Et meget langstrakt og adstadigt antrit var lige ved at få mig til at opgive denne græske groteske undervejs. Men finalen er så vidunderligt sorthumoristisk bizar og makaber, at jeg tilgiver Dimitris Sotakis det lange opspil og ender med alligevel at anbefale Ovnstegt rumæner med grøntsager, om end halvlunkent.
Romanen, som udkommer i dag på forlaget Jensen & Dalgaard på dansk ved Elisabeth Anagnostaki Moestrup, er den første udgivelse af græske Dimitris Sotakis (f. 1973) på dansk.
Som allerede antydet var bekendtskabet med Dimitris Sotakis en lidt blandet læsefornøjelse for mig. For at være helt ærlig, så kedede jeg mig grumt igennem de første trefjerdedele af romanen. Dels sker der ikke det store rent handlingsmæssigt, og dels skriver Sotakis i en afmålt, nøgtern stil, som fungerer godt i den sidste fjerdedel af bogen som kontrast til de groteske begivenheder, der udfolder sig her, men som i de første trefjerdedele, hvor handlingen er tam og langsom, på mig bare forekom uinspireret.
Om det skyldes originalen eller Elisabeth Anagnostaki Moestrups oversættelse til dansk, skal jeg ikke kunne sige, men min fornemmelse siger mig, at ansvaret skal lægges på originalen.
Romanen er fortalt af den omtrent 40-årige mand, Zerin, en rig, enlig rentier, som har arvet sine penge og egentlig aldrig lavet dagens gode gerning. Ikke desto mindre er han afholdt i den havneby, han bor i (i et unavngivent land, som vi dog gætter på, er Grækenland), hvor han passer sig selv og lever efter en fast rutine.
Zerin har kun én besynderlig passion: Han har på et tidspunkt i sit liv fattet en brændende interesse for Rumænien og alt rumænsk, uagtet at han aldrig har været i Rumænien eller i øvrigt har nogen forbindelse til landet. Hvorfra denne interesse kommer, får vi aldrig afsløret. Det kan man vælge at anskue positivt som et mysterium, men jeg syntes nu mest bare, at det var en mangel.
En dag kommer en ung rumænsk familie til byen. Zerin opsøger dem drevet af sit brændende ønske om at møde en ægte rumæner, og med sine verdensmandsmanerer (og sin rigdom) lykkes det ham at vende denne lidt aparte situation til et afsæt for et nært venskab mellem ham selv og familien, både forældrene og de to børn. Især bliver han straks fascineret af og forelsket i den unge rumænske mor i familien, og snart indleder de to et intenst forhold.
Det meste af romanen er fortalt i tredjeperson, men i bogens tredje del, som foregår i Rumænien, skifter Sotakis over til første person for dog kort efter at skifte tilbage til tredjeperson igen, da handlingen vender tilbage til hovedpersonens hjemland. Et kunstlet greb, som ikke gav meget mening for mig.
Men det er til at overleve. Værre er det med de “erotiske” scener mellem hovedpersonen og den unge rumænerinde. De er så tæerkrummende klodsede og pinagtigt fortalte, at jeg overvejede den mulighed, at Sotakis bevidst havde forsøgt at gøre dem kitschede. Måske, måske ikke – i alle tilfælde er de helt mislykkede, herunder fordi disse scener skurrer så meget imod den afmålte tone i resten af romanen.
Man fornemmer, at jeg ikke var så voldsomt begejstret for romanen undervejs. Først og fremmest kedede jeg mig. Og den eneste grund til, at jeg holdt ved, var romanens titel, som jo i sig selv er et stykke sort humor, som lover, at der må være noget ud over det sædvanlige i udsigt. Og det er der også.
Her må man medgive, at titlen i sig selv er en delvis spoiler (og det er ikke den danske udgaves skyld: Google-translate får således den græske originaltitel til noget i retning af “Kannibalen, der spiste en rumæner”). Jeg lover ikke desto mindre, at der er bizarre overraskelser i vente mod slutningen, som ihvertfald jeg ikke havde forudset på trods af titlen, og som Sotakis gennemspiller med en sikker sans for det groteske.
Mere skal ikke røbes. Dermed har jeg heller ingen gode citater fra bogen at divertere med. For mens de sidste 30 sider af mit eksemplar af romanen er spækket med små indeksfaner, der markerer mindeværdige passager (som imidlertid ville spoile for meget), så er det småt med citatværdige sætninger fra de første dele af bogen.
Er det alt i alt en anbefaling? Ja, det er det. Romanen er ganske vist efter min vurdering alt for lang i spyttet, endda decideret kedelig, i de første trefjerdedele, som snildt kunne have været kortet ned til det halve eller mindre.
Men for alle, der er til grotesk, sort humor og ikke viger tilbage for det makabre, er romanens finale så vidunderligt outreret, at man er tilbøjelig til at glemme det lange antrit og den grundlæggende uforklarede historie. Jeg kan endda svinge mig op til, at den lange, kedelige vej frem mod kulminationen næsten gør slutningen endnu bedre i kraft af kontrasten.
Men også kun næsten. For selv om slutningen er femstjernet, så kan den ikke desto mindre ikke trække den samlede roman op på mere end to og en halv stjerne i min samlede vurdering.
Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.
Titel: Ovnstegt rumæner med grøntsagerForfatter: Dimitris Sotakis
Udgiver: Jensen & Dalgaard
Udgivelsesdato: 20.05.2020
Sider: 181
Originalsprog: Græsk
Oversætter: Elisabeth Anagnostaki Moestrup
Originaltitel: Ο κανίβαλος που έφαγε έναν Ρουμάνο
Opr. udgivelsesår: 2017
Læst: Maj 2020
K's vurdering: