Jon Fosse: Det andet navn / Jeg er en anden / Et nyt navn (Septologien I-VII)

Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.

Norske Jon Fosse (f. 1959) er ikke så meget for punktummer. Han har vist aldrig brugt dem ret meget. Og nu er han helt holdt op. Septologiens 948 sider er uden et eneste punktum. Ikke engang et slutpunktum.

Det er selvfølgelig lidt en fiks idé hos Fosse ikke at bruge punktummer (eller i det hele taget andre grammatiske tegn end kommaer), måske kunne man endda kalde det lidt affekteret. Der ville ikke været slået nogen skår af værket, hvis han havde strøet nogle få punktummer ud i teksten – der er sådan set mange naturlige steder, de kunne være sat, ihvertfald i forbindelse med dialogerne.

Men man savner heller ikke punktummerne, og det har faktisk en effekt på læsningen, at de er helt fraværende. Det understøtter flowet og rytmen i teksten. Man skal som læser bare huske at trække vejret. Ind og ud, ligesom fortælleren Asle, når han ved afslutningen af hvert bind trækker vejret roligt, mens han messer sit Pater Noster og lader fingrene glide over perlerne i sin rosenkrans.

De manglende punktummer kan, om man vil, derudover ses som symbolske for Fosses samlede værk i den forstand, at han i det hele taget ikke er en forfatter, der sætter punktum for sine værker. Jeg har ganske vist ikke læst alle hans bøger, men tilstrækkeligt mange til at se et mønster: De samme temaer, handlingsmønstre og karakterer vender tilbage igen og igen i hans bøger – fortalt fra let forskellige vinkler og med små variationer. Det gælder inden for de enkelte bøger og på tværs af værkerne.

Det er således med Fosses værker som med fortælleren Asle i Septologien. Asle er en aldrende maler, enkemand og bor alene i landsbyen Dylgja et stykke nord for Bjørgvin (gammelt navn for Bergen) i huset, hvor han tidligere boede sammen med sin kone og livskærlighed, Ales. Asle har altid malet oliemalerier, og altid søger han at indfange det samme ubestemmelige:

… og hvor ofte har jeg ikke tænkt de her tanker, tænker jeg, for jeg tænker altid de samme tanker om og om igen og jeg maler det samme billede om og om igen, ja det er sandt, men alligevel er hvert eneste billede forskelligt, og så hænger alle billederne som en slags serie, ja hver udstilling er sin egen serie, men til sidst hænger alle billederne jeg har malet sammen og udgør ét billede, tænker jeg, for det er som om der et eller andet sted findes et billede inde i mig som er mit inderste billede, og som jeg igen og igen prøver at male frem, og jo nærmere jeg kommer det billede jo bedre bliver billedet jeg maler, men det inderste billede er selvfølgelig ikke noget billede, for det inderste billede findes ikke, det er, men det findes ikke, og alligevel er det som om det billede der ikke er noget billede styrer alle de andre billeder og drager dem mere eller mindre til sig …

Det er det samme med Fosses skrift. Han gentager og gentager i en uendelighed, hele tiden vender han messende tilbage til de samme scener, de samme sætninger, ofte identiske med de tidligere, men så alligevel hver gang lidt anderledes i kraft af en lidt anden konktekst, en lidt anden betoning, eller slet og ret fordi, vi siden sidst har været en tur omkring nye scener fra fortællerens fortid, som giver ny tyngde, nye farver, ny betydning til de samme sætninger, vi har læst så mange gange før.

Det er ikke nemt at forklare i få ord, og det er en del af pointen. Septologien skal ikke forklares, den skal læses, den skal mærkes, den skal tages ind til rytmen fra ind- og udåndinger, det er tæt på at være en meditativ oplevelse.

Det tog mig lidt tid at komme ind i rytmen. Hvis jeg skal være ærlig, så nåede jeg at tænke et par gange i løbet af første bind, at nu var Fosse vist ved at overgøre sit formsprog. Det stod virkelig stille, og der var virkelig mange gentagelser. Men på et eller andet tidspunkt, jeg kan ikke sige hvornår, faldt jeg ind i rytmen, accepterede formen, og så var jeg fanget.

Septologien er både i Norge og herhjemme i Jannie Jensens og Arild Batzers smukke fordanskning udgivet nogle bind ad gangen over tre år. Jeg er ikke klar over, om det skyldes, at Fosse først har skrevet de sidste bind færdige efter udgivelsen af de første, eller om der bare er tale om en smart udgivelsesstrategi.

Under alle omstændigheder er der tale om ét sammenhængende romanværk, som snildt kunne have været udgivet som én roman. Det er nu meget rart, at den er delt op i syv bøger – det gør det på én eller anden måde til en lidt mere overkommelig affære at gå i gang med værket. Jeg har ikke desto mindre læst alle syv bind i ét stræk, stort set ét bind om dagen svarende til de syv dage, som romanen udspiller sig over.

Meget passende, og passende viste det sig også at læse den på denne årstid, for om end man ikke ligefrem kan kalde Septologien en julebog, så kulminerer den ikke desto mindre juleaftensdag.

De syv bind i Septologien er udgivet under tre titler: Det andet navn (bind I-II), Jeg er en anden (bind III-V) og Et nyt navn (bind VI-VII). Det kan være mig, der har været uopmærksom, men jeg registrerede ikke nogen hverken tematiske eller handlingsmæssige brud i romanen, som kunne kobles til de tre forskellige titler (måske afspejler de bare den gradvise udgivelse i Norge?).

Titlen til bind 3-5, Jeg er en anden, henter Fosse fra Arthur Rimbaud, hvis berømte sætning, “Je est un autre”, er citeret som manchet for alle tre bind. Den bevidste grammatiske fejl i Rimbaud-citatet (“at være”/”etre” er bøjet i 3. person (“est”) frem for det korrekte 1. person (“suis”)) har litteraturhistorisk været udsat for adskillige tolkninger, som jeg ikke skal rode mig ud i her. En mulig tolkning, som bidrager med mening i læsningen af Fosses værk, er, at den forkerte grammatiske form antyder en fremmedgjorthed hos jeg’et, der så at sige betragter sig selv, sit jeg, udefra som var det en anden.

Hos Fosse udtrykker det sig i form af fortælleren, der betragter sit eget liv – som det har været og måske også som det kunne have været. Menneskets identitet er et af de gennemgående temaer i værket.

Romanens fortæller, Asle, veksler mellem at fortælle i første og tredje person om sig selv (i første person i nutidshistorien, men i tredje person når han tænker tilbage på sit liv, som om han betragter sig selv udefra). Yderligere optræder Asle i to versioner i romanen.

Oplagt er det således også at koble Rimbaud-citatet og titlerne til det dobbeltgængermotiv, der er på spil i hele romanværket. Fortælleren Asle har i sit liv grundlæggende kun haft én ven, navnebroderen Asle, der også er maler, fysisk ligner fortælleren til forveksling og klæder sig på samme måde. De tos veje krydses jævnligt, og de har ført liv, der i nogle stræk overlapper, og på andre punkter afviger fra hinanden.

Fosse giver os ikke nogen forklaring på forholdet mellem de to karakterer. I romanen – læst realistisk – er de slet og ret to distinkte personer og venner. En anden måde at læse dem på er som to mulige variationer af det samme liv, to veje, Asles liv kunne have taget.

Både den ene og den anden Asle er alkoholikere – men mens fortælleren holdt op med at drikke for år tilbage, er hans navnebror blevet ved. I første bind af Septologien finder fortælleren sin navnebror bevidstløs af druk i sneen i Bjørgvin og bringer ham på hospitalet, hvor han ligger resten af romanen, dødssyg og med delirium tremens.

Dobbeltgængermotivet forfølges også på andre måder. Undervejs i romanen bliver Asle ved med at støde på en lidt mystisk kvinde med halvlangt, gyldent hår, som hedder Guro – som til forveksling ligner den gamle Asles nabos søster, som også hedder Guro og i øvrigt deler personlighedstræk med den første Guro.

Fosse leger i det hele taget bevidst med fordoblinger, forskydninger og forvekslinger, herunder via romankarakterernes navne. Fortælleren Asles livskærlighed er Ales. Ales og Asle, Asle og Ales, to dele af det samme hele. Mens navnebroderen Asle har været gift og skilt to gange med henholdsvis Liv og Siv, hvis ensklingende navne omvendt antyder, at ingen af dem nogensinde var specielt vigtige i hans liv (og med dem har han tilsammen Drengen og Datteren og Sønnen, som vi tilsvarende symptomatisk aldrig lærer navnene at kende på).

Kunsten og den skabende kunstner er et andet hovedmotiv i Septologien, som i det stykke trækker tydelige spor tilbage til et af Fosses tidlige hovedværker, Melancholia om maleren Lars Hertervig (som også får en direkte hilsen undervejs i Septologien). Fosses kunstsyn er antydet i citatet ovenfor. Det er noget med at male – eller skrive – et fraværende nærvær frem. Fortælleren Asle skriver om det som et lys i billedet, et lys han især kan se i det sorte i billederne, et lys som kun kan gives som en gave:

… og så, ja så må jeg indrømme at jeg også tænker sådan, at når jeg har solgt et billede så giver jeg det også fra mig som en gave, det lys som skal være i et billede, ja det er som om jeg giver en gave fra mig jeg selv har fået, jeg tænker at jeg bliver betalt for billedet, men ikke for lyset som er i billedet, for det har jeg selv fået og det må jeg derfor give fra mig, og det lys, ja det er oftest knyttet til noget som gør ondt, til smerte, til lidelse, kan jeg måske sige, hvis det ikke bliver for store ord, og jeg får penge for selve maleriet, for billedet, ikke for lyset, og den som køber maleriet må tage del i lyset, og i lidelsen, i fortvivlelsen, i smerten som er i lyset, tænker jeg, og hvis der ikke er lys i et billede, ja så giver jeg det ikke fra mig, et billede er ikke færdigt før der er lys i det, selv om lyset er usynligt, tænker jeg, ja selv om ingen andre kan se lyset, kun mig, så skal det være der, …

Og så kommer vi ikke uden om det religiøse, som hos Fosse også er knyttet til den kunstneriske inspiration og erkendelse. Fosse er selv konverteret til katolicismen ligesom hans hovedperson i Septologien. Bønnen, troen og gudsforholdet fylder en del i værket, men det bør ikke skræmme nogen væk. Der er en melankolsk skønhed i Fosses fortolkning af maleren Asles gudsforhold, som selv forbenede ateister som undertegnede kan forholde sig til (på vores profane vis).

… og jeg tænker at ofte når jeg sidder sådan og ser mod fjorden så beder jeg en stille bøn og så er Ales nær, og mine forældre, og søster Alise, og Bedste, og Sigve, og jeg bliver stille indeni, og jeg tænker at inde i alle mennesker er der en dyb længsel, for altid længes vi efter noget, og vi tror at det er det ene eller det andet, det eller det, den ting eller den ting, men egentlig længes vi efter Gud, for mennesket er hele tiden en bøn, gennem sin længsel er mennesket en bøn tænker jeg …

Jeg sammenlignede i manchetten ovenfor Septologien med Prousts På sporet af den tabte tid. Det er både passende og upassende. Fosse er ikke Proust, og Septologien er ikke På sporet af den tabte tid. Men det gør ikke hverken den ene eller den anden ringere.

Fosses fortæller er ligesom Prousts fortæller på sporet af den tabte tid, som han forsøger at indfange i sine malerier og i romanens fortælling om hans eget og hans navnebrors liv fra barnsben til alderdom. Den kunstneriske skaben, sansningen, tiden og erindringen er blot nogle af de temaer, som de to romanværker derudover har til fælles.

I modsætning til Prousts raffinerede intellektualisme er tonen hos Fosse imidlertid simpel, næsten naiv, og når fortælleren ind i mellem forvilder sig ud i mere filosofiske tankebaner, ender han altid med at afbryde sig selv med en bemærkning om, at det altid ender i noget rod, når han forsøger at tænke.

Fosse og Proust har for en overfladisk betragtning de lange sætninger til fælles. Men dog med den betydelige forskel, at hvor Prousts lange, elegant formulerede sætninger faktisk er hele og afsluttede sætninger, som man netop af den grund godt kan fare vild i, så skriver Fosse – på overfladen – meget simpelt og letforståeligt i meget enkle sætningskonstruktioner, han sætter bare ikke punktummer.

Der er ikke desto mindre formmæssige lighedspunkter på den måde, at både Fosse og Proust ynder at vende tilbage til de samme temaer og tankefigurer igen og igen i uendelige cirkler, som har karakter af gentagelser, men ikke desto mindre hele tiden føjer nye lag af betydning og forståelse til. Men mens Prousts tilgang er den intellektuelle, ræsonnerende diskurs, så har Fosses messende stil flere lighedspunkter med den religiøse liturgi, gentagelsen i bønnen, jf. også citatet ovenfor om mennesket som en bøn.

Om man vil, kan hele Septologien læses som én lang bøn. Den kan også læses som et langt dødsøjeblik. Eller som et liv. Eller – hvis man kan tillade sig at blive lidt hegeliansk – som noget, der transcenderer begge dele: en vorden, en lang skabelsesakt, tilblivelsen af et liv. Bliver vi i de højere fortolkningsmæssige luftlag kan tallet syv i Septologien, de syv bind og de syv dage i fortællingen, læses som en parallel til de syv dage i Det Gamle Testamentes skabelsesberetning, inklusive hviledagen.

Men nu skal jeg vist passe på, at jeg ikke kommer til at intellektualisere for meget – og dermed bevæge mig alt for langt væk fra det, der egentlig er det stærke i Fosses skrift i almindelighed og værket Septologien i særdeleshed, nemlig skønheden og sandheden i det enkle og konkrete.

Septologien er kort sagt Fosse, når han er bedst – fuldt på højde med mine tidligere favoritter, Morgen og aften samt Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd).

K's vurdering: