Yuri Herrera: Kingdom Cons

Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.

Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).

Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera.

I Kingdom Cons følger vi den fattige sanger Lobo, senere blot kaldet Kunstneren (the Artist) der i romanens første scene fascineres af den magtbrynde, der står om fortællingens egentlige omdrejningspunkt, Kongen (the King). Lobo vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at blive indlemmet i Kongens “hof” og få del i det lys og den magt, der udgår fra Kongen.

He knew blood, and could see this man’s was different. Could see it in the way he filled the space, with no urgency and an all-knowing air; as though made of finer threads. Other blood. […] He recognized the way the man sat, the lofty look, the glimmer. Then he saw the jewels that graced him and knew: he was a king.

Herrera har ikke forsynet sin tekst med mange referencer til tid og sted, men teksten indeholder dog lige akkurat tilstrækkeligt med små markører til, at læseren undervejs kan indkredse rammen for bogens handling til det nordlige Mexico i nyere tid.

Vi er med andre ord i det samme landskab som i Herreras senere romaner, og ligesom dér er narkohandel over den mexicansk-amerikanske grænse også her et af temaerne. “Kongen,” der i bogens ovenfor citerede, indledende linjer beskrives som en ædel mand omgivet af en aura af værdighed og respekt er ikke andet end en narkobaron, hvis magt grundlæggende er baseret på illegitim vold.

Referencerne til tid og sted er imidlertid bevidst slørede, og sprogbrugen giver i mange passager det indtryk, at historien kunne foregå inden for en middelalderlig historisk ramme ved en europæisk konges hof.

Yuri Herrera (f. 1970)

Det sidste er med til at understrege, at Herrras ambition er at fortælle en mere universel historie om magt, begær og kunstens meddelagtighed i magthavernes magtudøvelse. Adskiller den kriminelle narkogangsters imperium sig egentlig så meget fra andre magtregimer i sine interne mekanikker? Det synes at være et af de spørgsmål, Herrera rejser i teksten.

Kingdom Cons ligner således også de senere romaner (især Signs) ved at være fortalt i noget, der kunne minde om en mytologisk stil. Stort set alle personer har for eksempel karakter af en slags arketyper, der i romanen ikke omtales ved deres navne, men alene som the Artist, the King, the Heir, the Girl osv.

Kun hovedpersonen, Lobo, har et navn i romanen, men karakteristisk bruges det kun ved bogens begyndelse, før han er blevet optaget ved Kongens hof – og til sidst, hvor han forlader det.

Hvor den er bedst, har Herreras knappe prosa et drømmeagtigt præg, hvor der tydeligvis er tænkt over hvert ord. Stilen er på den måde uomtvisteligt den samme, vi kender fra Signs og Transmigration. Bogen er meget kort, men også tungt mættet af symbolik.

That’s it, thought the Artist. That’s all we are. Contraptions that get forgotten, serve no purpose. Maybe God put the needle on the record and then went off to nurse a hangover.

Som det vil være følgere af disse noter bekendt, er jeg generelt er en stor fan af korte romaner. Langt de fleste romaner er efter min erfaring typisk alt for lange, og man kan ofte blandt andet kende en god forfatter på, at hun eller han er i stand til at skære sin roman skarpt til.

I dette tilfælde er det dog lige før, at jeg vil sige, at romanen er lidt for kort. Hverken hovedpersonen eller bipersonerne får plads nok til at blive foldet troværdigt ud, og det får den konsekvens, at det kun er den rene symbolik, der bærer bogen. Og det er ikke helt nok. Samtidig balancerer teksten sine steder faretruende nær på grænsen til det lige lovlig selvoptagede og affekterede.

Samlet set et interessant værk, der dog primært har sin værdi i at pege frem mod Herreras senere bøger. Har du ikke læst Herrera endnu – og det skal du – så start derfor i stedet med Signs Preceding the End of the World.

K's vurdering: