Hvis du kun skal læse ét feministisk essay i din juleferie, og hvis du ikke orker at læse mere end 14 sider, så lad det blive disse 14 sider.
Forlaget Virkelig har efterhånden en lang serie af små udgivelser i forlagets fine Bestiarium-serie bag sig. De af dem, jeg har læst, demonstrerer til overflod, at en kort chapbook snildt kan rumme hele verdener. Ursula K. Le Guins Bæreposeteorien om fiktion er endnu et eksempel i serien.
I min universitetstid læste jeg ikke så lidt feministisk-kritisk litteratur inden for en hel del genrer – filosofisk, idéhistorisk, psykoanalytisk, politologisk, sociologisk, litteraturkritisk. Det er der meget godt at sige om, og jeg ville ikke være ret meget af det foruden, men …:
Jeg kunne i virkeligheden have nøjedes med at læse Ursula K. Le Guins bare 14 sider lange essay, Bæreposeteorien om fiktion (opr. 1986, udgivet på dansk i 2017 ved Karsten Sand Iversen, Forlaget Virkelig). For hun kommer på imponerende vis omkring det meste.
Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, for Le Guin præsenterer kun ét perspektiv, nemlig hendes eget, men det er et udtryk for, at hun på elegant og ubesværet vis kommer omkring forbløffende mange, helt centrale temaer, som mange, lange, feministiske, teoretiske værker inden for ovennævnte discipliner har brugt mange, lange sider på.
Og hun gør det på denne legende lette facon, endda med humor, der kun er mulig for en forfatter, der har et grundlæggende stærkt greb om sit stof. Og det har Le Guin. Og så kan hun skrive. Og Karsten Sand Iversen kan oversætte.
Teksten er sådan set lige til at læse og er i litterær forstand særdeles velafbalanceret. Men indholdsmæssigt er den ikke desto mindre ekstremt kompakt, og på trods af sin umiddelbare letlæselighed, så stiller den alligevel ikke så krav til læseren om at tænke med selv.
Omdrejningspunktet for Le Guins tekst er en undersøgelse af den måde, vi fortæller historier på. Ved at gribe tilbage til (vores forestillinger om) jæger- og samlersamfundet sætter hun spørgsmålstegn ved det, hun ser som en af de grundlæggende myter om menneskehedens historie og udvikling: Historien om Helten, manden der drager ud for at nedlægge en mammut med livet som indsats.
Det gjorde han ikke så meget fordi, samfundet egentlig havde brug for mammutkødet. Hovedernæringen kom stadig fra de frø, bær og rødder, kvinderne samlede. Muligvis gjorde han det mest, fordi han slet og ret bare kedede sig, foreslår Le Guin. Og så for at have en god historie at fortælle.
For det er bare lettere at fortælle en spændende historie om mænd, der sætter livet på spil i kampen med en drabelig mammut, end det er at fortælle en god historie om at samle flyvehavre.
Og herfra stammer ifølge Le Guin forestillingen om, at våbenet, kæppen, spyddet er det første, kulturbærende objekt, og historien om Helten den primære, menneskelige urfortælling.
Men er det nu det? spørger Le Guin. Hvad med historien om beholderen? Skålen, sækken, posen, som samlerne må have brugt til at samle deres flyvehavre, bær og nødder i. Er den i virkeligheden ikke mere grundlæggende kulturdefinerende?
Vi har alle hørt alt om alle de kæppe og spyd og sværd, de ting man kan slå og pirke og banke med, de lange, hårde ting, men vi har ikke hørt om tingen at putte ting i, beholderen til den beholdte ting. Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt.
Herfra bringer Le Guin betragtningerne over jæger- og samlersamfundet frem til en moderne litteraturteori, idet hun foreslår, at romanen som genre er en sådan bærepose: Romanen kan rumme et væld af livets delelementer, hvoraf nogle ganske vist har med konflikter at gøre, men som også er så meget andet.
Som litteraturteori betragtet er jeg ganske vist ikke sikker på, at jeg køber bæreposeteorien om romanen. Jovist, en roman kan rumme mange delhistorier, men det er generelt en kedelig en af af slagsen, som ikke er bygget op om én eller anden form for historie om en helt i en eller anden form for konflikt (jf. aktantteorien), selv om den naturligvis ikke behøver at være voldelig.
Men Le Guins korte essay rummer så mange andre pointer og perspektiver, at det i allerhøjeste grad er værd at læse. Og det har den store kvalitet, at det får én til at tænke med.
Det ville føre for vidt her at forsøge at referere flere af pointerne – for så ville denne anmeldelse hurtigt bliver længere end essayet i sig selv. Og du vil trods alt kunne bruge din tid betydeligt bedre med at læse Le Guin end ved at læse min forkølede omtale af essayet.
I stedet ville jeg så her gerne have bragt nogle flere citater fra nogle af de mange i dén grad citatværdige steder i teksten, som jeg havde markeret under læsningen – men ak, jeg glemte bogen i linje 165 et sted mellem Herlev station og Gladsaxe Trafikplads, hvor jeg påbegyndte denne anmeldelse, og fik ikke noteret flere ned. Fordømt. Håber, at pamfletten har fundet en passende læser, der således har fået sig en uforudset julegave.
Titel: Bæreposeteorien om fiktionForfatter: Ursula K. Le Guin
Udgiver: Forlaget Virkelig
Udgivelsesdato: 18.07.2017
Sider: 14
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Karsten Sand Iversen
Originaltitel: The Carrier Bag Theory of Fiction
Opr. udgivelsesår: 1986
Læst: December 2019
K's vurdering:
Gid det var mig, der fandt den i bussen
Man kan da håbe på at finderen på linje 165 læser den, og måske endda får det indfald at putte den i en kuvert for at sende den til dig, med tak for lån og en læserkommentar :0)
Ursula K. Le Guin (hvis navn jeg ikke tidligere er stødt på), synes at være værd at tjekke nærmere ud, f.eks. beskrivelsen på Wikipedia af hendes forfatterskab.
Tak for god læsning og inspiration i 2019- Godt Nytår🥳🥳
Tak. Og godt nytår i lige måde.