Yukio Mishima: Confessions of a Mask

Proust, Dostojevskij, Nietzsche og Marquis de Sade møder Japan i årene omkring Anden verdenskrig i Yukio Mishimas roman om en dreng og ung mands erkendelse af sin egen homoseksualitet og af ikke at leve op til omverdenens krav om normalitet.

Yukio Mishimas (1925-1970) semi-selvbiografiske roman, Confessions of a Mask, oprindeligt udgivet i 1949 af den da kun 24-årige forfatter, blev i den engelske oversættelse hans store internationale gennembrud.

Romanen er skrevet som en selvbiografisk erindringsroman af fortælleren, kaldet Kochan, om hans gradvise og smertefulde erkendelse af sin egen homoseksualitet, af at han ikke er “normal” og måske aldrig bliver det. Allerede som barn forstår han intuitivt, at han for ikke at falde igennem må iføre sig en maske af konformitet.

The reluctant masquerade had begun. At about this time I was beginning to understand vaguely the mechanism of the fact that what people regarded as a pose on my part was actually an expression of my need to assert my true nature, and that it was precisely what people regarded as my true self which was a masquerade.

Som lille dreng opdrages Kochan primært af sin bedstemor, der besidderisk søger at værne den fysisk svagelige dreng mod verden og især andre drenges voldsomhed.

Allerede fortællerens allertidligste barndomserindringer er præget af hans voksende fascination af den mandlige krop – og af voldsom død.

Billedet af en sejrende ridder i sølvglinsende rustning i en billedbog for børn fascinerer ham umådeligt (sammen med hans egne tilhørende fantasier om ridderens ærefulde død) – indtil en voksen fortæller ham, at ridderen er en kvinde (Jeanne d’Arc), hvorefter han dybt skuffet og med følelser af at være blevet forrådt mister enhver interesse i det.

Gengivelsen i en anden bog af et maleri af helgenen Sankt Sebastian, bundet til et træ med armene over hovedet og kroppen gennemboret af pile, udøver en endnu større fascination. Et billede, der igen og igen kommer tilbage til ham i de stadigt mere udviklede fetichistiske fantasier, han senere hen i puberteten – altid skamfuld – hengiver sig til efter at have tillagt sig “sin dårlige vane.”

Yukio Mishima poserer som Skt. Sebastian. Foto: Kishin Shinoyama.

At erindringsbilleder som disse har selvbiografiske træk dokumenteres af, at den voksne Mishima – i et af talrige eksempler på hans fetichistiske og ekshibitionistiske optagethed af egen krop – selv har ladet sig fotografere i en positur som den af pile gennemborede Sankt Sebastian, jf. foto herover.

I skolen oplever fortælleren sin første forelskelse i en lidt ældre klassekammerat, drengen Omi, ene og alene båret af fascinationen af den fysisk mere udviklede Omis stærke krop. Tillad mig som eksempel – også på Mishimas skrivestil – et lidt længere citat fra en scene, hvor fortælleren og hans klassekammerater iagttager Omi lave pull-ups i en gymnastiktime, som for fortællerens øjne bliver til en nærmest nietzscheansk vision om udfoldelsen af den rene og skære livskraft:

Life-force – it was the sheer extravagant abundance of life-force that overpowered the boys. They were overwhelmed by the feeling he gave of having too much life, by the feeling of purposeless violence that can be explained only as life existing for its own sake, by his type of ill-humored, unconcerned exuberance. Without his being aware of it, some force had stolen into Omi’s flesh and was scheming to take possession of him, to crash through him, to spill out of him, to outshine him. In this respect the power resembled a malady. Infected with this violent power, his flesh had been put on this earth for no other reason than to become an insane human-sacrifice, […]

Alle drengene synes at opleve eller ihvertfald fornemme denne nærmest voldeligt potente livskraft – men kun fortælleren får en fysisk erektion.

Senere, som ung voksen, forsøger fortælleren vedholdende at blive forelsket i en pige i det spinkle håb, at dørene ind til den normale eksistens endnu ikke er lukkede for ham, at han kan “reddes” ved det første kys med en pige. Romanens fortælling om udviklingen af Kochans forhold til pigen Sonoko i den henseende er både smuk og smertefuld.

Mishima hentede litterær inspiration mange steder fra. Det er ikke upassende, at et længere citat fra Dostojevskijs Forbrydelse og straf står som epigraf til Confessions of a Mask. Som Dostojevskij var Mishima optaget af at undersøge dybderne og afkrogene i den moralsk sammensatte og modsætningsfyldte menneskelige sjæl.

Særlig stor forekommer inspirationen fra Marcel Proust mig at være, ikke mindst i den måde, hvorpå Mishima aldrig blinker i sin insisterende og detaljerede undersøgelse af de komplekse lag i og fint forgrenede forbindelser mellem erindringer og følelser, som enkelte sanseindtryk fremkalder hos ham.

Ligesom Prousts På sporet af den tabte tid er heller ikke Confessions of a Mask en handlingsbåret roman. Som læser gør man klogt i at indstille sindet herpå fra starten. Dramaet i Mishimas roman finder man i fortællerens psykologiske selvundersøgelse af sit eget begær og moral.

Læseren bør i øvrigt også stemme sindet på indflydelsen fra en anden af Mishimas litterære inspirationskilder, den herostratiske berømte Marquis de Sade. Fortælleren er helt fra barnsben som nævnt fascineret af voldelig død. Og som læsere forskånes vi ikke for udpenslede indsigter i hans seksuelle fantasier, som typisk omfatter smukke, muskuløse, unge mænd – til tider i skikkelse af en klassekammerat, andre gange af en mand, han har sneget sig til at iagttage på gaden – som han ved egen hånd og kniv torturerer, dræber og i et tilfælde endda – i overtrædelsen af det ultimative, kulturelle forbud – skærer ud og spiser under en kannibalistisk festbanket.

Som sagt: Mishima blinker ikke, og han er ubønhørlig over for læserens eventuelle finere fornemmelser og moralske kvababbelser i udforskningen af sin/fortællerens seksualitet.

Romanen skal læses for sin pinefulde udforskning af det grundlæggende identitetsspørgsmål: Hvem er jeg? Og især for Mishimas poetiske og kraftfulde sprog.

Romanen foreligger i dansk oversættelse som En maskes bekendelser ved Niels Teglbjærg Clausen (Gyldendal 1992). Den kan opdrives på biblioteket. Jeg har dog læst romanen i Meredith Weaterbys oversættelse til engelsk, og den har jeg ikke noget at udsætte på (udover enkelte korrekturmæssige fejl i form af udfaldne ord her og der).

K's vurdering: