Solvej Balle: &. Eller. Hvis. Så

Jeg blev i første omgang ikke slået decideret bagover af Solvej Balles kortprosakvartet &, Eller, Hvis, Så, men jeg nød at læse bøgerne. For Balle kan noget med sproget. Og da jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, slog jeg op i bøgerne igen. Og endte med at læse det hele en gang til. Bare for at nyde sproget og stemningerne.

Solvej Balles navn blev her i efteråret pludselig kendt af om ikke alle, så dog af mange litteraturinteresserede, da hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind af hendes annoncerede syvbindsværk, Om udregning af rumfang. Siden er fjerde bind også udkommet.

Bind 1 og 2 af Om udregning af rumfang er for tiden i restordre fra forlaget, men mon ikke der er nye oplag på vej her efter prismodtagelsen? Mens vi venter på det, kan man jo dykke ned i nogle af Solvej Balles tidligere værker.

De fire små kortprosabøger, & (1990), Eller (1998), Hvis (2013) og Så (2013), er oprindeligt udgivet særskilt over 23 år i perioden 1990-2013. I 2021 blev de fire bøger genudgivet samlet i en fin lille boks på Balles eget forlag, Pelagraf, som er den udgave, jeg har læst.

Det er måske for meget at kalde dem bøger – hver især er de ikke på meget mere end 18 siders tekst adskilt af nogle blanke skilleblade. Men de har litterær tyngde.

Hver bog består af fem kortprosatekster. Små fortællinger på grænsen til lyrik.

Vi er i den eksperimenterende del af de litterære spektrum. Og måske nok også mere eksperimenterende, end min smag normalt er til. I begyndelsen var jeg optaget af at finde meningen og sammenhængen. I den enkelte tekst, i teksterne på tværs af hver bog og på tværs af de fire udgivelser.

Ret hurtigt overgav jeg mig dog bare til sproget og stemningerne i teksterne. Jeg skal derfor også afstå fra nogen indholdsmæssige tekstanalyser. Det er der sikkert andre, der har gjort det i og gjort bedre, end jeg ville kunne.

Balles skrift er på den umiddelbare overflade enkel og genkendelig. Men der er hele tiden små forskydninger og skævheder på spil i sproget, som får hendes sætninger til at vibrere. Ikke nogen grammatiske finurligheder, men bare små, næsten umærkeligt anderledes måder at sætte sætningerne sammen på.

I gaderne møder vi mennesker, vi kender, eller nogen, der ligner. Vi taler om ting, der kan ske, eller ting, der netop er sket. Hoster lidt og taler med rolige stemmer. Vi er ikke særlige skyldige. Vi har næsten ingenting gjort.

Læst her i retrospekt kan man næsten ikke forstå, at der er så mange år mellem udgivelserne (kun de sidste to blev udgivet samtidig i 2013). Formen i de fire bøger er således nærmest identisk, og de fremstår på den måde i høj grad som et samlet værk.

De fire bøger har samme længde og består alle af fem korte tekster. Ud over formen er der også en slags indholdsmæssig sammenhæng på tværs. For eksempel har tekst nr. II i alle fire bøger noget med vand at gøre: En flod, vi sejler på. En flod, der går over sin bredder og ind i husene. En flod, der flyder gennem landskabet, historien og livet. Vand og mennesker, der flyder mod havet.

Et andet gentagent tema på tværs af bøgerne er mennesker, der bor på gaden eller på stranden. Hjemløse? Flytninge? Ihvertfald noget med telte, usikkerhed, udleverethed.

Et tredje er mødet mellem mennesker i kærlighed, begær, parforhold, familiestiftelse.

De gør de enkleste ting. De gifter sig eller lader sig skille. De mødes eller vender sig bort. I hast sender de porcelæn imod væggene eller fejer det op. De forløber sig. Ustandselig. De forbedrer sig i hast.

Teksterne og bøgerne er også kædet sammen på tværs af gentagne billeder, ord og sætninger. Det kan være hele sætninger som: “I gaderne møder vi mennesker, vi kender, eller nogen, der ligner.” Eller: “Det er kærligheden, der bærer.”

De samme, små konkrete ting optræder igen og igen. Grus foran husene, på skoene, på læberne. Plastic, papir og æsker i gaderne. Ud over at fungere som afdæmpede krydsreferencer mellem teksterne, giver tingene dem også en form for knasende materialitet.

I det hele taget har Balle en sublim evne til med helt enkle sproglige virkemidler at mane helt almindelige situationer og steder frem, så man som læser næsten kan føle deres materialitet.

Og så har Balle et forhold til matematik og geometri, der på tværs af bøgerne dukker op som billeder i forskellige sammenhænge. Eksempelvis her, hvor disciplinen dog ikke giver anledning til meget håb for menneskelige møder:

De taler især om kvadrater. De taler om lige linjer eller rette vinkler. I geometrien er der ingen hjælp at hente. To parallelle linjer skærer ikke hinanden. To linjer, der skærer hinanden, vil ikke mødes igen.

Der er en helt særegen ro over teksterne. Uden at de på nogen måde er kedelige. Jeg kan ånde i dem. Og nogle gange næsten få åndenød. For roen rummer også typisk en eller anden form for ubestemmelig foruroligelse.

Situationerne i teksterne er typisk helt almindelige, men sproget er ladet med et eller andet mere, der ikke er til at få hold om.

Vi rejser os fra stole og bænke. Vi finder frakker og tasker og kaster et blik på et ur. Vi ser ud, som om vi har løfter at holde og steder, vi ikke har fundet endnu.

Jeg er for mange af teksternes vedkommende slet ikke sikker på, hvad Balle vil med dem for mig som læser. Men jeg nyder at være i hendes tekster.

Og nærmere kommer jeg det vist ikke her. Hvis du tænker, at det var da en noget løsagtig og lidet konkret boganmeldelse, der ikke giver megen pejling på, hvad bøgerne handler om, så giver jeg dig ret. Men det er i dette tilfælde også en slags anbefaling. Jeg vil ihverfald gerne læse mere Solvej Balle.

K's vurdering: