Eduardo Galeano: Children of the Days. A Calendar of Human History

En alternativ og ganske interessant verdenshistorie fortalt i 366 kapitler, ét for hver af årets dage, med et særligt blik for historiens udgrænsede og glemte helte blandt undertrykte folkeslag, klasser, køn og minoriteter, krydret med pudseløjerligheder, skæve vinkler og anekdoter fra ikke så ofte belyste dele af den velkendte historie.

Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano (1940-2015) har en endog meget stor produktion bag sig, hvoraf enkelte titler også er oversat til dansk. Han har skrevet romaner, men begik sig primært i den faglitterære genre, ofte med et journalistisk tilsnit, men yndede også at genreblande sagprosa og litterær fiktion (efter hvad jeg har googlet mig frem til om Galeano, for selv har jeg kun læst Children of the Days).

Children of the Days (opr. 2012) hører til i den sene del af forfatterskabet. Bogen er ikke helt ligetil at genrebestemme. Den præsenterer sig som en slags alternativ verdenshistorie, men i form af et virvar af enkelte nedslag i historien, formidlet i korte, vignetlignende tekster, mange af dem i anekdotens form, ikke belastet af historiske kildehenvisninger og ofte tilsat Galeanos personlige kommentarer. Teksterne har fællestræk med essayet, men er for korte til at kunne kaldes sådan.

Bogen har undertitlen A Calendar of Human History og følger i sin form kalenderåret: Den har 366 korte kapitler, ét for hver af årets dage. De fleste af dem er bare på en halv side eller så. Hver tekst tager afsæt i en begivenhed eller en mærkedag på denne dato i et givet år i verdenshistorien – og ofte springer fremstilingen flere hundrede år frem og tilbage i tiden fra det ene datoopslag til det næste. Se de nedenstående fyldige citater for en illustration af Galeanos stil.

Children of the Days er imidlertid ikke kun i sin form, men også i sit indhold en alternativ verdenshistorie.

Mange af de historier, Galeano trækker frem i lyset, hører til de ofte oversete, glemte eller decideret fortrængte sider af den verdenshistorie, de fleste af os er vokset op med.

Jeg selv måtte for eksempel slå Anatolij Lunatjarskij op for at forvisse mig om, at følgende bizarre “retssag mod Gud” fra den russiske revolutions dage ikke bare var noget, Galeano havde opfundet (og det er det faktisk ikke):

17 January
THE MAN WHO EXECUTED GOD

In 1918, in the midst of the revolutionary upheaval in Moscow, Anatoly Lunacharsky presided over the court that judged God.

A Bible sat in the chair of the accused.

According to the prosecutor, throughout history God had commited many crimes against humanity. The defence lawyer assigned to the case argued that God was not fit to stand trial due to mental illness; but the tribunal sentenced Him to death.

At dawn the following day, five rounds of machine-gun fire were shot at the heavens.

Galeano skriver gennemgående på en social indignation drevet af et humanistisk og socialistisk menneske- og samfundssyn. Han tager utvetydigt parti for historiens svageste: For de undertrykte og forfulgte folkeslag, ikke mindst de oprindelige befolkninger i de lande og kontinenter, som europæerne har koloniseret gennem tiden.

Han tager parti for de fattige og de besiddelses- og privilegieløse og for de enorme grupper af mennesker, der op gennem historien er blevet forfulgt, slået ihjel, torteret, fængslet, deporteret, nægtet rettigheder, nægtet anerkendelse, nægtet en stemme på grund af deres hudfarve, sprog, køn, seksualitet, race eller overbevisning.

Eduardo Galeano i 2008. Foto: Mariela De Marchi Moyano.

Men Galeano tager parti også for oplysning og videnskab – så længe den bruges i humanismens og retfærdighedens tjeneste (hvilket den dog sjældent bliver i Galeanos aftapning af verdenshistorien).

Skurkene er magthaverne op gennem historien: Den kristne kirke, de europæiske kongemagter, de latinamerikanske militærdiktaturer, kolonisatorerne, slavehandlerne, den internationale kapitalmagt – og i almindelighed USA.

Galeanos kritiske blik på verdenshistorien er i mange tilfælde rammende, til tider næsten svidende præcis i sin satire og nogle gange endda også vittig.

I andre nedslag bliver hans vinkling af historien mig en kende for enøjet. For eksempel lyder den tilbagevendende og ganske unuancerede tordnen mod USA som militærmagt i mine ører lige lovlig meget som et ekko fra 1970’ernes rygmarvsinstallerede kritik fra den ydre venstrefløj af alt, der havde med USA at gøre.

Et eksempel på det sidste er dette opslag, der ellers tager afsæt i en pudsig historisk anekdote fra den mexicanske revolution om den dag, Pancho Villa “invaderede” USA:

9 March
THE DAY MEXICO INVADED THE UNITED STATES

On this early morning in 1916, Pancho Villa crossed the border with his horsemen, set fire to the city of Columbus, killed several soldiers, nabbed a few horses and guns, and the following day was back in Mexico to tell the tale.

This lightening incursion is the only invasion the United States has suffered since its wars to break free from England.

In contrast, the United States has invaded practically every country in the entire world.

Since 1947 its Department of War has been called the Department of Defense, and its war budget the defense budget.

The names are an enigma as indecipherable as The Holy Trinity.

Jeg gætter på, at også de fleste andre læsere vil kunne finde både noget at fejre og noget at tage afstand fra i Galeanos bog – det følger næsten uvægerligt af, at hans vinkling er så eksplicit politisk.

Episoder i Latinamerikas historie nyder en vis overvægt i den samlede bog, og det gør den kun mere interessant for en læser som mig. Jeg stødte undervejs på ikke så få historiske detaljer og personer fra den del af verden, som jeg aldrig havde hørt om.

Ind i mellem finder også kendte, historiske skikkelser eller begivenheder vej til Galeanos historiske kalender, men så er det som regel med en pudsig og ikke så ofte hørt anekdote fra personens levned, en alternativ vinkel på den ellers kanoniserede udlægning af historien eller blot som afsæt til at fortælle om noget helt andet, jf. citatet om Pancho Villa ovenfor.

Galeano tager selv lidt løst på formen – i nogle tilfælde handler dagens tekst således om en person eller en begivenhed, der ikke så nøje kan tidsfæstes, og derfor gerne indledes med “On a day like today …” eller lignende. Som nu for eksempel den 12. april:

12 April
MANUFACTURING THE GUILTY PARTY

On a day like today in the year 33 – a day earlier, a day later – Jesus of Nazareth died on the cross.

His judges had found him guilty of ‘inciting idolatry, blashemy and abominable superstition’.

Not many centuries later, the Indians of the Americas and the heretics of Europe were found guilty of those same crimes – exactly the same ones – and in the name of Jesus of Nazareth they were punished by lash, gallows or fire.

Der er ingen tvivl om, at Galeano har en suverænt god pen, her i Mark Frieds oversættelse til engelsk. Han formår at formidle temmelig kondenserede historiske anekdoter på en alligevel legende let og flydende måde.

Bogen er således let at læse. Store dele af den er også både oplysende, tankevækkende og underholdende.

Formen kan dog også gøre det til en lidt anstrengende omgang, hvis man læser den i et stræk. Jeg kan anbefale at tage bogen i små bidder, hvilket den da også er særdeles velegnet til. Tag et par datoopslag til morgenkaffen, et par mere i bussen og nogle stykker som godnatlæsning. Bladr eventuelt lidt rundt og slå ned på må og få.

Der er tematisk sammenhæng i teksterne i form af Galeanos blik på historen, men der er sådan set ikke nogen særlig grund til at læse de enkelte tekster i en bestemt rækkefølge, andet end for at holde rede på, hvad man allerede har læst.

Dermed også antydet en svaghed ved bogen: Den mangler lidt en sammenhæng. Turde jeg være grov, kunne jeg fristes til at kalde den for intellektuel lokumslæsning. Og på trods af min strategi med at læse den i opbrudte portioner efter lyst blev jeg lidt træt af den undervejs.

Jeg har fremhævet enkelte af de tekster, jeg – af forskellige grunde – selv fandt interessante, og der er skam mange flere endnu, men der var nu også mange af de 366 indslag, der ikke var så voldsomt spændende.

Og selv om man kan være enig i, at magthaverne, historiens vindere, har fået rigelig spalteplads i historieskrivningen, og at de tavse og undertrykte stemmer derfor har fortjent at blive fremhævet, også på bekostning af de finere nuancer, så blev Galeanos tilgang mig trods alt i for lidt for mange tilfælde lidt for enøjet og karikeret.

Dertil kommer, at Galeanos forsøg på satirisk galgenhumor ikke altid er lige vellykket efter min smag.

Samlet set er Children of the Days en sjov idé, som et stykke hen ad vejen er vel udmøntet med mange pudsige og tankevækkende nedslag. Under alle omstændigheder er den meget velskrevet. Et interessant bekendskab og som sådan læseværdig.

Jeg har måske allerede citeret lovlig fyldigt fra bogen, men tilgiv alligevel, at jeg som bibliofil ikke kan undlade et sidste nedslag om “det vandrende bibliotek” i Persien:

Den 3. januar 47 f.v.t. brændte det legendariske bibliotek i Alexandria til grunden i forbindelse med de romerske legioners invasion af Egypten. Galeano tøver – tro mod sin stil – ikke med at drage en hurtig parallel til de amerikanske “legioners” invasion af Irak et par årtusinder senere, hvorunder tusindvis af bøger i Baghdads bibliotek også brændte. Men lad det nu være – det fører ham nemlig frem til følgende vidunderlige billede af et andet historisk bibliotek, jeg ikke selv før havde hørt om:

Throughout the history of humanity, only one refugee kept books safe from war and conflagration: the walking library, an idea that occured to the grand vizier of Persia, Abdul Kassem Ismael, at the end of the tenth century.

This prudent and tireless traveller kept his library with him. One hundred and seventeen thousand books aboard four hundred camels formed a caravan a mile long. The camels were also the catalogue: they were arranged according to the titles of the books they carried, a flock for each of the thirty-two letters of the Persian alphabet.

K's vurdering: