Fumiko Enchi: Masks

Japansk nyklassiker om seksualitet og køn, død og sorg, bedrag og manipulation. En i allerhøjeste grad moderne roman, som samtidig trækker på og tematiserer elementer fra klassisk japansk litteratur og kultur i øvrigt. Raffineret komponeret, om end også lidt til den tunge side.

Handlingen i Masks (opr. 1958) af Fumiko Enchi (1905-1986) udspiller sig som et trekants- eller rettere firekantsdrama. To mænd, vennerne Ibuki og Mikamé, er begge forelskede i den samme kvinde, den unge, smukke enke Yasuko. Yasoku er tilsyneladende ikke helt uinteresseret i hverken den ene eller anden, selv om hun stadig sørger over sin mand, der døde tragisk i en ulykke.

Yasoku bor sammen med sin svigermor, den karismatiske, men samtidig utilnærmelige Mieko Tanakō, som selv er enke. De to kvinders mystiske og – for især bejleren Ibuki – foruroligende tætte forhold er romanens omdrejningspunkt.

De fire karakterer er forenet i en mere eller mindre forskningsmæssig interesse for åndebesættelse, herunder som den kommer til udtryk i japansk litterær tradition og som element i det japanske nō-teater med dets traditionelle masker.

Hurtigt i romanen bliver det tydeligt, at Yasokus svigermor, den manipulatoriske Mieko Tanakō, er romanens egentlige hovedperson, selv om den primært, men ikke kun, er fortalt fra den ene af de to bejlere, Ibukis synspunkt. Tidligt i romanen karakteriserer Yasoku sin svigermor således:

“She has a peculiar power to move events in whatever direction she pleases, while she stays motionless. She’s like a quiet mountain lake whose waters are rushing beneath the surface toward a waterfall. She’s like the face on a Nō mask, wrapped in her own secrets.”

Undervejs afsløres gradvist hemmeligheder om de to kvinder Yasoku og Miekos fortid. Oprulningen af plottet er ganske spændende og rummer adskillige twists og sågar en vis ulykkessvanger uhygge.

Det er svært at skrive meget mere om handlingen uden at ødelægge noget af fornøjelsen ved at læse romanen. Men det er ikke for meget at afsløre, at masker – som titlen indvarsler – spiller en rolle:

Scene fra Nō-forestilling. Foto: Yoshiaki Kanda, Yokohama Nō teater).

Det handler om de konkrete, traditionelle masker i nō-traditionen, men først og fremmest om de masker, mennesker ifører sig bevidst eller ubevidst for at beskytte sig, for at skjule sig eller for med manipulatorisk sigte at forføre eller bedrage andre – eller sig selv.

Den klassiske japanske roman af hofdamen Murasaki Shikibu (ca. 978-ca. 1014), Genji monogatari (Fortællingen om Genji), spiller en central rolle i Masks. Fortællingen om Genji er måske nok ikke så læst i Danmark, men den har status som ultimativ romanklassiker i Japan – og burde rimeligvis også have det i resten verden, da den går for at være verdens første roman (ja, den går forud for den europæiske romangenres grundsten, Don Quixote af Miguel de Cervantes, med omtrent 600 år). Fortællingen om Genji er mig bekendt ikke oversat i sin helhed til dansk, men der foreligger flere engelske oversættelser (The Tale of Genji).

Fumiko Enchi står selv bag af en de mange oversættelser af Fortællingen om Genji til moderne japansk. Hendes professionelt litterære interesse i den klassiske roman sætter et tydeligt præg på Masks. Der er talrige referencer til Genji i romanen, som sågar indeholder et essay om en af figurerne i Genji, Lady Rokujō. I Masks er essayet tilskrevet svigermoren Mieko, og det fungerer som en slags nøgle til forståelse af plottet og hende som figur.

I Fortællingen om Genji er Lady Rokujō en slags kvindelig shaman, der i jalousi dræber en af Genjis koner via åndebesættelse. I Miekos essay i Masks opsummerer hun betydningen af figuren Lady Rokujō som følger:

Just as there is an archetype of woman as the object of man’s eternal love, so there must be an archetype of her as the object of his eternal fear, representing, perhaps, the shadow of his own evil actions. The Rokujō lady is an embodiment of this archetype.

Som romanen skrider frem, bliver det tydeligt, at Mieko identificerer sig med Lady Rokujō, og ja, det viser sig at være lige så ildevarslende, som det kan lyde.

Fumiko Enchis viden om og interesse for denne klassiske, litterære tradition beriger Masks, men tynger den også lidt ned som romanfortælling. Læseoplevelsen kan muligvis være en anden for en japansk læser, der er opdraget med en anden kulturel grundviden om både Fortællingen om Genji og nō-traditionens maskespil. For mig som relativt forudsætningsløs, vestlig læser forekom en del passager af den korte roman mig imidlertid unødvendigt akademisk tunge og intellektualiserende.

Fumiko Enchi (1905-1986). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Masks er som roman således i høj grad båret af en idé, også så meget, at den kan være lidt til den tunge side at læse. Fumiko Enchi forklarer lidt for meget frem for at vise det.

Men ideen er god, og i sidste ende – og med det mener jeg de allersidste sider af romanen, som jeg ikke skal afsløre – samler og dermed løfter romanen sig. Handling, personportrætter og den intellektuelle idé forenes i et stilfærdigt, men ikke desto mindre næsten gysende klimaks. De sidste to sider løfter romanen fra tre til fire stjerner for mig – ikke i kraft af en overraskende krimiagtig pointe, men i form af en på én gang smuk og virkelig creepy afrunding.

Jeg har læst romanen i den engelske oversættelse af Juliet Winters Carpenter. Nu i forbindelse med anmeldelsen er jeg dog blevet opmærksom på, at Gyldendal har en dansk udgave på vej under titlen Kvindemasker, oversat af Annette Vilsev (planlagt udgivelse i juni 2023). Hvis du ikke tilfældigvis allerede har den engelske version stående i reolen eller behersker japansk, vil jeg derfor anbefale, at du har tålmodighed og venter til juni på den danske version.

K's vurdering: