Mario Bellatin: Skønhedssalon

Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.

I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard.

Fortælleren i Skønhedssalon er mand, homoseksuel, transvestit og frisør. I en årrække har han med en vis succes drevet en frisør- og skønhedssalon for kvinder. Men i dag er der alt andet end skønt i salonen, som er omdannet til en slutstation for mænd, der er i terminalfasen af en mystisk, dødelig pestsygdom, der hærger i byen. Salonen er blevet til et dødssted, som fortælleren selv kalder det.

I salonens velmagtsdage indkøbte han akvarier og eksperimenterede med at holde forskellige farvestrålende akvariefisk for at forskønne stedet: “Jeg forestillede mig, at kunderne skulle have en fornemmelse af at være nedsænket i krystalklart vand, mens de fik behandling, for så at dukke op til overfladen, foryngede og smukke.”

Akvarierne har han stadig, men der er kun fisk i et enkelt af dem, nogle få modstandsdygtige guppyer i et akvarium, hvor vandet ikke er krystalklart, men bliver stadig mere grøngrumset. Akvariet og dets indvånere går en sikker død i møde, ligesom gæsterne i salonen.

Når [gæsterne] er blevet installeret, er det min opgave at føre dem til samme sted uanset deres sindstilstand, da de ankom. Efter nogle dage lykkes det mig at skabe en passende stemning. Det drejer sig om en tilstand, som jeg har svært ved at beskrive rigtigt. De synker hen i en døs, hvor der som oftest slet ikke er mulighed for selverkendelse. Det er ideelle arbejdsbetingelser. Sådan undgår man at involvere sig særligt med nogen, og arbejdet bliver mere effektivt, uden nogen hindringer.

Hvorfor tager den tidligere frisør de dødsmærkede mænd ind i sin salon? Det bliver aldrig klart for læseren, og er det måske heller ikke for fortælleren selv. Han skriver om det som noget uvelkomment, en opgave han helst havde været foruden, men som han ikke kan frasige sig. Det har noget med værdighed at gøre:

Gæsterne er mænd, som hospitalerne ikke vil tage imod, og hvis familier ikke vil tage sig af dem, og som ellers ville være henvist til at dø på gaden udsat for vold fra hærgende gadebander. Eller endnu værre: De syge kunne falde i hænderne på nogle af de mange “barmhjertighedssøstre,” som drevet af selvgodhed ville gøre de syge til ofre for udsigtsløse og derfor uværdige forsøg på livsforlængelse.

For fortælleren, der må erkende, at han også selv er ramt af sygdommen, er den største bekymring, at salonen efter hans død skal falde i hænderne på netop sådanne barmhjertighedssøstre:

Jeg kan lige forestille mig, hvordan dette sted ville se ud, hvis det blev drevet af den slags mennesker. Medicin alle vegne i forgæves forsøg på at redde liv, der allerede er dødsmærkede. Forlængelse af lidelserne under dække af betingelsesløs godhed. Og det værste af alt: bestræbelser på for enhver pris at demonstrere selvopofrelse ved at skænke andre livet. Jeg accepterer under ingen omstændigheder, at dette skal overgå min salon.

Gæsterne i salonen er udelukkende mænd. Ind imellem kommer der også syge kvinder med børn og banker på for at blive lukket ind, men her er salonejeren ubønhørlig: “Salonen havde engang haft til formål at forskønne kvinder; jeg var ikke indstillet på at lade hånt om så mange års tålmodigt arbejde. Derfor havde jeg aldrig accepteret nogen, der ikke var af hankøn.”

Måske fordi jeg på det seneste har læst en del Cortázar, kunne jeg ikke lade være med at associere til hans lille novelle om den mexicanske vandsalamander, axolotlen (findes på dansk i Cortázar-antologien Parkernes kontinuitet og andre noveller). Og måske er det en overfortolkning, men jeg bilder mig ind, at der også hos Bellatin er en bevidst, implicit reference på spil til netop denne berømte Cortázar-novelle.

I Cortázars historie bliver fortælleren så optaget af at betragte en axolotl gennem en akvarierude, at hans bevidsthed bevæger sig over i axolotlen for til sidst at betragte sig selv gennem glasset inde fra akvariet. Bellatins fortæller i Skønhedssalon forsøger sig på et tidspunkt også med at holde axolotler, men de frastødte ham, fordi de var så rovgriske, at de endte med at flå hinanden i stykker.

Hos Bellatin er der ikke nogen fantastiske elementer som hos Cortázar og ingen bevidsthedsudveksling med akvariefiskene eller axolotlerne. Men som læser kunne jeg godt have oplevelsen af at være hensat til at betragte skønhedssalonen og fortællerens liv i øvrigt gennem en af de slørende, algebevoksede akvarieruder.

Vi er således som læsere ganske vist inviteret med som vidner til historien, men vi får ikke noget klart billede af, hvad der egentlig foregår i salonen (fortælleren er mere optaget af at fortælle om sine akvarier og noget pauvre forsøg på at holde liv i akvariefiskene end om de syge omkring ham). Vi får heller ikke lov til at komme tæt på fortælleren selv, og billedet af hans motivationer for at drive salonen som et dødssted forbliver grumset.

Heri ligger en god del af kortromanens fascinationskraft og også dens skønhed. Det, der foregår i romanen, er ganske vist på mange måder grimt: Salonen er præget af kropsligt og sjæleligt forfald, sygdom og død rammet ind af de dårligt vedligholdte akvarier. Uden for salonen er fortælleren som homoseksuel og transvestit udleveret til risikoen for vilkårlig gadevold, når han iført dametøj opsøger prostitutionsgaderne (hvor han i kraft af sin alder har sværere og sværere ved at opnå succes) eller søger efter et øjebliks lykke i det korte møde i byens badeanstalter.

Men alligevel er der en stor, næsten poetisk skønhed over romanen, der ellers på overfladen er skrevet i et enkelt og meget prosaisk sprog. En skønhed, der især stammer fra den stilfærdige værdighed i selve salonprojektet, drevet som det er af en mand, der selv – også før han bliver syg – hører til blandt de marginaliserede og stigmatiserede kroppe i samfundet.

Mario Bellatin (f. 1960) er også uden for sine bøger lidt af en performer, og han bruger bl.a. sin egen krop i en kunstnerisk reflektion over kroppenes status i samfundet. F.eks. optræder Bellatin, der mangler noget af højre arm på grund af en fødselsdefekt, gerne med forskellige spektakulære armproteser. På billedet her er han iført sin Kaptajn Klo-arm – i andre sammenhænge har han optrådt med f.eks. en dildoprotese. Foto: Luciana Whitaker / LatinContent / Getty

Og hvad er det så for en mystisk sygdom, der har grebet salonens gæster, og som der i romanen på intet tidspunkt sættes navn på? Det er selvfølgelig åbenlyst nærliggende at identificere den med AIDS: De døendes symptomer ligner symptomerne på kendte, HIV-relaterede sygdomme. Sygdommen rammer i romanen primært, men ikke kun, homoseksuelle, seksuelt aktive mænd. Og romanen er oprindeligt udgivet i 1994, kort før fremkomsten af en effektiv HIV-behandling, dvs. på det tidspunkt, hvor udsigten til at overleve mere end et par år med en AIDS-diagnose generelt var dårlig og stort set lig en dødsdom.

Og mon ikke det også netop er HIV/AIDS, der har dannet en umiddelbar baggrund for den dystopiske undergangsstemning, Bellatin skriver frem i romanen? Det betyder imidlertid så langt fra, at bogens tema kan reduceres til en fortælling om AIDS eller af den grund afskrives som forældet.

Bellatins Skønhedssalon har i høj grad en generel relevans som en litterær reflektion over vores forhold til døden, til sygdom, til kroppe og køn. Netop tekstens åbenhed og ubestemmelighed, også hvad angår den dræbende epidemis karakter i romanen, sikrer den en universalitet, der rækker langt udover samfundets håndtering af AIDS i 1990’erne.

Den danske udgiver af Skønhedssalon omtaler Bellatin som “vores mexicanske darling.” Det kan jeg godt forstå, og han kan måske også blive min. Jeg glæder mig til – måske (?) – at se flere af Bellatins værker oversat til dansk. Indtil da må vi ikke-spansklæsende nøjes med de engelske oversættelser af hans bøger, som der da heldigvis også foreligger en del af. Jeg har straks bestilt alle dem hjem, som jeg kunne opspore, nye som brugte.

“Skønhedssalon” udkom på dansk den 7. december 2018. Bogen er venligt skænket af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: