Arnold og udgives på forlaget Korridor.

Novellerne er ret forskellige, men alligevel båret af en fælles tone og også nogle fælles tematikker.

Magiske elementer indgår i mange af historierne. Nogle af dem kunne man måske karakterisere som magisk realisme, men oftere bevæger Motoya sig ind et decideret eventyrligt univers, som ikke sjældent gakker helt ud i surrealistiske scener eller decideret fantasy.

Flere af novellerne rummer et feministisk-kritisk perspektiv, men det måske mest gennemgående tema er metamorfoser. Det ville være at svinge sig (alt) for højt op at kalde samlingen for en moderne, japansk version af Ovids Forvandlinger, men jeg fik ikke desto mindre associationen, især i de noveller, hvor piger eller kvinder undergår en eller anden for form metamorfose som følge af eller i en reaktion mod mænds stereotype forventninger og begær i et mandsdomineret samfund.

Yukiko Motoya (f. 1979). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

I titelnovellen, der også er samlingens længste, bliver en forsømt husmor pludseligt og uventet fascineret af store muskler, og beslutter sig for at blive bodybuilder – herunder i et forsøg på at tiltrække sig sin ignorante mands opmærksomhed, men også for sin egen skyld.

I “Kvinderne” venter der mændene i historien en grim overraskelse, da deres kærester og koner med ét begynder at transformere sig fysisk til de fantasibilleder af en sexet drømmekvinde, hver enkelt mand har gået med i sit hoved – samtidig med, at kvinderne udfordrer hver deres mand til en god gammeldags og særdeles korporlig duel på liv og død.

I “Spøgelsessyge” bliver en kvinde offer for en epidemi, som inden for få minutter forvandler hende til ja, et spøgelse, i en transformationsproces, der giver mindelser om både Excorsisten og Ghostbusters.

Nogle historier syrer helt ud. I “How to Burden the Girl” havde jeg som læser nærmest oplevelsen af at være blevet en del af en manga-tegneserie i en fantasy-action-historie med en ung pige med lyserødt hår og grønne øjne, som græder tårer af blod og i sin baghave udkæmper dødelige kampe med sværd og pistoler mod en ond, maskeret bande … Lige præcis dén historie var nok en tand for fjollet for mig.

Så var jeg anderledes fascineret af den poetisk smukke “Hundene,” hvor en ung kvinde opholder sig alene i en hytte i et ensomt snelandskab, kun omgivet af en flok vilde, hvide hunde, som hun knytter dig til, selv om der ganske vist er noget lidt mystisk ved at beboerne i den nærmest liggende landsby advarer hende mod hunde, som de kæder sammen med en serie forsvindinger i landsbyen.

“Brevkassen” er en parodi på ubrugelige damebladsbrevkasser med en brod til det kvindebillede, mange sådanne traditionelt har viderekolporteret – formet som en slags interview i form af brevkassespørgsmål til en aldrende brevkasseredaktør, tidligere kendis og kvindeligt sexsymbol. Mest er novellen dog bare sjov, og ikke mindst klukkede jeg over brevkasseredaktørens afskedssalut af en anbefaling til alle de kvinder, der gennem årene har spurgt til, hvordan de dog skal finde sig en god mand;:

Hvis du virkelig er fast besluttet på ikke at være alene, så vil jeg anbefale en cykelsadel som din partner. Latterlig idé, tænker du måske? Men en sadels form minder faktisk overraskende meget om et menneskes ansigt, og når du først har taget den af cyklen, kan I gå rundt og hygge jer alle vegne. Når I er ude at rejse, kan I nøjes med at betale for én, og på den måde kan du få mange flere mindeværdige oplevelser, end hvis du var sammen med et menneske. Og først og fremmest kan en sadel ikke tale. Når du begræder manglen på “gode” mennesker, skyldes det nemlig, at du har for høje forventninger til mænd, der taler, og bliver skuffet, når du får øje på deres svagheder. Men hvis din partner er en sadel, er der kun ét kriterie, der er væsentligt: “Hvor blidt kan han støtte min numse?”

I Stråmanden synes hovedperson at have lyttet til rådene fra en sådan brevkasse. Ihvertfald har hun taget konsekvensen af det sølle udbud af mænd og giftet sig med en stråmand. Ikke i overført betydning, men en mand, der decideret er lavet af strå. De er vældigt lykkelige, indtil det viser sig, at stråmanden er sygeligt optaget af sin bil, og han går i spåner (eller måske i frø eller i neg, eller hvad man siger …) over, at hun efter hans opfattelse ikke kerer sig nok om bilen. Det får ham til i hulken at begynde at udskille små, smattede, halvrådne musikinstrumenter (!):

Fra flere sprækker mellem stråene begyndte noget at vælde frem som dråber. Det, der havde rumsteret under stråene … var små musikinstrumenter. Der var mange forskellige slags, så små, at man kun lige akkurat kunne samle dem op med fingrene, og de strømmede ud af hendes mands krop, som om de flygtede. Trompeter. Tromboner. Lilletrommer. Klarinetter. Cembaloer … De flød lidt ud, når de ramte gulvet, som om de smeltede.

Tømt for sit musikalske indhold er kvindens mand “bare en hul, lurvet bunke halm.” Ak ja, ingen mand er perfekt, ikke engang en stråmand.

Og hvis du synes, at ovenstående alt sammen bare lyder for fjollet og mærkeligt, så skal du nok også bare lade være med at læse Yukoko Motoya.

Mange af Motoyas historier er ganske vist både fjollede og mærkelige, men jeg var vidunderligt underholdt af de fleste af dem, og jeg for hurtigt igennem bogen. Ud af samlingens elleve noveller er der kun et par nitter, og de bliver så rigeligt opvejet af poesien, magien og humoren i de andre.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse. Den udkommer i dag den 7. oktober 2021.

K's vurdering: