Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet.
Argentinske Samanta Schweblins debutroman Redningsafstand var en fascinerende og foruroligende affære, som fortjent har høstet meget anerkendelse verden over. Jeg blev selv indfanget og besnæret (og skræmt) af den, om end den var mig en tand for uforklaret til at komme helt op at ringe.
Schweblins tredje roman på dansk, Kentuki (opr. 2018, da. 2021) rummer i sin grundidé også krybende foruroligende elementer, men den er ikke decideret uhyggelig. Den er heller ikke mystisk-dragende i sin skrivestil på samme måde som Redningsafstand er. Til gengæld er den lettere at læse og forstå, og jeg kunne faktisk bedre lide Kentuki end den første.
Kentuki er også mere realistisk. Omdrejningspunktet for romanen er ganske vist en fiktiv teknologi, som bliver et verdensomspændende modefænomen, men som teknologisk isenkram betragtet vil jeg tro, at kentukierne sagtens ville kunne laves i dag. Og den virkelighed, Schweblin skildrer, er i allerhøjeste grad både aktuel og realistisk.
Romantitlens kentuki er et stykke mekanisk legetøj i form af en ved første blik simpel bamse på hjul med kameraer bag øjnene. Som kunde kan man vælge at købe en kentuki eller købe adgang til at styre en kentuki fra en computer.
“Ejeren” af en kentuki erhverver sig et slags kæledyr, der kan bevæge sig rundt på sine hjul, dreje hovedet og udstøde brummelyde. I den anden ende styres kentukien af et menneske bag en computer, som har købt eneadgangen til netop dette apparat, og som via kameraet og mikrofonen i kentukien potentielt får adgang til at leve med i “ejerens” liv.
En del af konceptet er, at hverken den, der køber en kentuki, eller den, der køber adgang til at styre en, på forhånd kan vide, hvem de bliver koblet sammen med – og umiddelbart er der heller ingen adgang til at få det at vide efterfølgende – med mindre ejeren og styreren vælger at finde måder at kommunikere om det på.
Lyder det lidt spooky – og usandsynligt, at det skulle kunne blive en udredt modedille verden over? Ja, til det første – men vel strengt taget ikke til det andet, hvis man tænker over, hvordan mennesker i dag vælger at udstille sig selv på nettet, herunder i helt almindelige dagligdags situationer, og hvordan forbløffende mange andre mennesker åbenbart er interesserede i at følge med.
Samanta Schweblin udforsker dette fænomen med sin både sjove og lidt uhyggelige idé om disse kentukier. Hun gør det i en kollageroman, som i korte kapitler følger et antal meget forskellige mennesker fra flere kontinenter, kun bundet sammen af, at de enten har købt en kentuki eller købt adgangen til at styre én.
Romanen hopper frem og tilbage mellem en række personer og steder. Nogle optræder kun en enkelt gang, men fem personer/kentukier er gennemgående:
En medfølgende hustru/kæreste til en svensk kunstnertype keder sig i deres lejlighed i Oaxaca, Mexico og finder for en stund underholdning i at have en kentuki omkring sig, når hun er alene i deres lejlighed – indtil manden pludselig også begynder at interessere sig for den som en del at sit kunstprojekt, samtidig med at hun får mistanke om, at den måske styres af en pervers gammel gris.
En italiensk, fraskilt mand former mod sin vilje en relation til den kentuki, som hans søn er blevet påduttet af en skilsmissepsykolog, men den, der sidder bag kentukien, viser sig at have ganske andre motiver, end han troede.
En ensom, midaldrende kvinde i Lima får foræret en rolle som kentuki-fører af sin fraværende søn og forestiller sig, at hun danner et venskab med sin kvindelige “ejer” i Erfurt, Tyskland, som erstatning for sine manglende relationer i det virkelige liv.
I Kroatien søger en ung mand at lave forretning ved at opdyrke kentuki-relationer, som han sælger videre til overpris på det sorte marked.
Og i Antigua drømmer en dreng om at se sne og er tæt på at realisere sin drøm som kentuki i det nordligste Norge, hvor han bliver del af en ”befrielsesbevægelse” for kentukier, som dog mest af alt er endnu en forretningsfidus.
Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer.
Jeg var særdeles godt og begavet underholdt undervejs, og de forskellige handlingsspor bliver isoleret set afrundet fint. Samtidig er der dog også noget uforløst over romanen. De separate handlingsspor forbliver separate og lukkes hver for sig, uden at romanen rigtigt samler sig. Romanen har på den måde nærmest karakter af en række tematisk sammenhængende noveller, der blot fortælles parallelt. Det gør Schweblin til gengæld godt, og bogen er i det hele taget en fornøjelse at læse i Liv Camilla Skjødts letflydende fordanskning. I hvert fald giver den mig lyst til også at læse den anden af Schweblins romaner, Fugle i munden.
Titel: KentukiForfatter: Samanta Schweblin
Udgiver: Rosinante
Udgivelsesdato: 07.04.2021
Sider: 303
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Liv Camilla Skjødt
Originaltitel: Kentukis
Opr. udgivelsesår: 2018
Læst: Juli 2021
K's vurdering: