Julio Cortázar: Hinkeleg

Vild. Faktisk ret vild. Argentinske Julio Cortázars hovedværk er en rivende, ravende, rablende romanoplevelse. En ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for, så frygt ikke.

Forlaget citerer i omtalen af romanen Pablo Neruda for følgende: “Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger. Det er ligesom en mand, der aldrig har smagt ferskner. Han bliver stille og roligt mere og mere trist, betydeligt blegere og vil lidt efter lidt tabe håret.”

Jeg tør ikke sige, om det er rigtigt, at enhver, der ikke læser Cortázar, er fortabt, men det maner til eftertænksomhed, at jeg måske kunne have haft mere hår i behold, hvis jeg havde læst mere af ham tidligere.

Julio Cortázar (1914-1984) hører til blandt de store latinamerikanske forfatttere i det tyvende århundrede. Hinkeleg (Rayuela, opr. fra 1963) betragtes som hans hovedværk. Ikke desto mindre er romanen aldrig blevet oversat til dansk, før altså nu ved en imponerende kraftpræstation af oversætter Rigmor Kappel Schmidt og Forlaget Skjødts mellemkomst.

Før Hinkeleg kendte jeg kun Cortázar fra novellesamlingen Parkernes kontinuitet og andre noveller. Hinkeleg hører ikke til i fantastikgenren, sådan som nogle af disse tidligere og senere noveller gør. Men der er en linje imellem dem for så vidt angår den eksperimenterende leg med forholdet mellem tekst, læser og forfatter.

Jeg siger ikke for meget ved at kalde Hinkeleg en kompleks bog. Den indtegner sig uden tvivl blandt de mest komplekse romaner, jeg har læst. Ikke desto mindre oplever jeg den egentlig som mindre kompleks og mindre utilgængelig, end den giver sig ud for at være. Cortázar leger med læseren fra første side og bogen igennem – men han koketterer også lidt med det, og når det kommer til stykket, holder han alligevel læseren godt i hånden undervejs.

Julio Cortázar (1914-1984)

På første side bliver man som læser inviteret til at læse bogen på én af to måder: Enten læser man den lige ud ad landevejen fra kapitel 1 til kapitel 56 og stopper der. Det er den nemme måde, som egner sig for den såkaldte “damelæser” (et begreb, man dog først støder på, hvis man vælger den anden måde). Hvis vi et øjeblik ser bort fra den umiddelbare kønschauvinisme i begrebet “damelæser” (som ifølge oversætter Rigmor Kappel Schmidt ikke nødvendigvis skal tolkes som kvindefjendskhed fra Cortázars egen side, jf. Schmidts essay “Introduktion til Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg,” som er tilgængeligt på forlagets hjemmeside), så er det her et udtryk for den traditionelle romanlæsers strategi. Det er den tilgang, hvor man læser en fortælling fra én ende til en anden.

Den anden læsemåde er den, der senere omtales som den “medskyldige” og “medlidende” læsers måde. Her inviteres læseren til at starte med kapitel 73 for derefter at fortsætte med kapitlerne i den rækkefølge, der angives ved slutningen af hvert kapitel. På den måde kommer man (hinkende fra kapitel til kapitel) igennem alle 155 kapitler i den 760 sider lange roman (bortset fra kapitel 55, som man kun får med i denne form som “damelæser,” et lille indlagt drilleri møntet på “den medskyldige læser”).

Bogens tredje del, de såkaldte “undværlige” kapitler 57-155, er et sammensurium – i tilsyneladende tilfældig rækkefølge – af “fraklip” fra den fremadskridende roman i de to første dele, hvori der fortælles nogle sidehistorier, man ellers ikke får med, samt et væld af citater fra velkendte forfattere og ikke mindst en mængde fragmentariske reflektioner over kunsten at skrive. Fragmenterne er skrevet af en vis Morelli, som viser sig at være forfatteren til den roman, man som læser er i gang med, og som i øvrigt også selv optræder en passant som figur i den roman, han angiveligt skriver.

Og så begynder romanens illusion at bryde sammen – den lukker sig om selv og åbner sig samtidig for noget andet via læserens medreflektion. Romanen afslører sin ambition om at være en anti-roman, et eksperiment for at nedbryde genren, udfordre sproget, og for derigennem – måske – at forløse nye indsigter.

[…] hvis vi fortsætter med at bruge sproget i dets gængse betydning og med dets gængse formål, vil vi dø uden at have erfaret det sande navn for dagen. […] Hvad kan en forfatter bidrage med, om ikke at nedbryde litteraturen? Og vi, der ikke ønsker at være damelæsere, hvad kan vi bidrage med, om ikke i størst muligt omfang at medvirke til denne nedbrydning?

Så hvilken slags læser vil du gerne være: “Damelæser” eller “medskyldig læser”? Det er ikke et rigtigt valg, vel? Jeg tog turen efter Cortázars forslag nummer to og hinkede frem og tilbage mellem bogens kapitler, og jeg kan ikke anbefale andet. En tredje strategi kunne være at læse alle kapitlerne i rækkefølge, inklusive kapitlerne 57-155 i tredje del, og det ville man givetvis få en anden slags læseoplevelse ud af. En fjerde strategi kunne være at snurre flasken og lade tilfældet råde vedrørende kapitelrækkefølgen – det ville i en vis forstand være i Cortázars og romanens ånd, men der er dog et flow i romanen, inklusive den tilrettelagte læserækkefølge af de undværlige kapitler, som man så ville gå glip af, og når det kommer til stykket, har det næppe været Cortázars intention, at romanen skulle læses helt fragmenteret.

Fra den anden side – og fra denne side
Romanens første og anden del holder sig som nævnt inden for den klassiske romans rammer. Der er en protagonist og et antal centrale sidepersoner, der er en tidsmæssigt fremadskridende handling, og romanen er i det store og hele også elementært underholdende.

Første del, med titlen Fra den anden side, udspiller sig i Paris i 1950’erne. Vi følger den argentinske intellektuelle, Horacio Oliveira. Han er en del af en kreds af parisiske bohemetyper, der kalder sig selv for Slangeklubben, der mødes om at ryge og drikke og føre lange intellektuelle diskussioner om kunst og litteratur og verden i almindelighed.

Horacio er en intellektuel antiintellektuel, der konstant udfordrer de andres logiske og filosofiske ræsonnementer. I lange passager er romanen fortalt i en slags stream-of-consciousness-form fra Horacios perspektiv, hvor den ene association tager den næste.

På trods af sig selv (“Nu skal vi ikke lade munden løbe,” tænker han et sted, “Vi skal ikke lufte de elendige ord, disse strålende koblersker”) lader Horacio konstant tankerne og munden løbe i lange, rablende diskurser og bruger ord, ord, ord (“disse sorte køtere”), som konstant skaber nye associationer og illusioner. Som han siger i en studentikos diskussion med et af klubmedlemmerne om eksistensen af virkeligheden: “Du får rigtig nok brugt nogle ord […]. De elsker, at man tager dem ud af klædeskabet og sender dem en tur rundt i manegen. Virkelighed, neanderthalmenneske, se bare, hvordan de leger, hvordan de kryber ind i vores ører og tager en tur ned ad rutchebanen.”

Ordene, sproget, litteraturen er et gennemgående tema i romanen – måske dens egentlige hovedperson.

Horacio har et modsigelsesfyldt kæresteforhold til Lucía, kaldet Maga, som via ham også er en del af Klubben, selv om hun skiller sig ud ved ikke at være “intellektuel” som de andre. Hendes relative uvidenhed og spørgelyst udløser gang på gang rullende øjne og dybe suk fra de andre i kredsen, men for læseren fremstår hun nærmest som den eneste fornuftige med egentlig jordforbindelse. Maga kurtiseres også af Gregorovius, et af de andre medlemmer af Klubben, og der udfolder sig et trekantsdrama mellem dem.

[…] og alt dette væver en tegning, en figur, noget ikkeeksisterende som du og som jeg, der som to vildfarne punkter i Paris bevæger sig hid og did og did og hid, tegner deres figur, danser for ingen, end ikke for sig selv, en uendelig figur uden mening.

I bogens anden del, Fra denne side, er Horacio tilbage i Argentina (uden Maga), hvor han kobler sig op på barndomsvennen Traveler og dennes kone, Talita. Et nyt trekantsdrama udspiller sig, idet Horacio – i begyndelsen ubevidst – ser noget af den mistede Maga i Talita.

Romanen kan på ét plan således læses som en historie om Horacios kærlighed til Maga og hans personlige rejse for selv at indse den. Men romanen er fyldt med andre temaer.

Man kan i passager sagtens lade sig glide ned i og ind i og ud af de parisiske venners rablende diskussioner i Klubben, mens de drikker mate og vodka og ryger cigaretter og lytter til jazzmusik, og man kan lade sig rive med af deres indbyrdes rivaliseren, af den problematiske og tvetydige kærlighedshistorie og af Horacios tågen rundt i Paris’ gader og natteliv, herunder en fabelagtigt bizar koncert med en gammel, afdanket og misforstået avantgardistisk pianist og komponist.

“Damelæseren,” der måtte vælge kun at læse første og anden del som en fortløbende fortælling, kommer dog ikke gratis til fornøjelsen. Også de to første dele er spækket med im- og ekslicitte referencer til litteraturen, kunsten og filosofien. Og Cortázar udsætter også her sin læser for adskillige litterære eksperimenter.

For eksempel i kapitel 34, hvor Horacio læser nogle sider i en af de underholdningsromaner, som Maga elsker, og han foragter. Her sætter Cortázar læseren på prøve ved sideløbende at citere romanen og Horacios tanker, mens han distraheret læser i den, således at hver anden linje i kapitlet er fra romanen og hver anden linje er Horacios parallelle tankestrøm. Man fanger hurtigt systematikken, men selv da jeg derefter prøvede at læse kapitlet igennem to gange ved at springe hver anden respektive linje over for at få en sammenhængende mening ud af det, forrådte mine øjne mig konstant, ligesom Horacios tanker, og de to tråde blandede sig sammen.

Et andet eksempel er, at kæresteparret Maga og Horacio ind i mellem taler sammen på et indforstået og selvopfundet vrøvlesprog, gliglisk (og i et af de undværlige kapitler sættes læseren yderligere på prøve, da det er skrevet på rent gliglisk). Gliglisk er ikke lige sådan at forstå, men alligevel sært poetisk. Et par linjer til eksempel (fra de undværlige kapitler):

Så snart han frongte ind i hendes frøs, slæg hendes klemide sammen, og de styrtede ned i kaskusser, i vilde kræge, i afsindige særgninger.

I det store hele kan de første 56 kapitler dog læses som en normal roman. De mange filosofiske reflektioner og litterære og kunstneriske referencer gør det ganske vist til en krævende roman, men Cortázars sprog er en sprudlende fornøjelse stort set hele vejen, så læsningen flyder godt, og det er faktisk ret underholdende.

Og her kan vi som danske læsere passende rejse os og bukke dybt for Rigmor Kappel Schmidts flotte fordanskning. Selv uden at kende den spanske original kan man som læser regne ud, at det må have været et gargantuansk arbejde at omsætte Cortázars uafladelige ordspil og selvopfundne begreber til dansk. Det er en imponerende oversættelsesbedrift.

Fra andre sider: De undværlige kapitler
Cortázars idé med bogen som en anti-roman folder sig imidlertid først ud, når man får den tredje del med og indlader sig på rollen som “medskyldig” og “medlidende” læser.

Som nævnt bliver man som læser her indviet i nogle skjulte sider hos personerne i romanen. For eksempel får vi historien om Horacios sideløbende affære med Pola (som Maga muligvis har gjort dødeligt syg med en voodoodukke), som ellers kun omtales antydningsvist i de første dele. Der er med andre ord altid noget andet og mere under den overflade, som en roman – eller et menneskes liv – umiddelbart viser frem.

Det er også i de “undværlige kapitler,” at Cortázar for alvor skejer ud i enkeltstående litterære eksperimenter. Jeg har allerede citeret fra et kapitel skrevet i det selvopfundne sprog gliglisk.

Et andet eksempel på Cortázars eksperimenter er et sted, hvor han opstiller teksten som en art drama med personernes navne i venstrespalten og deres replikker i højrespalten – men i et sammenpresset virvar, som i sammenhængen effektfuldt formidler den eksalterede stemning i en scene, hvor Klubbens medlemmer ivrigt taler i munden på hinanden, mens de er på vej ind i det fælles litterære idol Morellis lejlighed.

Det, der især løfter romanen et andet sted hen i tredje del, er dog afsløringen af forfatteren Morellis fragmenter (identificerbare under underskriften “Morelliana”) og brudstykker af Horacios og de andres møde med og tanker om Morelli.

Morellis fragmenter er en slags poetik i brudstykker om ambitionen med hans (Cortázars) samlede værk. Morelli vil “ikke flere hedonistiske, fortyggede romaner med psykologi“. Hans sigte er i stedet “en tekst, der ikke griber læseren, men presser ham til at blive medskyldig, idet den under den konventionelle udvikling antyder andre og mere esoteriske retninger […] Metode: ironi, uophørlig selvkritik, manglende sammenhæng, fantasi i ingens tjeneste.”

Ja, det lyder som den bog, vi er i gang med at læse. Det er således symptomatisk for den samlede roman, at vi som læsere kan have svært ved at skelne mellem den fiktive forfatter Morelli og Cortázar selv. Cortázar skyder så at sige Morelli ind mellem sig selv og læseren for at give ekstra rygstøtte til angrebet på den traditionelle roman. Man er løbende i tvivl om, hvem der skal forestille at være afsenderen af det enkelte kapitel.

Når man læste bogen, fik man indimellem det indtryk, at Morelli havde ventet, at ophobningen af fragmenter brat ville krystalliseres til en total virkelighed. […] Men det skulle man ikke fæste lid til, for sammenhæng betød i grunden tilpasning til tid og rum efter damelæserens smag, og det ville Morelli ikke være gået med til.

Det hele griber sig selv i halen ved, at Morelli som nævnt selv optræder i den roman, han skriver – og hans fiktive romanpersoner bliver i tredje del også dem, der samler (eller sammenroder) hans noter og fortolker dem. Og disse noter kan samtidig læses som et forslag til fortolkning af hele Cortázars bog. Hvis der er nogen, der tænker, at vi befinder os i en art borgesisk labyrint, så er det ikke helt skævt.

Cortázars mastodont af en roman rummer mange flere betydningslag og afstikkere. Jeg kunne blive ved længe, men denne omtale er allerede blevet alt for lang. Lad mig i stedet blot bringe et sidste citat fra bogens tredje del, et citat af den mexicanske digter Octavio Paz, som for mig ganske godt sammenfatter min læseoplevelse (og måske også meningen med bogen):

Mine skridt i denne gade
genlyder
              i en anden gade
hvor
       jeg hører mine skridt
gå af sted i denne gade
hvor
kun tågen er virkelig.

Hvorom alting er, og selv om det er en kliché: Det er en gave til de danske litteraturelskere, at vi nu har Cortázars hovedværk tilgængeligt på dansk. Jeg bukker mig i støvet for præstationen fra oversætter Rigmor Kappel Schmidt og Forlaget Skjødt.

Og selv om det ikke burde være nødvendigt at fremhæve (hvis flertallet af danske forlag ellers løftede deres ansvar ordentligt): Hvor er det dog en nydelse at læse en oversat roman uden en hær af kommafejl eller åbenlyse undersættelser – og så endda i et værk af disse dimensioner.

Dog et lille aber dabei vedrørende udgivelsen: Papir- og trykkvaliteten er ikke helt på det niveau, som romanen fortjener. Jeg læser ganske vist mine bøger hårdt, men jeg oplevede alligevel, at siderne blev forrevne lidt for let, og tryksværten blev tværet ud af mine små, uskyldige indeksfaner (som jeg satte mange af ved formuleringer og passager, jeg gerne ville kunne finde frem til igen). Det er forståeligt for en så stor udgivelse på et så lille forlag med begrænsede midler, trods støtte fra diverse fonde, at der må indgås kompromiser, men lad mig håbe, at der viser sig økonomi til et andet oplag i bedre papirkvalitet, for det fortjener værket.

Et eventuelt andet oplag bør til gengæld for alt i verden fastholde Leo Scherfigs elegante omslagsdesign – det er farvemæssigt godt afstemt og indfanger på enkel vis både et portræt af forfatteren, titlen og ideen med romanens, læserens og menneskets hinkeleg gennem livet. Meget flot.

Det giver næsten ikke mening at uddele stjerner til et værk af denne kaliber – og Cortázar ville givetvis rynke foragteligt på næsen af det, men alligevel: Ganske vist kan bogen i passager føles for lang med sine monstrøse 760 sider, og ind i mellem kan Cortázars eksperimenter og bogens endeløse selvreferencer og metareflektioner forekomme lidt for anstrengte, men jeg toner alligevel rent ud med fem stjerner for værkets ambition og finurlighed, for Cortázars sprudlende sprog, for hans flabede drillerier af læseren og for den vellykkede oversættelse. Armene er med andre ord helt oppe over hovedet. Således anbefalet.

Bogen er venligt tilsendt fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse. K’s bognoter har ikke nogen forbindelse til forlag eller oversætter i øvrigt.

K's vurdering: