Solsjenitsyns nyklassiker om en dag i straffefangen Ivan Denisovitjs liv i en sovjetisk arbejdslejr gør bestemt indtryk. Og der er ingen tvivl om, at det har været og er en vigtig bog. Men den var mig ærlig talt også – tør jeg indrømme det? – lidt kedelig, så det var godt, at den ikke var lang.
Bedst som I, kære læsere, troede, at I var sluppet fri af de gamle russere, fordi min bogkuffert endnu ikke er nået frem til min feriedestination i denne uge, så kommer der altså lige et lille dryp mere. For der er jo stadig lydbøger, og i dét format har jeg i denne uge lyttet mig igennem Alexander Solsjitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962).
Den lille bog bygger angiveligt i vidt omfang på Solsjenitsyns egne oplevelser som straffefange gennem otte år i Gulag-lejrene i Sibirien. Solsjenitsyn blev i slutningen af Anden Verdenskrig arresteret og dømt for at sprede anti-sovjetisk propaganda (idet han i en privat brevkorrespondance havde beskrevet Stalin i mindre flatterende vendinger).
Bogens titel er en ret præcis varedeklaration: Den skildrer en dag – fra morgen til aften – i straffefangen Ivan Denisovitj Sjuhovs liv. Han er idømt 25 års tvangsarbejde i Gulag for den forbrydelse under Anden Verdenskrig at være blevet arresteret af og efterfølgende flygtet fra tyskerne.
Bogen skildrer i detaljer de små tricks, som fangerne har lært sig for at overleve: Hvordan man kan narre maven ved at tygge sin usle brødration langsomt og dermed få den til at holde dagen igennem. Om hvordan man med behændighed og held kan komme afsted med at få sig to skåle suppe til frokost.
Hvordan man ikke må stille sine støvler for tæt på ovnen, for hvis de er for varme, når man tager dem på, risikere man at fødderne afgiver sveddråber, som ubarmhjertigt vil fryse til is i den sibiriske vinterkulde med temperatur på ned til minus 50 grader (kun hvis temperaturen når under minus 42 kan der dispenseres fra arbejdet).
Om hvordan det gælder om at have en god “formand,” der forstå at smøre dem, der skal smøres, så det er ikke er ens eget regiment, der bliver sendt ud på de hårdeste arbejdsdage.
Vi hører om det system af regler og normer, der har udviklet sig blandt fangerne, som i et eget lille lukket samfund. F.eks. normer for, hvordan den, der aldrig får nogen pakker med ekstra mad hjemmefra, kan begå sig ved at gøre de andre fange små tjenester, som efter et præcist system skal belønnes med f.eks. en rest brød eller en skive pølse.
Det er ikke en særlig dag i Ivan Denisovitjs liv. Det er en helt almindelig dag, og det er også dét, der gør indtryk. Som det hedder som afslutningen på bogen:
I hans straffetid var der tre tusinde seks hundrede og treoghalvtreds dage som den i dag, fra første til sidste gang skinnen kimede. De tre dage mere havde skudårene givet.
Der er ingen tvivl om at En dag er et stærkt vidnesbyrd om forholdene i de sovjetiske Gulaglejre. Om de kummerlige forhold for fangerne, der holdes på sultegrænsen på trods af, at hverdagen byder på hårdt fysisk arbejde med kun to fridage om måneden. Om retsløsheden i lejrene, hvor fangerne er overladt til vagternes vilkårlighed. Om det menneskelige overlevelsesinstinkt, og ikke mindst om den medmenneskelighed, der alligevel overlever blandt fangerne.
Bogen fremstår som en helt nøgtern beskrivelse af denne dag set gennem øjnene på en helt almindelig mand. På overfladen ikke nogen politisk roman. Men det er den selvfølgelig alligevel. Dels åbenlyst ved at åbne op for et kig ind i en de sovjetiske Gulajlejre, som i høj grad stadig var virksomme ved bogens udgivelse i 1962. Men også derved, at romanens lejrliv kan læses – og blev læst – som et billede på Sovjetunionen uden for lejrene.
Der er med andre ord ikke tvivl om, at det er en vigtig bog.
Men fra en rent litterær betragtning var jeg nu ikke specielt imponeret. Sprogligt er den ret fladt og kedsommeligt skrevet. Noget kan selvfølgelig have med den danske oversættelse ved Edith Frey at gøre. Det har jeg ikke noget grundlag for at vurdere, men jeg tror det nu ikke.
Jeg småkedede mig faktisk igennem det meste af bogen, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde lyttet til den som lydbog. Den er såmænd udmærket læst op af Bent Otto Hansen, men det er ikke en af den slags bøger, hvor det er en sproglig nydelse at tage den langsomt ind. Og i lange stræk bevæger den sparsomme handling sig altså kun meget langsomt fremad.
For en beskrivelse af en typisk dag i lejren er det formentlig et bevidst greb fra Solsjenitsyns side at lade beskrivelsen af selve arbejdsdagen fylde så meget, som den gør i bogen – for det gør arbejdet jo også i fangernes liv. Og jeg kan da også godt svinge mig op til at mene, at det var interessant at læse om. Men spændende eller medrivende var det ikke.
Jeg blev slet ikke indfanget af Solsjenitsyns bog, som jeg var det af Dostojevskijs tilsvarende erindringsfiktion Det døde hus.
Jeg har ikke læst andet af Solsjenitsyn og har således kun et spinkelt grundlag, hvorpå jeg kan vurdere rimeligheden af, at han blev tildelt Nobelprisen i 1970. På den anden side blev netop En dag i Ivan Denisovitjs liv fremhævet særligt i priskomiteens motivationstale.
Men det er jo en gammel nyhed, at Nobelprisen i litteratur ofte uddeles for meget andet end litteraturen i sig selv. I tilfældet Solsjenitsyn fristes man til at tro, at der bag pristildelingen i sin tid også gemte sig en anerkendelse af den politiske vigtighed af hans værk – og så i det hele taget den politiske motivation, der kunne ligge i at tildele Nobelprisen til en sovjetisk dissident (jævnfør også Nobelprisen til eksilrusseren Ivan Bunin i 1933).
I Vesten havde Solsjenitsyn i en periode nærmest status som dén vigtigste, sovjetiske dissident, og han blev taget imod med åbne arme i Vesteuropa og siden USA, da han blev udvist af Sovjetunionen i 1974. Begejstringen kølnedes dog noget, da han begyndte at kritisere de vestlige værdier. Efter Sovjetunionens sammenbrud vendte han tilbage til Rusland, hvor han udviklede sig til en markant nationalistisk stemme, der tordnede mod det moralske forfald i Moder Rusland, som han tilskrev omfavnelsen af vestlige, materialistiske, liberalistiske værdier.
Titel: En dag i Ivan Denisovitjs livForfatter: Alexander Solsjenitsyn
Udgiver: Bechs Forlag - Viatone
Udgivelsesdato: 05.01.2017
Sider: 153
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Edith Frey
Originaltitel: Один день Ивана Денисовича
Opr. udgivelsesår: 1962
Læst: Februar 2022
Oplæser: Bent Otto Hansen
K's vurdering: