Sergio Chejfec: My Two Worlds

Essayistisk fiktion med afsæt i dét at gå på sine ben gennem by og natur som anledning til reflektioner over verden og livet og meningen med det hele er en klassisk litterær genre, som også har mange fornemme moderne eksempler. Hos argentinske Sergio Chejfec bliver det desværre mestendels til en abstrakt, pseudointellektuel gang på stedet.

Opmærksomme læsere af disse bognoter vil have bemærket, at jeg på det seneste har turneret rundt i den spansktalende del af den litterære verden og for tiden er i gang med et deep dive, som det hedder på nydansk, i den argentinske del af min reol med ulæste bøger. Det var egentlig ikke planlagt, men Argentina er et spændende sted at være rent litterært, så nu, hvor jeg er her, bliver jeg lidt endnu.

Dagens læsning er My Two Worlds (Mis dos mundos, opr. 2008, eng. 2011) af Sergio Chejfec (f. 1956). Den var jeg desværre noget skuffet over. Ikke mindst på baggrund af det overstrømmende positive forord af Enrique Vila-Matas.

I går læste jeg Norah Langes People in the Room, som jeg på trods af dens mange kvaliteter fandt for lang i spyttet i kraft af, at den praktisk taget ikke har nogen handling, og jeg sluttede med at erklære, at jeg nu skulle læse noget andet.

Chejfecs My Two Worlds er i den grad noget andet – altså lige bortset fra det med den ydre handling. Den er der sådan set lige så lidt af som hos Lange. Men det var nu egentlig ikke dét, der skuffede mig.

Den næsten ikke-eksisterende rammehistorie My Two Worlds er meget simpel: En knap 50-årig, argentinsk, ikke specielt succesfuld forfatter er til en litteraturmesse i en unavngiven brasiliansk storby. Litteraturmessen hører vi dog ikke meget om, udover at den ikke interesserer fortælleren synderligt. I stedet udspiller stort hele bogen sig, mens fortælleren går en lang tur i byen og især i dens store park.

Mens han vandrer rundt i parken flyder hans associationer frit foranlediget af de ting, han støder på: Et aflåst voliere. En gammel mand, der sætter sig på bænken ved siden af ham og skubber skoene af for at tage en lur. Et springvand. De svaneformede pedalbåde på søen i parken. En gruppe mænd, der spiller domino.

For fortællerens blik bliver observationerne i parken til spejlinger af minder fra både barndom og voksenliv og giver anledning til abstrakte reflektioner over hans eget liv som forfatter og som menneske. Genremæssigt befinder bogen sig et sted mellem fiktion og essayistik.

Der var elementer i bogen, der fungerede godt for mig. Bedst er Chejfec, når han er mest konkret, når hans fortæller er til stede i rummet – i byrummet eller i parken. De bedste passager virkede på mig inspirerende til selv at bevæge mig ud i den fremmede by lige uden for den hotelbalkon, hvor jeg sidder lige nu, med sanserne åbne for de konkrete detaljer i rummet.

Men Chejfecs – noget insisterende – pointe er, at hans fortæller netop ikke er i stand til at være mentalt til stede ret længe i det fysiske rum. Konstant giver tingene omkring ham anledning til lange, abstrakte digressioner. Titlens to verdener er således den konkrete, fysiske verden med mulighed for handling og tænkningens abstrakte verden, hvor fortælleren kun er passivt observerende.

Mit problem er, at jeg ikke fandt Chejfecs semifilosofiske abstraktioner særlig interessante. Og måske værst: Hans fortæller og fortællerens måde at bevæge sig gennem verden på (fysisk og mentalt) virkede ikke synderlig troværdig.

Enrique Vila-Matas refererer i sit forord George Simenon for at have sagt, at det er aldeles unødvendigt for en forfatter at være intelligent, tværtimod: Jo mindre intelligent en forfatter er, jo flere muligheder åbner der sig for ham eller hende som forfatter. Vila-Matas giver Simenon ret, men fortsætter straks med at gøre en undtagelse for netop Sergei Chejfec.

Den undtagelse skulle han nok ikke have gjort. Min oplevelse af at læse My Two Worlds var netop af en forfatter, der er så tynget af sit intellekt (eller rettere: af sin intellektualisme), at det står i vejen for at skrive en god bog. Bogens handling og hovedperson fremstår som kunstige påskud for at udfolde (i øvrigt ikke særlig revolutionerende) intellektuelle abstraktioner.

Reflektioner over dette at gå fylder en del i bogen, idet Chejfecs fortæller dog bekender, at han på trods af sin forkærlighed for at gå, især i byer, aldrig har oplevet nogen “genuine åbenbaringer” i form en pludselig opstået følelse af blive genforenet med noget eller have opdaget en hidtil skjult forbindelse med naturen eller den slags:

I never discovered anything, only a vague idea of what was new and different, and rather fleeting at that. I now think I went on walks to experience a specific type of anxiety, one that I’ll call nostalgic anxiety, or empty nostalgia.

Citatet er en del af Chejfecs karakteristik af sin fortæller, og det er jo sympatisk nok med en sådan selverkendelse af ikke at have store åbenbaringer at dele ud af. Problemet er, at bogen ikke desto mindre fremstår som netop et postulat om fortællerens vandretur som anledning til sådanne dybe selvindsigter, der imidlertid for mig blot fremstår banale, selv om de pakkes ind i en mængde intellektuelle reflektioner.

Hvis du gerne vil læse essayistisk fiktion med afsæt i at gå, så er der mere at hente hos hos W. G. Sebald eller for den sags skyld Werner Herzog eller Tomas Espedal.

K's vurdering: