Abu Bakr Khaal: African Titanics

African Titanics er en lille roman om et stort emne: De fortvivlende forhold for afrikanske flygtninge, der i desperation forsøger at krydse Middelhavet mod det forjættede Europa. Emnet er selvsagt vigtigt, men bogen formår desværre ikke helt at indløse sine ambitioner.

Abu Bakr Khaal er født i Eritrea, men bor i dag i Danmark (eller det gjorde han ihvertfald på tidspunktet for bogens udgivelse på engelsk ifølge bogens biografiske oplysninger om forfatteren – jeg har ikke kunnet opstøve anden biografisk information om ham på nettet). Før han kom til Danmark, opholdt sig i flere år i Sudan, ligesom bogens hovedperson.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i African Titancis deler visse biografiske træk med forfatteren, men i hvilket omfang bogen i øvrigt indeholder selvbiografiske elementer, er jeg ikke bekendt med.

Fortælleren er fra Eritrea, og ved romanens begyndelse beretter han om, hvordan han selv lige som så mange andre nordafrikanere i hans generation bliver inficeret af “the migration bug.” Han forlader hjemlandet med sine sparepenge i håbet om ved menneskesmugleres hjælp at krydse havet til Europa.

Vejen bliver dog lang. Undervejs opholder han sig flere år i Sudan, inden det lykkes ham at komme til Libyen, stuvet sammen med talrige andre flygtninge bag i en lille lastbil med en retningsforvirret chauffør bag rettet og ørkenbanditter i hælene. I Tripoli i Libyen venter en ny lang ventetid, spærret inde i et hus af smuglerne, mens de venter på roligt hav.

Jeg ville gerne have haft denne bog til at være god. Jeg havde set frem til et litterært korrektiv til den endeløse nyhedsstrøm om de afrikanske bådflygtninge, der typisk er vinklet som et problem for Europa, til tider dvæler ved det tragiske i de mange dødsfald på Middelhavet og de kummerlige forhold i flygtningelejrene i Grækenland og andre steder i det sydlige Europa, men meget sjældent anlægger et perspektiv på de nordafrikanske flygtninge som mennesker som du og jeg – med egne individuelle historier og personligheder.

Jeg blev desværre skuffet. Det lykkes aldrig rigtigt for Abu Bakr Khaal at komme ind under huden på sine karakterer. Det var ihvertfald svært for denne læser at leve sig rigtigt ind i nogen af dem.

Khaal skriver med følelsesmæssig distance til både handling og personer, ja, i store dele af bogen er tonen nærmest let, selv om personernes omstændigheder er mere end tunge.

Det kan være et bevidst greb fra forfatterens side – og det kan være et meget effektivt greb i en ferm forfatters hænder – ikke at opholde sig ved detaljerne i alt det gruelige omkring personerne: sult og tørst, angsten for banditterne og for at fare vild i ørkenen, den uvisse ventetid – og døden, der hele tiden er med dem og løbende kræver sine ofre.

Det usagte kan være så meget stærkere end det forklarede. Men Khaal får det bare ikke helt til at fungere. Faktisk forklarer han alt for meget, men han formår ikke at vise os personernes følelser og motivationer.

Rent sprogligt er der passager af en vis skønhed, men især dialogen er jammerligt kunstig og tæerkrummende utroværdig.

Kun et kort kapitel mod slutningen af bogen løfter sig for alvor i beskrivelsen af en af de mange ulyksalige “afrikanske Titanic’er,” der går ned med alle de håbefulde bådflygtninge om bord. Men ellers blev jeg ikke så grebet eller indfanget af African Titanics, som jeg havde håbet på.

Romanen er oversat til engelsk af Chris Bredin efter det originale arabiske.

K's vurdering: