Mario Levrero: Empty Words

“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”

I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi.

Det var, så vidt jeg ved, den første oversættelse af Mario Levrero (1940-2004) til noget andet sprog overhovedet. I næste uge udkommer anden bog i trilogien, Paris, også på dansk. Og hvad kunne være mere passende som optakt end at tage et kig på El discurso vacío (opr. udg. 1996), som for få måneder siden udkom under titlen Empty Words (And Other Stories, 2019) som den første Levero-roman på engelsk nogensinde.

Af oversætter Annie McDermotts forord kan man læse, at det i Latinamerika gerne siges om de forskellige landes litterære karakteristika, at Chile producerer digtere, Argentina producerer novelleforfattere, Mexico producerer romanforfattere, mens Uruguay producerer “los raros” – de sære.

Det er selvfølgelig en sandhed med en syndflod af modifikationer – man behøver ikke at bevæge sig væk fra denne blog for at overvise sig om, at også Chile har masser af eminente novelle- og romanforfattere, og at der er kommet fremragende romaner ud af Argentina og så videre.

Der er til gengæld ingen tvivl om, at Levrero hører til blandt los raros (Felisberto Hernández er en anden). Også i en grad, så han i sin levetid aldrig fik noget stort gennembrud. Først efterfølgende er han i stigende omfang gjort til genstand for en kultdyrkelse i latinamerikanske cirkler, og mon ikke hans værk med de seneste oversættelser kan stå over for et egentligt internationalt gennembrud. Jeg har ihvertfald tænkt mig at følge med.

Mario Levrero (1940-2004)

Empty Words slår mig dog egentlig som et lidt pudsigt valg til den første engelske Levreroudgivelse, al den stund at vi her befinder os i den noget nicheprægede afdeling for litterære eksperimenter, som kan formodes primært at tale til allerede overbeviste eller dyrkere af endog meget smal litteratur (idet jeg må understrege, at mit spinkle grundlag for dét udsagn kun er ovennævnte Byen og det, jeg i øvrigt har læst om Levreros forfatterskab, men alligevel …).

Sådan kan bogen ihvertfald fremstå, hvis man kun læser en kort omtale af den. Den, der vælger faktisk at læse den, vil imidlertid finde, at den er umiddelbart let at læse og (relativt) lettilgængelig. Samtidig gemmer den på mere solidt gods end som så.

Empty Words udgøres en af stribe daterede tekster skrevet af en eccentrisk, overvægtig 50-årig forfatter, som har liden succes med sine bøger og tjener til dagen og vejen ved at konstruere krydsord for en avis (et job, han i øvrigt mister, da han søger lønforhøjelse, og derved uheldigvis minder sine arbejdsgivere om, at de i forvejen betalte ham alt for meget …).

Forfatteren er inden for romanens rammer navnløs, men deler en hel del biografiske karakteristika med Levrero selv. Med et kort forord (signeret M.L.) frister Levrero da også læseren til at antage, at bogen, vi læser, er hans egne autentiske skriblerier (og det er det jo under alle omstændigheder, for så vidt Levrero jo er forfatteren til bogen … men hvad er i øvrigt “autentisk?” kunne man spørge, og hvorfor er det egentlig så vigtigt at afgøre, om teksten, vi læser, er selvbiografisk eller en (anden) form for fiktion?).

Samtidig bærer bogen betegnelsen “roman,” hvilket jo antyder noget andet … Med andre ord: Vi er ikke engang gået i gang med bogen, og Levrero driller allerede læseren med dennes behov for at sætte et klart skel mellem fiktion og forfatter.

Nuvel, udgangspunktet er, at vores forfatter beslutter sig for at forsøge at komme ud af et dødvande og forbedre sig selv gennem sin håndskrift. Hver dag vil han sætte sig til sit arbejdsbord med pen og notesbog med det ene formål at lave håndskriftøvelser. Teksterne, han skriver i hånden, skal være blottet for litterært indhold og alene fokusere på dette at skrive pænt. Herigennem forestiller han sig, at han også kan forbedre sin personlige karakter. Lidt ligesom japanernes tradition for at praktisere zen gennem kalligrafi, teceremoni eller bueskydning.

Iscenesættelsen af disse øvelser sker ikke uden underspillet humor:

I try not to lose the slow, deliberate, meditative rhythm of my writing, because I know these daily exercises will do wonders for my health and character, transforming a whole plethora of bad behaviours into good ones and catapulting me blissfully into a life of happiness, joy, money and succes with women and in other games of chance.

Bogen, vi læser, består slet og ret af disse terapeutiske håndskriftøvelser. Og det er et dedikeret mål for forfatteren, at teksten skal være så indholdsløs som mulig. Hvis han skal kunne koncentrere sig om at forbedre selve håndskriften, så må han ikke lade sig føre med og skrive noget, der egentlig interesserer ham selv, for så mister han fokus, og pennen begynder af sig selv at danse hen over papiret, og håndskriften falder tilbage i sine gamle ulæselige vaner.

Se, dét lyder jo ikke umiddelbart som opskriften på en særlig spændende bog. Men der sker noget undervejs, for hele tiden fører forfatterens tanker ham på afveje, og han bliver engageret i indholdet af teksten frem for formen.

På et tidspunkt i bogens forløb, som hovedsagligt strækker sig over en periode på et års tid i 1990-1991, ser han sig da også nødsaget til at give sig lidt friere tøjler. Teksten deler sig herefter i to parallelle spor under overskrifterne “Excercises,” der er skrevet alene med det oprindelige formål at forbedre håndskriften, og “The Empty Discourse,” hvor fokus forskydes fra håndskriften til en ambition om at følge tekstens “flow” og måske derigennem lære noget om sig selv.

When you reach a certain age, you’re no longer the protagonist of your own actions: all you have left are the consequences of things you’ve already done.

Undervejs udvikler bogen sig til et ganske fornøjeligt selvportræt af forfatteren, en knarvorn, introvert særling, som gennem et længere liv alene har udviklet en mængde idiosynkratiske vaner – som han nu kæmper for at forsvare i sit relativt nye ægteskab med en kvinde, der ud over sig selv også har bragt en mængde andre forstyrrelser ind i hans liv, såsom en søn, en hund, en kat og hendes krav om at flytte i et nyt, dyrt hus.

Et af de emner, der fylder i diskursen, er hans bestræbelser på at sætte sig i kontrol over for hunden, hvilket han har begrænset succes med, selv folk siger til ham, at hunden udviser de største tegn på hengivenhed over for ham, manden, der giver den mad (“I think it’s more that the dog sees me as one of his employees, and sometimes I even get the feeling he’s watching me closely and weighing up how useful I really am”).

Og så er der ikke mindst den store forstyrrelse, der kommer af hans og konens forskellige temperamenter. Han er grundlæggende ulideligt undvigende, når det kommer til praktiske ting i hjemmet, og typen, der bliver ved med at udskyde alt det besværlige. I hans egen fremstilling bliver det imidlertid gjort til en nærmest ædel, filosofisk tilgang til verden:

I approach tasks with a degree of Zen: as far as I’m concerned, things should be done when they’re good and ready, and their readiness is something I need to feel coming from within myself. I think there’s a right time for everything, which arises from mysterious external causes and/or an internal event that follows a long and equally internal process of elaboration. There comes a point when you inevitably see, feel, sense and know how things should be done, and at that precise moment you’re given the strenght to do them.

Og ja, nogle af os kan godt genkende dele af ham i os selv, kan jeg lige så godt tilstå med det samme (for det tilfælde, at min egen kone skulle læse dette …).

Forfatterens kone er derimod af det stik modsatte gemyt. Hun er den, der får ting gjort:

Alicia, meanwhile, takes the opposite approach, which I’d describe as a ‘lack of respect for things’. She believes in getting things done through sheer willpower, regardless of circumstances (external og internal), come what may.

Portrættet af den sure, gamle forfatter og hans indre kampe med konen, sønnen, hunden og katten og ikke mindst den infernalske summelyd fra transformerstationen i nabolaget, er tegnet med en underspillet, selvironisk distance, og det er egentlig ret vittigt på sin egen langsommeligt, stilfærdige måde.

Men ud over sådanne hverdagstrivialiteter fyldes den “tomme diskurs” også med psykologiske og filosofiske reflektioner over meningen med det hele – eller manglen på samme – og ellers så tunge temaer som menneskets forhold til sig selv, forholdet mellem selvet og sjælen (hvad den så end er), erindringens natur, psykoanalytisk inspirerede dyk ned i Det Ubevidste via mere eller mindre uforløste erotiske drømme og “Freudian slips” samt overvejelser over karakteren af den litterære kreativitet.

Often people even say: ‘There’s a plot for one of your novels,’ as if I went around in search of plots for novels and not in search of myself. If I write it’s in order to remember, to awaken my sleeping soul, to stir up my mind and discover its secret pathways. Most of my stories are fragments of my soul’s memory, not inventions.

Det går med andre ord ikke spor godt for forfatterens ambition om at skrive en tekst fuldstændig blottet for litterært indhold. Tværtimod får han mere eller mindre uvilkårligt lagt sig selv på den psykoanalytiske briks.

I baggrunden skimter læseren også ufortalte historier om forfatterens forhold til hans syge mor og måske også en fortid med militærpolitiet under det relativt nyligt afviklede uruguayanske diktatur.

Bogens titel er naturligvis i sig selv én dens implicitte pointer: Der gives ikke noget sådant som tomme ord eller en tom diskurs. Vi kan ikke andet end hele tiden fylde mening i dem, om ikke andet så med brokker fra vores egen fortid, som vi slæber rundt på i det ubevidste.

Empty Words er måske nok ikke nogen stor roman. Jeg ved egentlig heller ikke, om man kan kalde den vellykket som roman – men det afhænger selvfølgelig af, hvad man opfatter som dens ambition (efter dens eget udsagn har den jo ingen …). De tilstræbt indholdsløse skriveøvelser fylder for mit temperament trods alt lidt for meget. Og selv om forfatterens genvordigheder med hunden og katten og stedsønnen er meget hyggelige at læse, så faldt de mig alligevel lidt langstrakte – uanset, at det givetvis er bevidst fra Levreros side at strække dem langt ud som en måde at karakterisere forfatteren og hans livssituation.

Men jeg hyggede mig ikke desto mindre med bogens (selv)ironiske portræt af den biologisk set midaldrende, men mentalt set meget gamle og stædige, forstokkede, knarvorne forfatter. Samtidig byder Levrero undervejs som nævnt på en god portion finurlige og fiffige, småfilosofiske og psykologiske reflektioner – ofte serveret med en så underspillet ironisk humor, at den næsten ikke er identificerbar.

Jeg kan ikke afvise, at mit overordnet positive billede af bogen til dels er påvirket af, at jeg på baggrund af Byen var meget positivt forhåndsindstillet. Men sådan er det jo nogle gange.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at læse mere Levrero, når anden bog i Utilsigtet trilogi udkommer om lidt på dansk.

K's vurdering: