Samanta Schweblin: Seven Empty Houses

Syv medrivende noveller om – i overført betydning – syv tomme huse: Om tab, om sorg, om noget, der mangler. Samanta Schweblin kan skrive og med få greb fremmane karakterer, der fascinerer, berører og foruroliger.

Argentinske Samanta Schweblin fik sit store internationale gennembrud med den mystiske og krybende uhyggelige Redningsafstand, (2014, da. 2017), og har siden også haft succes med bl.a. den finurlige overvågningsroman Kentuki (2018, da. 2021).

Jeg var begejstret for Schweblins evne til at skabe stemninger og i det hele taget for hendes medrivende sprog i henholdsvis Peter Adolphsens og Liv Camilla Skjødts oversættelser af de to nævnte romaner. Jeg var mindre indtaget i hendes efter min smag lige lovlig åbne slutninger.

I retrospekt var jeg måske lidt for hård i min bedømmelse af Redningsafstand, for her mere end fire år efter læsningen sidder den faktisk stadig lidt i mig trods de reservationer, jeg havde i sin tid.

Nuvel: Novellerne i Seven Empty Houses (opr. 2015, eng. 2022) er også kendetegnet ved at være ganske åbne, men denne åbne karakter fungerer bedre i novelleformen. Og Schweblins evne til at indfange læseren i letflydende, velfortalte historier demonstreres også her til fulde i Megan McDowells oversættelse til engelsk.

Bogen rummer seks kortere noveller og én lang (så lang, at den næsten kunne kaldes en kortroman). Det er selvstændige og helt uafhængige historier, egentlig ganske forskellige, men der er alligevel en slags tematisk eller ihvertfald stemningsmæssig sammenhæng imellem dem.

De handler på hver deres måde om tab, sorg eller bare tomhed. I dem alle optræder mennesker, som ikke formår at håndtere det, de mangler, har mistet eller i færd med at miste. I nogle tilfælde fører det til midlertidige psykiske udfald for personerne i historierne, i andre tilfælde er karaktererne allerede langt ude over den såkaldte normalitets grænser.

Nogle nedslag:

I åbningshistorien, ”None of That,” bruger en ikke helt velforvaret mor det meste af sin fritid på at køre rundt i en gammel bil med sin datter i rigmandskvarterer.  “For at kigge på huse,” som moren siger – og til teenagedatterens græmmelse. Men de kigger ikke rigtigt på huse, de kører mest bare rundt. Indtil moren en dag kører fast i den velfriserede plæne foran et stort, dyrt hus og ender med rave rundt i det fremmede hus, mens hun dømmer indretningen og tingene. Rige menneskers forkerte indretning og dårlige smag efter morens maniske erklæringer i hendes rolle som selvbestaltet dommer over disse huse – som er fyldt med ting, men alligevel er næsten tomme. Og hvori moren ikke desto mindre tilsyneladende søger efter noget at fylde sin egen tomhed med.

I ”My Parents and My Children” optræder også et par psykisk syge forældre, som har for vane at smide klunset og lege i haven som små børn – til stor fortrydelse og panisk frygt for fortællerens ekskone, da han besøger hende med deres fælles børn. En lille, sjovt charmerende historie (og den, der for så vidt skiller sig mest ud fra de øvrige) om vores samfunds angst for nøgenhed, og især angsten for at udsætte børn for voksnes nøgenhed (og endnu værre – oh, rædsel – børnebørn, der udsættes for deres bedsteforældres ugenerte nøgenhed).

“It Happens All the Time in This House” er en sørgmodig fortælling om et forældrepar, fortællerens naboer, der har mistet deres søn og nu – i et udtryk for ubearbejdet sorg – udkæmper en uendelig kamp om den døde søns efterladte tøj: Moren smider det ud, over hækken til naboens have, hvorefter faren – som i øvrigt altid har været en sur og uomgængelig stodder – undskyldende kommer ind og samler det ind igen.

Den længste fortælling, “Breath From the Depths,” er en bevægende historie om en ældre kvinde, der efter et slagtilfælde udover at være fysisk immobiliseret også gradvist mister sig selv til senildemens. Fra hjemmet kommanderer hun tyrannisk rundt med sin mand, og omkring hende foregår der ting, hun ikke har kontrol over, og som derfor forekommer hende i stigende grad foruroligende.

En del af fortællingens spændingsmoment ligger i, at det ikke er helt klart for læseren, hvad der egentlig foregår i den virkelige, ydre verden, og hvad der skyldes hendes gradvist svigtende åndsevner. Først og fremmest er det dog et tragisk og rørende portræt af et menneske, der gradvist mister sit liv og sig selv.

Seven Empty Houses bliver formentlig ikke en novellesamling, jeg kommer til at bære i hjertet i mange år. Men jeg nød at læse disse fortællinger. Schweblin kan skrive. Hun kan se mennesker. Og jeg blev berørt af hvert af de korte glimt af menneskeskæbner, som Schweblin præsenterer os for. Det er fin novellekunst.

K's vurdering: