Stærk og bevægende, personlig beretning om kampen mod brystkræft – tilsat et dystopisk, satirisk element, som bogen dog ikke får så meget ud af.
Transfervindue er fiktion. Men det synes åbenlyst, at bogen i høj grad også er skrevet på Maria Gerhardts personlige erfaringer med at leve med og mod kræft. Det gør ikke bogen ringere.
Bogen er stærk i sig selv, men man læser den med en ekstra klump i halsen med bevidstheden om, at Maria Gerhardt (1978-2017) selv døde kun en uge efter udgivelsen af bogen, 39 år gammel, efter en flere år lang kamp mod brystkræften og efterladende sig en lille søn og en kæreste.
Nutidshandlingen i bogen foregår, mens jeg-fortælleren er indlagt på et hospice forbeholdt kræftsyge. Men en stor del af fortællingen består af tilbageblik på fortællerens liv før hospice-indlæggelsen – et liv præget af sygdom, hvor hun samtidig forsøger at blive ved med at være kæreste, mor til en lille dreng og ven med sine venner.
Jeg husker listen, som jeg ugentligt redigerede, over, hvilke af mine venner der ikke kunne overskue mig.
Bogen er fortalt i kortprosastykker – ingen længere er end en enkelt side, de fleste kun en halv, og nogle består bare af en enkelt sætning. Der er en sammenhængende og fremadskridende handling, men mange af de enkelte tekstafsnit kan næsten stå alene. Formen fungerer godt som intense enkeltnedslag i sygehistorien.
De mest knugende afsnit handler om forholdet til sønnen, som hun oplever trække sig bort fra hende i sygdomsperioden:
Jeg sad og lukkede øjnene og prøvede at trække vejret på en bestemt måde, som jeg havde lært, og som skulle hjælpe, og jeg sagde til mig selv igen og igen, at det var okay, at han ikke ville have mig som forælder, når nu jeg snart skulle dø.
Romanens nutidshandling udspiller sig i et tidsmæssigt ubestemt fremtidsunivers, hvor en stor del af Nordsjælland – grundlæggende hele den rigeste del af Hellerup – er omdannet til ét stort hospice. De tidligere rigmandsvillaer og hele Hellerup Bymidte m.m. er blevet eksproprieret.
[Det] starter ved porten på Strandvejen, hvor Sankt Joseph Stiftelsen møder den store Tuborgflaske. Den er nu malet hvid som en Ramlösa, med en gylden kapsel. Alt er holdt i hvide og blå nuancer herinde. Der løber en gigantisk mur ned igennem Nordsjælland.
Hospicet omfatter også Bakken, hvor man til den årlige sommerfest kan vinde dyre medicinske behandlinger i tombolaen.
Ideen om, at hele den rigeste del af Hellerup er blevet omdannet til et stort hospice er sjov. Men jeg synes ikke rigtigt, at Gerhardt får så meget ud af den i kortromanen, som man kunne have ønsket.
I bogens bagsidetekst kan man læse, at Transfervindue er “en utopisk fremstilling af Nordsjælland som et stort, luksuriøst Hospice.” Jeg kan ikke rigtig aflæse, om beskrivelsen er ironisk ment, eller der er tale om en skrivefejl. Ihvertfald forekommer det mig, at visionen snarere har karakter af en dystopi.
Når beboerne først er indskrevet, har de således ikke lov at forlade stedet igen. Det er i absolut forstand sidste stop. Og beboerne er underlagt en række restriktioner, alt sammen selvfølgelig i den bedste intention om at gøre deres sidste tid så nænsomt behagelig som mulig. For eksempel er musik forbudt (“Det vækker så mange følelser”). Omsorgen føles kvælende.
Ideen med denne fremtidsvision er formentlig også at præsentere en satirisk kritik af virkelighedens rigmandskvarter som et slags “hospice,” hvor de rige og velbjærgede vegeterer, mens de langsomt går mod døden uden rigtigt at leve. I et enkelt afsnit tænker fortælleren således tilbage på nogle cykelture med en ven i kvarteret, før det blev omdannet til hospice:
“[H]vorfor tror du, de arbejder hele tiden?” For at få råd til tre kvarter om morgenen i det store hvide køkken med terrassedøre. Lune aftener, hvor de måske når hjem i sommerens Honey Hour fra tyve til enogtyve, hvor himlen er i pasteller. Og så har de havet liggende lige dér til at pleje deres trængende vinterhud eller drukne i.
Mere kommer der dog ikke ud af dét billede, og pointen forekommer mig at være lidt for billigt høstet.
For mig er det den personlige sygehistorie, der bærer bogen. Den er til gengæld stærk, og gør så absolut Transfervindue værd at læse.
Jeg har af Maria Gerhardt tidligere læst digtsamlingen Amagermesteren (2015).
Titel: Transfervindue. Fortællinger om de raskes fejlForfatter: Maria Gerhardt
Udgivelsesdato: 10.03.2017
Sider: 90
Originalsprog: Dansk
Læst: April 2023
K's vurdering: