Martin Walser: Mit hinsidige

“At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt at tro på noget. Også selvom det aldrig lykkes i lang tid. Nogle gange kun i et sekund, og mindre end et sekund. Men at tro i ét sekund er ikke for højt betalt med tusind timers tvivl og fortvivlelse. At tro lærer man kun, hvis man ikke har noget andet valg. Men så lærer man det også.”

Tyske Martin Walser (f. 1927) hører ikke til de mest kendte forfatternavne i Danmark. Hvor læst han er i Tyskland, ved jeg heller ikke, men jeg gætter på, at færre kender ham for hans litterære produktion end for de offentlige polemikker af politisk karakter, han har været omgærdet af.

I 1998 talte han i forbindelse med en prisoverrækkelse således imod den måde, Tysklands historiske skam fra Holocaust bliver brugt på, herunder udtalte han, at erindringen om Auschwitz ikke er egnet til fortfarende at blive brugt som en “moralsk kølle.” Det skabte en vældig debat og kritik af Walser (som politisk gennem tiden har bevæget sig mellem både det ydre venstre og ydre højre) for at tale for en kultur, der kigger væk fra fortiden. De længere og sammenhængende citater fra den famøse tale, jeg har læst, tolker jeg nu mere som en opfordring til at omgås fortiden med refleksion, netop for at erindringen om Auschwitz ikke skal stivne til en blot og bar moralsk parole.

Hvorom alting er: Kontroverserne om Martin Walsers person skal ikke afholde nogen fra at læse hans værk. Man behøver ikke selv at være religiøst praktiserende eller troende for at have udbytte af Walsers reflektioner over troens paradokser, som han udfolder på forskellig vis i Mit hisidige, tæt knyttet til romanfortællerens personlige – og ulykkelige – kærlighedshistorie.

Martin Walser (f. 1927). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Kortromanen Mit hinsidige er opdelt i syv kapitler. Efter de første tre, som udgør halvdelen af bogen, var jeg tæt på at katalogisere den som en samling noveller, kun løseligt bundet sammen af fortællerstemmen.

Det første kapitel fremstår som en nærmest folkloristisk fortælling om en landsbytosse. Det andet som en rejseberetning fra et af fortællerens mangebesøg i Rom, hvor han som altid blandt andet opsøger Caravaggios alterbillede af Jomfru Maria med barn og to tilbedende pilgrimme, Madonna dei Pelligrini, i Den hellige Augustins basilika.

Det tredje kapitel har karakter af et essay om relikviernes betydning i den katolske kirke iblandet en historie om fortællerens bekendtskab med en gammel kirketjener i stiftskirken i Scherblingen, hvor fortælleren, dr. Augustin Feinlein, er direktør for det psykiatriske statshospital.

Tre fine tekster, der faktisk kan godt kan stå alene. Men fra midten af bogen begynder den at samle sig omkring fortællerens livslange, ulykkelige kærlighed til svømmeren Eva Maria, som han i sin ungdom i egen forståelse var så godt som forlovet med, men som giftede sig med først den ene og så den anden mand for næsen af ham.

Det værste slag for Feinlein var Eva Marias seneste ægteskab med dr. Brudenhofer, som ikke bare er væsentligt yngre end Feinlein (og Eva Maria), men også er læge på Feinleins hospital og hans modstander og udfordrer, også professionelt.

Feinlein selv er treogtres år gammel – plus, må vi forstå:

Jeg er treogtres. Det har jeg været længe. Jeg vil aldrig blive ældre end treogtres. Nu siger jeg ikke, i hvor mange år, jeg har været treogtres. Jeg siger kun, at jeg er holdt op med at tælle som treogtresårig. Det var muligt. Mit forhold til tal har gjort det muligt. Jeg tror ikke på tal. Jeg kender til alt det, man kan gøre med tal, men jeg ved også, hvad man ikke kan gøre med tal. Og alligevel gør. Jeg er holdt op med at deltage i det.

Romanen kredser om Feinleins forsøg på at komme overens med, at Eva Maria aldrig bliver hans – selv om hun gennem alle årene bliver ved med at sende ham postkort underskrevet “Vi ses. I kærlighed.”

Kærligheden til den uopnåelige Eva Maria – og antipatien mod dr. Bruderhofer – vikles i Feinleins fortælling ind i hans forhold til Gud, til sin katolske tro og konkret til visse relikvier. Samtidig med at han er bevidst om, at han muligvis er ved at udvikle sig til den type landsbytosse, som romanen lægger ud med et portræt af.

Walser skriver fremragende, og Mit hinsidige udmærker sig ved interessante og vedkommende semifilosofiske reflektioner over både kærlighed og tro. Jeg nød at læse den, men noget stort blivende indtryk har den måske nok ikke gjort. Her et par dage efter læsningen, forekommer det mig ihvertfald, at jeg allerede næsten har glemt den. Samtidig vil jeg ikke afvise, at jeg kunne finde på at læse mere Martin Walser.

K's vurdering: