Andrej Nikolaidis: The Coming

Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.

Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre.

Rammefortællingen i The Coming er på overfladen en klassisk noir-krimi. Jeg-fortælleren er en midaldrende privatdetetiv, som bevidst forsøger at iscenesætte sig selv som en Philip Marlowe/Sam Spade-type detektiv. Kontoret er indrette med Chinatown- og Humphrey Bogart-filmplakater, et tungt egetræsskrivebord og en antikvarisk skrivemaskine (“I wanted clients to know that our methods were time-tested. A detective needs to seem timeless”).

Hans tilgang til sin metier er, at den først og fremmest handler om at fortælle klienterne dét, de helst vil høre:

My point is that a detective’s work isn’t so much about finding out the truth as inventing a story which people will accept as the truth. It’s not about discovering the truth but about discovering what truth is for those people. Truth always appears as fiction and takes the form of a story. I am a storyteller.

Dette, at sandheden altid tager form som historier – og som regel dem, folk helst vil høre – kunne i det hele taget sættes som overskrift for hele bogen. Især, hvis historierne kommer i form af falske profetier om undergang og frelse for dem, der omfavner den. Dette er således også temaet i de andre tråde, der gennemløber hele romanen, og som gør den til noget helt andet end en traditionel krimi (eller krimi overhovedet, skulle man måske advare krimifans om).

The Coming udspiller sig overvejende i byen Ulcinj i Montenegro, som i øvrigt også er forfatter Andrej Nikolaidis’ hjemby. Romanen starter med et bestialsk mord på en familie med børn, som fortælleren bliver hyret til at opklare af et hævngerrrigt familiemedlem.

Samtidig spreder der sig i hele verden en apokalyptisk stemning: I Ulcinj falder der sne midt i juni, vandstanden i havet stiger voldsomt, bygninger falder sammen, og byen hærges af plyndringer. Holland oversvømmes af en gigantisk tsunami, USA rammes af voldsomme jordskælv og i Japan regner det sågar med frøer. Verdens undergang er umiddelbart forestående, synes alle enige om at fortælle hinanden.

For fortælleren er det ultimative og ironiske tegn på undergangen, at drikkebrødrene på hans stamværtshus kaster sig ud i bekendelser af hemmeligheder om homoseksualitet og utroskab med hinandens koner, som ingen af dem har lyst til at kende om hinanden. Herfra gives der ikke nogen vej tilbage – de mænd kommer aldrig til at drikke øl sammen igen …

Andrej Nikolaidis (f. 1974), fotograferet i Zagreb 2012. Foto: Darko Jelinek

Skiftende med privatdetektivens fortælling består romanen af en serie mystiske og lange emails til detektiven (hvis emailadresse som led i hans lidt ynkelige selviscenesættelse naturligvis er thebigsleep@yahoo.com). Afsenderen er en vis Emmanuel, der angiveligt skulle være detektivens hidtil ukendte søn, og som nu er indlagt på et psykiatrisk hospital et sted i alperne.

Navnet Emmanuel skal i sig selv givetvis læses som en hentydning til den bibelske profet Esajas’ (falske, skulle det jo vise sig) profeti om Jesu fødsel: “Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 14,7).

Denne Emmanuels emails tager form af relativt lange genfortællinger af historier om diverse historiske dommedagsprædikanter: Den radikale franscikanermunk Fra Dolcino (1250-1307), den tyske reformationsteolog og oprørsleder Thomas Müntzer (1488-1525) og den jødiske kabbalist og selvudnævnte messias Sabbatai Zevi (på dansk også kaldet Shabtai Zvi, 1626-1676). Særligt de to førstnævnte havde det tilfælles, at de ikke kun prædikede, men også i ekstrem grad praktiserede vold, død og ødelæggelse.

Emmanuel hævder endvidere at sidde inde med en mystisk viden om det bestialske mord, privatdetektiven efterforsker, og som angiveligt skulle have noget at gøre med de nævnte historiske, falske profeter, ikke mindst en hemmelig bog, somn Fra Dolcino skulle have efterladt sig – skjult et sted i netop byen Ulcinj, hvor Sabbatai Zevi også har opholdt sig, måske for at lede efter bogen? Og er det hele måske også knyttet til de undergangsscenarier, der udspiller sig rundt omkring i verden i romanens nutid?

Emmanuels beretninger om de historiske dommedagsprædikanter trækker på en inspiration fra den litterære disciplin ‘fiktive biografier,’ eksponeret ikke mindst ved Marcel Schwobs Imaginary Lives (1896) og Jorge Luis Borges’ Nederdrægtighedens verdenshistorie (1935), som begge er samlinger af semi-biografiske portrætter af (mere eller mindre) virkelige historiske personer iblandet fantastiske elementer.

Historierne om Fra Dolcino og Sabbatai Zevi er i sig selv sådan set vældig interessante (og på nær enkelte elementer holder Nikolaidis sig til de historiske fakta), men i den korte romans sammenhæng fylder de vel meget (op mod halvdelen af bogen), og det bliver en smule tungt. Især fordi, det bliver på bekostning af den nutidige noir-historie, som har lidt svært ved at få luft under vingerne. Noir-delen af bogen lider også under at være lidt for banal og klichéfyldt i sin tone. Det sidste kan man vælge at læse som en pointe i sig selv, jf. at fortællerens rolle som hårdkogt privatdetektiv netop er en selviscenesættelse, men det trækker nu alligevel ned i læsefornøjelsen.

Det er sjældent hørt fra min side, men bogen måtte faktisk gerne have været lidt længere. Andrej Nikolaidis har gode ideer, men han giver dem ikke helt plads nok til at folde sig ud. Det får romanens forskellige niveauer til at fremstå lidt for usammenhængende, og det er egentlig synd, for grundidéerne i bogen rummer stof til en begavet historisk konspirationsthriller, som jeg har på fornemmelsen, at Nikolaidis godt kunne have skrevet.

En traditionel krimi ville det dog aldrig være blevet, og godt for det. Krimifans skal således ikke på nogen måde forvente sig et afrundet plot med en i krimihenseende tilfredsstillende hvem-gjorde-det-finale. De tilsyneladende vidt forskellige fortællespor, som i starten (ja, faktisk helt til slut og lidt derefter) kan virke temmelig forvirrende, hænger for så vidt ganske godt sammen, men ikke så meget i form af en sammenhængende fortælling som i form af at være gennemspilninger af det samme tema – verdens behov for bedrag og undergang – i helt forskellige registre.

Andrej Nikolaidis er græsk-montenegriner af herkomst, født i Sarajevo, men i 1992 – i forbindelse med krigsubruddet i Bosnien – flyttet til farens fødeby Ulcinj i Montenegro, hvor han har boet siden. Her har han markeret sig som forfatter, politisk rådgiver, kritisk journalist og en stærk fortaler for montenegrinsk uafhængighed og menneskerettigheder. Med hans tredje roman, The Coming, sætter jeg flueben ud for Montenegro i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: