Olga Ravn: De ansatte

“I har skabt mig, givet mig sprog, og nu ser jeg jeres fejl og mangler. Jeg ser jeres utilstrækkelighed.”

Af en eller anden grund har jeg ikke tidligere læst noget af Olga Ravn. Og det er da en fejl. Ihvertfald er De ansatte (2018) en aldeles glimrende roman – uanset om man læser den som en kritisk samtidsroman eller som fermt fortalt science fiction-fortælling (og god science fiction er som bekendt altid også det første).

Romanen foregår i det 22. århundrede ombord på rumskibet det sekstusinde skib. Rumskibet er en stor arbejdsplads. Her er alle ansatte, som kun lever for at arbejde. Det gælder begge kategorier af ansatte om bord på skibet, de menneskelige og de menneskelignende. De menneskelignende er avancerede androider. De ligner mennesker, men er kunstigt fremdyrkede med en avanceret kunstig intelligens.

Romanen er fortalt næsten udelukkende i form af en række korte, nummererede “vidneudsagn.” Man forstår, at et udvalg på skibet indkalder de ansatte enkeltvis til afhøringer om noget ikke-defineret, der foregår på skibet. I en slags præambel til vidneudsagnene hedder det som følger (og det er næppe utilsigtet, at denne “problembeskrivelse” lyder som noget, der næsten kunne være taget ud af en konsulentrapport om arbejdsgangene på en moderne arbejdsplads):

Vi ønskede gennem fordomsfri gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangene på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.

De fleste af disse vidneudsagn er kun på en halv til en hel side. De korteste ikke mere end tre-fire linjer, de længste to sider. De optræder ikke i fuldt ud numerisk rækkefølge, men dog næsten, og man forstår, at situationen på skibet, som afhøringerne omhandler, også udvikler sig på uforudset vis undervejs.

Så vidt den litterære form. Den er ikke hidtil uset, men Olga Ravn anvender den fermt, uden at overdosere den, til at opbygge den spænding, der for læseren består i at finde hoved og hale i, hvad det hele overhovedet handler om.

Tidligt i romanen forstår man dog, at rumskibet har besøgt planeten Nyopdagelsen, hvorfra man har læsset nogle genstande, som måske har en slags organisk form.

Mange af de ansatte på skibet bruger en del tid på at se til genstandene, som opbevares i bestemte rum. I de første vidneudsagn kredses en del om, hvordan de ansatte begår sig i rummene med genstandene. Både rummene og genstandene forekommer som udgangspunkt meget abstrakte, ligesom i øvrigt både indholdet af og meningen med det arbejde, som både de menneskelige og menneskelignende bruger alle deres vågne timer på at udføre i henhold til noget kaldet “programmet.”

Romanen kaldes i bagsideteksten for En arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Sammen med hovedtitlen, De ansatte, sender det et signal om, at den skal læses som en slags kritik af den moderne arbejdspladskultur.

I begyndelsen af romanen var jeg optaget af denne vinkel og kiggede særligt efter passager, der understøtter en sådan læsning. Og dem er der da også en del af.

For eksempel kan nutidige danske embedsmænd, der er opdraget med ”Kodeks VII: Syv centrale pligter for embedsmænd i centraladministrationen” (som nu om stunder bliver støvet af i forlængelse af blandt andet Minkkommissionen og andre sager om svigt i det danske embedsapparat), spejle sig i vidneudsagn 067 (fra en af de menneskelignende ansatte):

Jeg vil gerne være en god ansat, jeg vil gerne tage gode valg. Men hvordan kan jeg aflæse, om jeg følger programmet korrekt? Nogle handlinger kan have konsekvenser, som i visse tilfælde først viser sig så langt ude i fremtiden, at det bliver uoverskueligt for mig. Skal jeg fortsætte arbejdet med den viden, at det jeg gør, potentielt modarbejder programmet? Eller er jeg så gennemstrømmet af programmet, at jeg, hvad jeg end gør, altid vil handle efter programmets ønsker? Er jeg programmets hånd? Alligevel sker der jo fejl i opdateringerne, det gør der jo. Det kan ikke være i programmets interesse.

Efterhånden som romanen skred frem, blev jeg imidlertid mere og mere optaget af science fiction-plottet i sig selv. Måske fordi romanen i det hele taget overgiver sig mere til dette, men også fordi, Olga Ravn opbygger sin lille roman, så man uvilkårligt bliver fanget ind af handlingen.

Det sker nemlig noget uforklarligt, som der ikke helt kan sættes ord på, ombord på skibet. De mystiske genstande fra planeten Nyopdagelsen synes at påvirke de ansatte, både de menneskelige og de menneskelignende. De menneskelige fyldes mere, end de plejer, af deres vage erindringer om livet tilbage på jorden. De menneskelignende bliver mere og mere – ja, menneskelignende.

Den første duft, der forsvandt, var duften af udenfor, af vejret på en måde, af frisk luft, jeg vil sige, nu, når jeg har lidt kendskab til det: duften af tyngdekraft. Den sidste duft, der forsvandt, var duften af vanilje og mit barns duft, når jeg bøjede mig over barnevognen for at tage ham op.

Det ville være synd at røbe meget mere af handlingen. For romanen er faktisk helt spændende – også selv om handlingsforløbet langt hen ad vejen følger et kendt koncept fra science fiction-genren.

Olga Ravn trækker i det hele taget på flere temaer fra den klassiske science fiction-litteratur, og hun gør det ganske fermt:

De mystiske genstande fra en fremmed planet, der på uforklarlig vis sætter noget i gang hos menneskene og de menneskelignende gav mig uvilkårligt associationer – uden sammenligning i øvrigt – til klassikere som for eksempel Arkadij & Boris Strugatskijs En picnic i vejkanten (opr. 1972) og Stanislaw Lems Solaris (opr. 1961). Men for så vidt også Arthur C. Clarkes 2001: En odyssé i verdensrummet (opr. 1951).

Og temaet om menneskeskabte androider, der utilsigtet opnår mere selvbevidsthed, end godt er, er selvfølgelig også gennemspillet talløse gange, måske mest kendt i Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får? (opr. 1968) (som flere vil kende i den filmatiserede version som Blade Runner).

Når jeg nævner disse science fiction-koryfæer er det ikke for at placere Olga Ravns lille roman i samme kategori som disse klassikere – mere som en indikation af, at hun trækker på en solid tradition. Og som science fiction-glad læser er det kun positivt – vi kan godt lide hilsnerne til traditionen, når det som her sker på en original måde.

Rent sprogligt-litterært står Olga Ravn i øvrigt ikke tilbage for nogen af de nævnte, tværtimod. Det er således især sproget, der løfter De ansatte op til noget mere end blot endnu en sci-fi-historie eller endnu en arbejdspladssatire. Ravn skriver veldoseret og præcist og samtidig alligevel undersøgende og eksperimenterende, i passager næsten lyrisk.

Jeg er med andre ord ret tilfreds, næsten begejstret. Bogen er på ikke mere end 134 små sider, men den har tyngde som en langt mere omfangsrig roman.

K's vurdering: