Edgar Allan Poe: Samlede fortællinger I-II

Poe er klassiker. Han er sjov at læse, fordi hans gyser- og horrorfortællinger, hans detektivhistorier og hans forsøg ud i science fiction-genren på mange måder peger fremad i litteraturhistorien og populærkulturen i bredere forstand, hvor Poe har sat sig talrige og uudviskelige spor. Læst for sig selv fremstår de fleste af Poes mere end 175 år gamle fortællinger dog også noget støvede.

På trods af Edgar Allan Poes (1809-1849) klassikerstatus har jeg med skam at melde faktisk aldrig tidligere læst noget af ham (ikke hvad jeg husker af, ihvertfald, men jeg skal ikke udelukke, at jeg har været henover et par af hans fortællinger via de samlinger af klassiske gyserhistorier og skæbnefortællinger, jeg en overgang dyrkede som ganske ung, men dem har jeg i så fald glemt).

Det har jeg rådet bod på nu med forlaget Klims dobbeltudgivelse fra 2007 af Poes Samlede fortællinger, som angiveligt rummer alle hans publicerede fortællinger, heraf enkelte, der først blev fundet efter hans død. Mere om den danske udgivelse som sådan i bunden af denne artikel.

Poe er først og fremmest kendt for sine korte fortællinger. Han udgav dog også en lang række digte, hvoraf det suverænt mest kendte er The Raven (da. “Ravnen”), og en enkelt roman (Arthur Gordon Pyms eventyr, særskilt anmeldelse følger her på siden).

Edgar Allan Poe. Foto: Encyclopædia Britannica

Jeg gætter på, at de fleste – ligesom jeg, før jeg læste ham – først og fremmest associerer Poe med den klassiske gys- og horrorgenre. Det er for så vidt også med god grund, som jeg skal komme tilbage til. Poe løber dog også med æren som den moderne detektivhistories fader, ligesom hans tidlige forsøg i science fiction-genren inspirerede blandt andre Jules Verne.

Før jeg læste Samlede fortællinger I-II havde jeg til gengæld ikke noget billede af, at Poe faktisk også var en endog meget stor humorist, som dyrkede både den sorte, groteske humor, sarkastisk samtidssatire og finurlige, litterære arabesker.

Endelig var det en helt ny opdagelse for mig, at Poe i meget vidt omfang udforskede og udfordrede det litterære essay som genre, idet han i mange tekster respektløst og på ofte legende, drilsk vis blandede fiktion og videnskabeligt essay til helt nye former.

Ikke mindst var Poe optaget af de mere eller mindre esoteriske “videnskabelige” discipliner indenfor medicinen og psykologien, der var på mode i hans samtid, såsom mesmerisme og frenologi, som han kommer tilbage til igen og igen.

Mens jeg læste Poe, associerede jeg mere end én gang til Jorge Luis Borges (1899-1986). Særligt i kraft af den leksikalske form, opregningen af mængder af fakta og de lange, pseudovidenskabelige (men nogle gange også egentligt videnskabelige) udredninger. Jeg fik den tanke, at Borges måtte have læst Poe. Jeg syntes selv, at det var en vældig snild iagttagelse. En simpel google-søgning afslørede så ret hurtigt, at det for alle mulige andre allerede gælder, at “the traces of Edgar Allan Poe in the work of Jorge Luis Borges have long been recognised“ (Christopher Rollason 2009). Bevares.

Uagtet, at jeg ikke kan høste point for indsigten, så er pointen dog hermed videregivet til de Borges-elskere, der ikke måtte kende Poe. Når det er sagt, så er Poe ikke Borges. Han er trods alt en noget ældre herre, og det mærkes.

At læse Poe er lidt som at støde på en af hans karakterer, der ved hjælp af magnetiske strygninger i henhold til mesmeriske principper er blevet holdt i live lidt for længe og nu taler til os fra den anden side af døden med en lidt mærkelig, gammel stemme, jf. “Kendsgerningerne i sagen om M. Valdemar” (opr. 1845):

     ”For Guds skyld! – hurtig! – hurtig! – få mig til at sove igen – eller, hurtig! – væk mig! – hurtig! – Jeg siger Dem, jeg er død!”
[…]
     Mens jeg nu udførte de mesmeriske strygninger så hurtigt, jeg kunne, og udbruddene “død! død!” slog ud fra den syges tunge og ikke hans læber, begyndte hele hans krop pludselig – på et enkelt minut eller mindre – at svinde – at opløses – simpelthen at rådne bort mellem hænderne på mig. På sengen foran os lå en næsten flydende masse af hæslig – af afskyelig forrådnelse.

Citatet ovenfor er ganske vist for skrapt og uretfærdigt som billede på Poes værk (men jeg lader det stå alligevel som eksempel på hans stil i gys- og horrorgeren). For Poes efterladte værk er hverken hæsligt eller afskyeligt (på andre måder end de af forfatterens selv tilsigtede) eller i decideret forrådnelse – men værket er temmelig støvet og aldersstegent, grænsende til det porøst hensmuldrende.

Blandt de i alt 68 noveller i Samlede fortællinger I-II kunne jeg bedst lide de klassiske gyser- og skæbnefortællinger. Ingen af dem kan ganske vist holde den moderne læser åndeløs af spænding, men de har en vis gotisk charme over sig.

Blandt mine absolutte favoritter er klassikeren “Fangehulllet” (“The Pit and the Pendulum”, opr. 1841-43) om en dødsdømt, der af inkvisitionen i Toledo holdes fange i et mørkt hul og udsættes for diverse former for raffineret tortur, som Poe mesterligt skildrer fra en psykologisk vinkel.

”Amontilladofadet” (opr. 1846) er en anden gotisk klassiker, som samtidig indskriver sig blandt de mange af Poes historier, der tematiserer dette at blive levende begravet – et scenarium, som må have været et af Poes største personlige mareridt at dømme efter, hvor ofte temaet dukker op hos ham (andre – men ikke de eneste – eksempler er “Levende begravet”, “Ushers fald”, “Berenice” og “Den sorte kat”).

Et andet genkommende (om man så må sige) tema er de dødes genopstandelse, som Poe udfolder på forskellig vis, nogle gange i gyserens form, andre gange skæmtende eller ironiserende.

Som det vil være tilbagevendende læsere af disse bognoter bekendt, har jeg en vis hang til det groteske, og her er Poe så afgjort leveringsdygtig. Tag for eksempel følgende passage fra (den efter min smag derudover lidt for fjollede historie) “Nødstedt,” hvor fortælleren er kommet for skade at stikke sit hoved ud gennem et hul i muren i et klokketårn og derved kommet i klemme mellem muren og tårnurets store viser, som langsomt, meget langsomt, skærer sig gennem hendes nakkekød:

Men nu dukkede en ny rædsel op, og den var så forfærdende, at den fik mine stærkeste nerver til at skælve. Mine øjne var under maskinens grusomme tryk simpelthen på vej ud af hovedet på mig. Mens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle klare mig uden dem, smuttede et af dem faktisk ud af sit leje, trillede ned ad spirets stejle tag og endte i en tagrende, som løb langs hovedbygningens udhæng. Tabet af øjet i sig selv var ikke så slemt som den trodsige mine af selvrådighed og foragt, hvormed det iagttog mig, efter at det var kommet ud. Der lå det, øjet lige for næsen af mig i tagrenden, og de miner, det satte op, ville have været latterlige, hvis de ikke havde været så modbydelige. Aldrig har man kendt mage til blinkeri og kælne øjekast.

Som nævnt har Poe også status af “krimigenrens fader.” Vi kender alle sammen til Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes. Men kender vi også alle sammen til hans litterære forbillede, Auguste Dupin? Jeg gjorde ikke, før jeg læste disse fortællinger af Poe. Auguste Dupin optræder i tre historier i samlingen Fortællinger (1845), herunder i Poes måske mest berømte krimihistorie, Mordene i Rue Morgue (opr. 1841).

Poes detektiv, Dupin, er en reserveret type, der bor sammen med sin mandlige ven (fortælleren af historierne) på et pensionat. Når politiet er gået i stå, opsøger de Dupin, som siddende i sin lænestol – baseret på de fakta, der bliver ham formidlet – logisk udreder den komplicerede krimisag og fører den til dens nødvendige slutning. Det eneste, der mangler, er, at Poe lader Dupin sige “Elementært, min kære Watson” – 46 år før Sherlock Holmes for første gang melder sin ankomst i litteraturhistorien i Arthur Conan Doyles Et studie i rødt (opr. 1887).

For læseren i 2024 er Poes krimihistorier omstændelige, handlingstamme og blodfattige (i overført betydning, for det skorter sådan set ikke på vold og blod i Poes historier). Men Poe dyrker i detektivhistorien netop ikke dramaet, men derimod ræsonnementet og analysen. En form, som efterfølgende krimiforfattere har udviklet og forfinet over årene til former, der langt overstiger Poes spæde forsøg – men Poe var der som den første og for det fortjener han en evig æresplads i krimiforfatternes haller.

Også i science fiction-genren har Poe trampet nogle af de første stier. Flere af hans fortællinger kunne klassificeres som tidlig science-fiction, men særligt den lange fortælling, “Hvad Hans Phaall oplevede på sin fantastiske rejse” (opr. 1835), skiller sig ud. Det er den utrolige historie om bælgemageren Hans Phaall fra Rotterdam, der i en hjemmebygget luftballon rejser hele vejen til månen og slår sig ned der sammen med månens beboere. Historien er fyldt med “videnskabelige,” tekniske detaljer om ballonkonstruktionen, fantasifulde antagelser om atmosfærens og verdensrummets beskaffenhed og de opfindelser, der tillader bælgemageren at trække vejret på rejsen hele vejen til månen via et sindrigt iltkondenseringsapparat. Og så videre.

Fortællingen om Hans Phaall er samtidig faktisk et ret sjovt stykke satire over menneskets universelle dumhed, som stadig holder. Som sci-fi-fortælling betragtet har den i dag derimod kun litteraturhistorisk interesse men det har den så til gengæld også, for så vidt selveste Jules Verne har bekendt, at hans egen månerejseroman, Rejsen til månen (opr. 1865), var inspireret af Poe.

Edgar Allan Poe er klassiker med stort K. Og hvem er jeg at stille mig an som smagsdommer over hans oeuvre? Det kan jeg ikke og gør det heller ikke. Poe indtager en ubetvivlelig position blandt de helt store i litteraturhistorien i kraft af sin karakter af “founding father” for både gyser-, horror- og krimigenrerne. Men også for sine sprogligt-litterære eksperimenter og udforskninger af grænselandet mellem essay og fiktion. Alene for sin rolle som inspirator for Borges fortjener han den størst mulige hæder og anerkendelse.

Men nu er jeg jo ikke litteraturhistoriker. Jeg bedømmer her på siden i stedet bøger efter den læseglæde (som i parentes bemærket også kan vækkes ved kvalificeret ubehag), en given bog beriger mig med, sådan som jeg læser den nu og her. I den sammenhæng er der klassikere, der står distancen og taler direkte til mig på tværs af flere århundreder. Andre klassikere beholder deres status i kraft af at have påvirket den efterfølgende litteratur, mens de selv smuldrer som støv i hænderne på den moderne læser.

Jeg havde mestendels den sidstnævnte oplevelse ved at læse Poes samlede fortællinger. Der var lidt langt mellem snapsene blandt de i alt 68 fortællinger, som samlet strækker sig over 800 sider. Jeg er derfor ikke helt sikker på, om jeg decideret vil anbefale andre at kaste sig ud i at læse hele molevitten fra ende til anden, som jeg gjorde.

Ikke desto mindre er jeg glad for nu at være kommet igennem det hele (nu, hvor det er overstået), alene af den grund, at jeg i mange år har ærgret mig over at mangle et førstehåndskendskab til de mange Poe-fortællinger, der jo har en nærmest ikonisk status i ikke bare litteraturhistorien, men også i populærkulturen i bred forstand.

Som et aktuelt eksempel på det sidste kan jeg ikke lade være med at fremhæve Netflix-miniserien The Fall of the House of Usher (2023), som på kærlig-ironisk og original vis leger med figurer, temaer og brudstykker af historier fra Poes univers og kombinerer dem til noget helt nyt. Det er måske ikke meget stor filmkunst, men det er ret sjovt, og der kan gå sport i at identificere de mange både åbenlyse og mere skjulte referencer til Poe i tv-serien.

Om den danske udgivelse
Jeg kommer ikke uden om også at knytte et par beklagende ord til den danske udgivelse af Samlede fortællinger I-II, selv om det er sytten år for sent:

Selve oversættelsen til dansk ved Hans-Jørgen Birkmose har jeg kun ros til overs for. Jeg skal ganske vist ikke kunne afgøre, i hvilket omfang, den er tro mod originalteksten, men Birkmoses dansk er præcist og upåklageligt og får Poes sprog til at fremstå knitrende friskt, samtidig med at en vis gammelmodig tone er bevaret, så vi som læsere ikke er i tvivl om, at der trods alt er tale om tekster med mere end 175 år på bagen.

Men derudover har jeg ikke så meget godt at sige om udgivelsen. Bevares: Bøgerne er pæne, og layoutet og omslaget fremstår passende, elegant afdæmpet. Men helt ærligt, når man som forlag slår sig op på for første gang at udgive alle Poes fortællinger samlet i en dobbeltudgivelse, der tilsyneladende gerne vil være et kommende referenceværk på dansk, så havde jeg forventet lidt mere. Som minimum havde jeg forventet nogle basale udgivelsesoplysninger, men det får jeg ikke:

I det første bind får vi ganske vist at vide, at historierne stammer fra de tre samlinger, som Poe nåede at se udgivet som bøger i sin egen levetid, Groteske og arabeske fortællinger I-II (1840) og Fortællinger (1845). Men den danske udgivelse er blottet for oplysninger om værkernes oprindelige titler (hverken de enkelte fortællingers eller samlingernes) eller de enkelte fortællingers udgivelseshistorik.

Disse mangler træder endnu tydeligere frem i bind to af Samlede fortællinger, som rummer de fortællinger, som ikke blev udgivet i bogform i Poes levetid, men kun enkeltvis i diverse aviser og blade, samt enkelte efterladte tekster. Heller ikke her får vi nogen som helst informationer om originaltitel, oprindeligt udgivelsesår eller -publikation.

Baseret på en engelsksproget bibliografi har jeg selv fundet frem til, at teksterne i bind II stammer fra perioden 1841-1849 (mens de ældste fortællinger i bind I går tilbage til 1832). Som læser er man ligeledes helt overladt til sig selv, hvis man ønsker at udlede princippet – hvis der har været noget – hvorefter forlaget har valgt at sortere fortællingerne i dette andet bind. De er tydeligvis ikke arrangeret kronologisk, muligvis tematisk (men i så fald ikke særlig konsekvent).

Jeg er ikke som sådan tilhænger af at overdænge udgivelser af klassiske værker med et væld af forklarende noter eller fortolkende forord. I tilfældet Poe kunne jeg dog godt have ønsket bare lidt mere hjælp. Ét er, at hans mange citater på fransk ikke oversættes, men det samme gælder flere ordspil på oldgræsk, som i nogle tilfælde spiller en rolle for historien, men kun er gengivet med det oldgræske alfabet. Her ville jeg som læser ikke have følt mig fornærmet af en diskret note med en oversættelse,

I mange af teksterne refererer Poe derudover tydeligvis – nogle gange direkte, andre gange mere eller mindre implicit, nogle gange åbent og loyalt, andre gange forvrænget og ironiserende – til personer, begivenheder og ideer, som muligvis har været den almindeligt dannede og oplyste læser i Poes samtid bekendt, men som i de mellemliggende små to hundreder har fortabt sig i historiens glemselståger.

Som moderne læser kan vælge at læse hen over sådanne henvisninger, eller man kan kaste sig ud i et eftersøgnings- og opklaringsarbejde på nettet (hvilket i ikke så få tekster er nødvendigt, hvis man skal have det fulde udbytte af dem). Også her kunne den danske udgivelse have løftet sig betragteligt med et noteapparat, som kunne have hjulpet den interesserede, nutidige læser lidt på vej.

Selv har jeg brugt en smule tid på at opdyrke enkelte af sådanne referencer i teksten, som jeg blev særligt optaget af, men i langt de fleste tilfælde orkede jeg det ikke og læste derfor bare henover dem – også selv det efterlod mig med en fornemmelse af at gå glip af en hel del pointer.

Disse hjertesuk vedrørende udgivelsen gælder i øvrigt også Klims udgivelse to år senere af Poes eneste roman, Arthur Gordon Pyms eventyr. Men mere om den i en følgende anmeldelse.

K's vurdering: