Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – Manifest

Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.

Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere.

Faktisk var min primære motivation for at læse den, at jeg ville ruste mig til med troværdigt eftertryk i efterfølgende diskussioner at kunne afvise bogen som et stykke tidsbestemt hype med forventet kort levetid, en af woke-bølgen båret RÅBEBOG fra generationen yngre end mig af den slags, som netop Politikenlæsere fra kultureliten (ja, jeg er selv en af slagsen) kan forelske sig i, fordi den giver dem følelsen af en slags aflad.

Med dén forventning blev jeg skuffet. Fordi jeg på trods af mig selv faktisk blev fanget af bogen. En del af grunden hertil er, at Glenn Bech netop (for det meste) ikke råber. Han taler højt og hårdt og ofte også vredt, men med tilstrækkelige nuancer til, at selv læsere som jeg må lytte.

Og med “selv læsere som jeg” tænker jeg her på, at jeg helt åbenlyst tilhører et af de (mange) sociale og kulturelle segmenter, som Bech er vred på:

53-årig heteroseksuel mand med et par universitetsuddannelser bag sig, et velbetalt job og ejerbolig i en pæn københavnsk forstad. Rundet af et trygt, økonomisk velstående hjem med veluddannede forældre, der altid har haft gode jobs; et hjem, hvor der er blevet læst litteratur, lyttet til klassisk musik og gået på museer. En omgangskreds, der grundlæggende ligner mig selv. En politisk selvforståelse præget demokratiske værdier, tolerance, solidaritet, udsyn og andre pæne holdninger, som i realiteten imidlertid altid kun er blevet udlevet på tryg og sikker afstand af den økonomiske og kulturelle underklasse.

Min profil passer med andre ord som fod i hose på Glenns Bechs karakteristik af den mest privilegerede og potentielt privilegieblinde klasse i dette samfund.

Glenn Bech skriver sig med Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet – om ikke andet i kraft af den succes, bogen allerede har haft – i et eller andet omfang selv ind i den kulturelite, han tager afstand fra. Uanset at det næppe har været hans intention.

Glenn Bech (f. 1991). Foto: Sara Galbiati (fra glennbech.dk)-

Men han skriver fra et andet sted, fra Danmarks kulturelle underklasse, ihvertfald fra kanten af den. Han synes i vidt omfang at tage afsæt i sine egne erfaringer fra den jyske provins-arbejderklasse (i hvilket omfang bogen er selvbiografisk, fiktion eller auto-fiktion, skal jeg ikke kunne sige – men det interesserer mig heller ikke synderligt).

Bech skriver også fra en position som del af en seksuel minoritet, som homoseksuel eller som “provins-homo,” som han blandt andet betegner sig selv. I omtalerne af bogen i pressen (de dele, jeg har læst) har der været mest fokus på Bechs behandling af den økonomiske underklasse. Men kritikken af homofobien i dagens Danmark fylder i bogen mindst lige så meget som kritikken af de kulturelt priviligeredes blindhed over for den økonomiske og kulturelle underklasse.

Især Bechs personlige hverdagsberetninger fra s-togkupeerne og andre steder i det offentlige rum er ret stærke i deres blottelse af, hvor hårdt den homofobi, der er til stede som en del af hverdagssproget, kan ramme.

Som født ind i en priviligeret majoritet er det utvivlsomt svært reelt at leve sig ind de erfaringer, man må gøre sig som del af en på den ene eller anden måde udgrænset minoritet. Men Glenn Bech demonstrerer nødvendigheden af ikke desto mindre at bestræbe sig på det, og jeg kan anbefale at læse hans bog som led i den bestræbelse.

Herunder fordi Bech ikke er eksponent for det ekstreme identitetspolitiske standpunkt, at det ikke er muligt at repræsentere andre end sin egen klasse, sit eget køn, sin egen kulturelle og racemæssige identitet, i sidste ende sig selv. I så fald ville hans bog også være røget i skraldespanden herhjemme – for med et sådant udgangspunkt ville al samtale jo ophøre.

Bech er således ikke kun ude med riven efter priviligeblinde i min generation. Han har heller ikke meget til overs for den såkaldte wokeisme, som man ifølge Bech først og fremmest finder blandt selvfede unge i storbyerne, som fører sig frem med (udvalgte) minoritetsgrupper som “repræsentationssmykker,” men samtidig har det med at polarisere og dermed lukke, snarere end at åbne, for flere samtaler og potentielle møder:

det er langtfra alle der har lige adgang til at signalere godhed

kommer storbyens woke-aktivister til at sympatisere med Lolland-Falster-klassen
som med andre udsatte grupper?

bliver det nogensinde muligt/smart at smykke sig med vennen på kontanthjælp?
ligesom med queers og andre andetgjorte?

Venstrefløjen, hvad og hvor den så end er, får også nogle hug (“hvad er det for en venstrefløj der ikke har plads til underklassen længere?”).

Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet er en debatbog, et politisk “manifest,” hvis man skal tage Bechs egne undertitel på bogen for pålydende, men skrevet i form af et langdigt.

Betydelige dele af bogen er ganske vist meget tæt på at være regulær prosa, bare brudt op og stillet op som et digt. Og der er ingen grund til at vige tilbage for at læse bogen, blot fordi man ikke er vant til at læse lyrik. Den er meget lige til at læse.

Men Bech bruger faktisk lyrik-formen til noget i bogen, nogle gange også med en vis effekt. Andre gange virker det bare lidt anstrengt. For mig er det som debatbog, at den har sine væsentligste kvaliteter.

Bech vil gerne provokere – ihvertfald italesætter han igen og igen sin egen bog som en provokation. Jeg blev nu ikke specielt provokeret, for de fleste af Bechs iagttagelser eller “provokationer” fremstår egentlig ret åbenlyse, grænsende til det banale. Det banale kan imidlertid godt være vigtigt, for banale sandheder kan have det med at blive glemte.

Jeg er langt fra enig med Glenn Bech i alle hans politiske og kulturelle udfald. Men jeg blev ikke desto mindre mere end én gang ramt på min selvforståelse under læsningen. Det har de fleste af os godt af at blive udsat for.

For eksempel skal man nok ikke bevæge sig meget rundt på denne bogblog for at kunne genkende følgende karakteristik af, hvad der går for at være “dannet” litteratur:

hypotese: det der regnes for “dannet” at skrive om er også det, de dannede selv interesserer sig for

hvilket sjældent er: uforfinet, råt, selvudleverende, direkte, forklarende, politisk indigneret, højlydt, bøvet, præget af mundtlighed

men mere …

distanceret, ophøjet, abstrakt, implicit, subtilt, bekvemmeligt, mesterligt
behersket som en have

akademisk, “historisk betydningsfuldt”

med blik for visse materialer, visse beklædningsgenstande, visse interiører, visse erhverv, visse byer, visse menneskeliv

franske gloser
und so weiter

Nedad trækker, at bogen fremstår temmelig rodet, uanset om den læses som debatbog eller digtsamling. De første dele (“Mig og min Mutti” og “Klassekampen”) stod for mig som de bedste. I de senere dele af bogen er der lige lovlig mange afsnit, jeg gerne havde set luget ud. Gentagelser kan have en vis effekt og har det også her, men kan også overgøres.

Og selv om jeg ovenfor har fremhævet, at Bechs bog er mere nuanceret, end jeg havde forventet, så kan man også finde temmelig mange passager, som er mere platte end provokerende.

Hertil kan man selvfølgelig hurtigt indvende, at denne min opfattelse bare er et udtryk for, at jeg abonnerer på litterære idealer om det “dannede” som dem, jeg har citeret Bech for ovenfor. Og ja, det er muligvis rigtigt. Jeg kan ikke skrive troværdigt ud fra påtagede alternative idealer. Jeg har heller ingen intention om det.

Det forhindrer mig dog ikke i at anbefale Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet som en væsentlig debatbog. Ikke alle dele af den er lige interessante, men den er samlet set hurtigt læst, og de bedste dele er anstrengelsen værd.

Tak til min kollega (du ved, hvem du er) for anbefalingen af bogen.

K's vurdering: