Emi Yagi: Dagbog fra et tomrum

En letlæselig, humoristisk og samtidig begavet roman om graviditet som både subjektiv erfaring og social konstruktion i det moderne Japan.

Dagbog fra et tomrum er japanske Emi Yagis debutroman, som har høstet mange roser i Japan siden udgivelsen i 2022 – og nu også fortjent gør det i Danmark efter udgivelsen af den danske oversættelse ved Hanne Arnold tidligere i år.

Den 34-årlige universitetsuddannede kvinde Shibata arbejder i et firma, der producerer paprør. Hun er en af de bedst uddannede og erfarne medarbejdere, men hun er også eneste kvinde på kontoret. For hendes mandlige chef og kolleger betyder det – som en uudtalt selvfølgelighed – at hun oven i de arbejdsopgaver, der hører til hendes officielle funktion, også forventes at varetage en lang række “usynlige” opgaver: At servere kaffe, rydde af efter møder, holde køkkenet rent osv.

Det indebærer giver blandt andet lange arbejdsdage og en usund livsførelse. Men en dag fortæller hun sin chef, at hun ikke længere kan afrydde kollegernes beskidte kaffekopper og cigaretskod, fordi hun er gravid, og lugten gør hende dårlig.

Emi Yagi (f. 1988). Foto: Kitchen Minori.

“Graviditetskortet” virker overraskende godt: Hun fritages for de “usynlige” opgaver og får derudover en aftale om at kunne gå hjem til tiden, mens hun er gravid. En helt ny verden åbner sig for hende: Tænk, når man går hjem fra kontoret allerede klokken fem, er der faktisk stadig friske grøntsager i supermarkedet, og man har tid til at lave mad og foretage sig ting for sig selv.

Problemet er bare, at Shibata ikke er gravid. Så nu står hun over for den opgave at simulere gravid i de kommende ca. otte måneder (hun har som udgangspunkt sagt, at hun er i femte uge). En opgave, der i sagens natur bliver mere og mere udfordrende, efterhånden som “graviditeten” skrider frem.

Shibata begynder derfor at læse om graviditet. Hun installerer en app på sin telefon, som uge for uge kan holde hende opdateret om, hvor stort fosteret har vokset sig, hvor meget hun selv forventes at tage på, og hvordan graviditeten typisk vil kunne ses. Hun eksperimenterer med måder at simulere en voksende mave med indlæg af uldsokker og strømpebukser mv.

De kropslige forandringer hos den gravide og fosterets udvikling er beskrevet uge for uge. Jeg har regnet efter og konstateret, at jeg er i uge 14 nu. Ifølge appen betyder det, at jeg er ovre den periode, hvor kvalmen typisk er værst, og hvor der er højest risiko for at abortere. Det er da meget fedt.

Plottet i romanen kan i referat jo nok lyde en smule fjollet. Og romanen er da også rig på komiske elementer Men Emi Yagi formår at løfte historien til langt mere end dét – uden at det på noget tidspunkt bliver anstrengt eller moraliserende.

Bogen udstiller de patriarkalske strukturer på det japanske arbejdsmarked, som er forankret i selv de mindste interpersonelle relationer. Og det gælder i lige omfang, når Shibatas mandlige kolleger i det daglige betragter alle kedelige opgaver som kvindeopgaver, og når de på overfladen “beskytter” hende, da hun er blevet gravid, ud fra den opfattelse, at hun nu er særlig skrøbelig (endnu mere skrøbelig end ikke-gravide kvinder er), og dermed i endnu ringere grad end ikke-gravide kvinder nu er stand til at træffe selvstændige beslutninger med betydning for hendes eget liv.

Men der sker også noget med Shibata selv undervejs. Hun begynder at internalisere de graviditetssymptomer, hun læser om. For eksempel oplever hun en stigende appetit, og uden at have planlagt det, tager hun hurtigt en del kilo på. Derfor begynder hun også at gå til MamaRobics, aerobics for gravide.

Presset af især en overdrevent nysgerrig og omklamrende omsorgsfuld mandlig kollega beslutter hun sig for, at fosteret er en dreng, og hun finder også et navn til ham. I sin notesbog noterer hun de karakteristika, hun håber, at hendes kommende barn vil få.

Mens jeg stod der og skrev i min notesbog, tænkte jeg på, hvor mange før mig, der mon havde skabt fiktive børn på den måde. Hvor er alle de børn nu? Hvad lavede de? Jeg håbede, at de havde det godt.

Shibata begynder med andre ord at gøre alle de “gravide ting.” Det, der startede som en strategi for at slippe for de kedelige og urimelige ekstraopgaver på kontoret, udvikler sig efterhånden til en tilstand, hvor hun vitterligt føler sig mere og mere gravid. Og hun opdager, at hun godt kan lide at være gravid.

Bogen kan således også læses som en udforskning af den – delvist socialt konstruerede – specifikt kvindelige subjektivitet, der er knyttet til forestillingerne om graviditet, dét at være gravid og at være en gravid kvinde.

For os ikke-japanske læsere er der i øvrigt også interessante indsigter i moderne japansk dagligdag at hente via romanen,

For eksempel gav romanen for mig et ny og interessant indblik i de overvejelser, man også i det moderne Japan giver navngivningen – eller som det ihvertfald ifølge nogle er vigtigt at overveje (om det følgende er bredt repræsentativt for Japan eller kun for et hjørne af graviditetslitteraturen har jeg ikke forsøgt at udforske nærmere):

Når man skal vælge et navn til sit barn, skal man selvfølgelig tænke på, hvordan det lyder, og hvad skrifttegnene betyder, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget mere komplekst end det. Man skal også tænke på antallet af penselstrøg i tegnene, og så skal man overveje at inkludere et tegn fra en af forældrenes navne eller et, som refererer til den årstid, barnet bliver født i, og så videre og så videre. Men meget af det, jeg læste, var jeg nu ikke så overbevist om. For eksempel skulle navne, der begynder med S, give et behageligt indtryk, mens navne, der begynder med R, skulle virke særligt mandige. Jeg syntes, jeg var stødt på mange navne med S, som ikke var spor behagelige.

Dagbog fra et tomrum er skrevet i et flydende og enkelt sprog, og den er nemt og hurtigt læst.

Bogen er inddelt i korte kapitler med overskrifter efter den fremskridende graviditet, fra uge 5 til uge 40, og det fungerer i sig selv fint som understøttelse af grundideen i bogen.

Sproget er enkelt og troværdigt som Shibatas dagbogsoptegnelser. Bogen er ikke skrevet som et frådende feministisk kampskrift. Den kritiske brod ligger primært mellem linjerne, når Shibata stilfærdigt f.eks. undrer sig over, at det altid er hende, der som kvinde skal tage sig af de kedelige opgaver. Men den stilfærdige tilgang får ikke det politiske, feministiske budskab til at stå svagere, tværtimod.

Jeg var ret begejstret, og jeg vil gerne læse mere af Emi Yagi.