Yukio Mishima: Fædrelandskærlighed

Yukio Mishimas Fædrelandskærlighed er et intenst, japansk kammerspil, på én gang erotisk og brutalt voldeligt. En sublim sproglig nydelse – hvis man ellers er i stand til at se bort fra Mishimas ultranationalistiske, højreorienterede ideologi og hans infantile fascination af samuraiernes krigeretos, som er markant tilstede på hver eneste side af novellen.

Normalt afholder jeg mig fra at tolke litterære værker i lyset af forfatterens biografi, men det er nærmest umuligt at læse Yukio Mishimas novelle Fædrelandskærlighed uden at sammentænke den med hans liv og ikke mindst død.

Yukio Mishima (1925-1970) var en kontroversiel person, for at sige det mildt. Han var allerede i sin samtid anerkendt som en af sin tids store forfattere, både i Japan og internationalt, og tre gange var han indstillet til nobelprisen i litteratur. Han hentede store dele af sin litterære inspiration hos vestlige forfattere, førte en vestlig livsstil og var mere eller mindre åbent homoseksuel.

Det forhindrede ham imidlertid ikke i samtidig at betragte indtoget af vestlige værdier i Japan som udtryk for åndeligt forfald, og politisk praktiserede han en egen version af ultrakonservativ, kejsertro aktivisme kombineret med en lovprisning af samuraiernes traditionelle krigerkultur og æresbegreber koblet med en ekstrem kropsfetichisme.

Yukio Mishima på balkonen under “kupforsøget” den 25. november 1970, umiddelbart før han begår seppuku.

I slutningen af 1960’erne opbyggede Mishima sågar sin egen lille, private armé, kaldet Tatenokai (“Skjoldselskabet”), som han søgte at uddanne i sin egen livsfilosofi. Som man kan læse i oversætter David M. Larssons glimrende efterord til den nye danske udgivelse af Fædrelandskærlighed (opr. 1961), tog de radikale politiske – og ærlig talt temmelig forstyrrede – ideer i stigende graden magten over Mishima op igennem 1960’erne.

Det hele kulminerer i 1970, da Mishima og fire af hans håndgange mænd – bevæbnet med samuraisværd – rykker ind i de japanske selvforsvarsstyrkers hovedkvarter i Tokyo og tager den øverstbefalende som gidsel. Fra balkonen holder Mishima en forvirret tale, der opfordrer de japanske selvforsvarsstyrker til et kup, der skal genindsætte kejseren som Japans egentlige magthaver og smide amerikanerne ud af landet. Umiddelbart derefter går han indenfor og begår rituelt selvmord, seppuku, på inkompetent vis assisteret af sine følgesvende.

Seppuku, også kendt som harakiri, er en form for rituelt selvmord, der historisk er blevet praktiseret som en del af samuraiernes æreskodeks. Samuraien skærer sin egen mave åben med en kniv eller et kort sværd, typisk assisteret af en hjælper, der hugger hovedet af før de allersidste vanærende dødskramper. Kvinder praktiserer seppuku ved at skære halsen over på sig selv med en kniv.

Det vel nok mest kendte, ikoniske billede af Mishima i hans egen selviscenesætttelse som moderne samurai.

Seppuku’et er det centrale omdrejningspunkt i Mishimas novelle Fædrelandskærlighed fra 1961, som for nylig for første gang er udkommet på dansk i smuk oversættelse ved David M. Larsson.

Der er tale om en særdeles stramt komponeret novelle, som foregår over bare en enkelt aften/nat med kun to personer, der til gengæld begge er intenst til stede på hver eneste side. Et intimt, japansk kammerspil, men et særdeles brutalt og blodigt et af slagsen.

Novellen foregår den 28. februar 1936, tre dage efter udbruddet af et militært kupforsøg i Tokyo, ledet af en gruppe unge officerer i det kejserlige regiment. Den unge løjtnant Shinji Takeyama deltager ikke i oprøret, men det gør flere af hans kammerater. Han kommer tynget hjem til sin kone, overbevist om, at han allerede næste dag vil blive beordret til at deltage i nedkæmpningen af oprørerne.

Splittet mellem loyaliteten overfor sine kammerater og soldaterpligten overfor det kejserlige regime beslutter han sig for det, han opfatter som den eneste ærefulde udvej: Det rituelle selvmord. Hans unge kone, Reiko, har allerede på forhånd indset dette uafvendelige og bereder sig på at følge sin mand i døden.

Løjtnantens afskedsbrev bestod kun af én enkelt sætning: “Længe leve den kejserlige hær.” I hans kones afskedsbrev stod der, udover undskyldningerne til hendes forældre for at dø før dem: “Dagen, som for en soldaterhustru måtte komme, er kommet.”

Novellen er beskrivelsen af deres sidste timer sammen – en nat i intens elskov efterfulgt af det dobbelte selvmord.

Og hermed røber jeg ikke mere af handlingen end novellen selv gør på sin allerførste side. Som læsere ved vi således fra begyndelsen, hvad der skal ske, nu skal vi bare leve det igennem med parret.

Han vidste med det samme, at hans kone havde forstået hans beslutning, selvom han ikke havde nævnt den. […].
   “I aften skærer jeg min mave op.”
   Reikos blik flakkede ikke det mindste.
   Hendes runde øjne udviste samme skarphed som lyden fra en klokke, der slås hårdt an. Så sagde hun:
   “Jeg har besluttet mig. Lad mig følge dig.”

For denne læser var det i en vis forstand en blandet fornøjelse at læse Mishima. Novellen er gennemsyret af Mishimas ideologi, der besynger soldatens ærefulde selvmord og soldaterhustruens ærefulde pligt til i ét og alt at underkaste sig manden og følge ham selvmordet. I teksten udleves en fetichistisk besættelse af kroppen – især den stærke, muskuløse, mandlige krop – og af den voldelige død. Og den patriarkalske præmis om kvinden, der kun er noget i kraft af sin mand, er så rædderligt udfoldet, at det kan virket nærmest kitschet.

Mishimas ideologi kan man som tænkende, moderne menneske kun tage afstand fra, og skulle jeg bedømme teksten på dens ideologiske budskaber, ville det blive en bundskraber.

Men Mishima kan skrive. For pokker, hvor kan han skrive. Og når jeg læser hans Fædrelandskærlighed, kan jeg kun overgive mig til skønheden i hans sprog, smukt formidlet på dansk af David M. Larsson.

Og det er på grund af sproget, man skal læse novellen. For mig som læser er det således hverken den militante eller kønnede ideologi, der står frem i læsningen. Det er derimod den sitrende, følelsesmæssige intensitet, der løber igennem hele teksten. Ømheden mellem de to elskende i deres sidste timer sammen, både i deres sidste erotiske øjeblikke, men for så vidt også under selvmordet.

Mishimas stil er alt andet end minimalistisk. Han dvæler og kæler for kroppene, ved kroppenes erotiske favntag og ved den senere voldelige destruktion af de samme kroppe. Det kan meget vel være et spørgsmål om smag, om man er til den slags litteratur, men han gør det ekstremt flot.

Mishima sparer ikke læseren for nogen detaljer ved selve selvmordet. Selve seppuku-scenen, fra løjtnanten støder sværdet ind, til han endelig dør, udfoldes i makabre detaljer over otte sider. Mishimas voldsæstetik vil næppe falde i alles smag, men man kan ikke frakende ham skønheden i sproget, selv i de mest udpenslet brutale scener. Her et citat fra løjtnantens seppuku, før det for alvor bliver blodigt:

“Så det her,” tænkte løjtnanten, “er seppuku.” Fornemmelsen af sammenbrud, at himlen var ramlet ned i hovedet på ham, at verden vaklede. Al hans viljestyrke og mod, som før han stødte sværdet ind havde forekommet ham så urokkelig, var nu som et tyndt stykke ståltråd, og han blev grebet af angst ved tanken om, at det fra nu af var alt, han havde at klynge sig til.

Herfra udfoldes seppuku’et i kvalmende, men æstetisk flotte detaljer:

Kvalmen oppiskede hans intense smerter, og maven, som indtil nu havde været lukket kompakt sammen, skvulpede brat frem, så såret åbnede sig på vid gab og tarmene bristede ud, fuldstændig som om maven selv kastede op. Tarmene glinsede så sundt og livligt, at det næsten var afskyeligt, og gled lystigt ud mellem lårene uden at ænse deres ejers lidelser.

David M. Larssons fordanskning er som nævnt smuk og flydende. Sprogpedanten i mig kommer dog ikke udenom at påtale, at et enkelt sted tog pickuppen et scratch hen over hele pladen, som helt afbrød min læsning, idet Larsson bruger det jammerligt ukorrekte (omend beklageligvis i stigende grad almindelige) udtryk “det lignede at …” Nej! På dansk skriver og siger man ikke “det lignede at …,” men “det så ud som om …” Ja, undskyld pedanteriet, men jeg skulle have det ud.

Bortset fra det, har jeg kun roser til fordanskningen og i det hele taget til, at forlaget Multivers med Fædrelandskærlighed har foranlediget, at Mishima for første gang er blevet udgivet på dansk i oversættelse direkte fra det japanske (flere andre af hans værker er udgivet på dansk, men via engelske oversættelser). Lad mig håbe, at forlaget får så tilpas meget succes med denne udgivelse, at det eller andre forlag får mod på at udgive flere, direkte oversatte titler af Mishima.

Selv har jeg af Mishima tidligere kun læst Sømanden, der pådrog sig havets vrede, som jeg husker som meget smuk, selv om det er så længe siden, at jeg læste den (et par årtier, tror jeg), at jeg knap husker handlingen. Fædrelandskærlighed har givet mig appetit på mere Mishima, og jeg er ikke sikker på, at jeg har tålmodighed til at vente på nye oversættelser til dansk, men så må jeg jo ty til de engelske.

En sidste ros skal lyde til det enkle og meget smukke design af bogomslaget til den danske udgivelse. Desværre har forlaget glemt at kreditere designeren i bogens kolofon.

Fædrelandskærlighed er i øvrigt også filmatiseret (1966) med Yukio Mishima selv i rollen som løjtnanten. Kortfilmen kan ses her, men jeg vil egentlig ikke anbefale den. Filmen er et mislykket forsøg på at blande klassisk stumfilmsæstetik og moderne kinematografisk ekspressionisme – og nej, det fungerer ikke ret godt, faktisk virkelig dårligt.

K's vurdering: