Thomas de Quincey: Immanuel Kants sidste dage

Thomas de Quinceys næsten 200 år gamle fiktivt-biografiske essay om filosoffen Immanuel Kants liv og sidste dage er ikke kun litteraturhistorisk interessant, men i høj grad værd at læse i egen ret, også i dag. Et sine steder særdeles vittigt og ironiserende, men alligevel respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Den engelske forfatter Thomas de Quincey (1785-1859) er især berømt og berygtet for gennembrudsværket, den selvbiografiske skildring Confessions of an English Opium-Eater (1821), som af nogle betragtes som en litteraturhistorisk spydspids for det, man kan kalde “misbrugslitteraturen.”

Thomas de Quincey skrev imidlertid i flere forskellige genrer. I eftertiden er han måske mest kendt for sin udvikling af den essayistiske genre, hvori han han – i ofte meget lange essays – blandende virkelige, historiske eller aktuelle begivenheder med fiktion og personlige kommentarer.

Et eksempel inden for denne genre er Immanuel Kants sidste dage (opr. 1827, da. 2019), som traditionelt betegnes som et essay, dog måske mest i mangel af en mere præcis genrebetegnelse. Med sine 77 sider (plus 15 siders fodnoter) er teksten således dels meget lang af et essay at være. Dels forekommer formen mig også nærmere at ligge sted mellem biografi og kortroman – når man ser bort fra det omfattende noteapparat, hvori de Quincey udfolder en mængde forskelligartede, til tider ganske vidtløftige, men også vidende og i særdeleshed vittige ekskurser af netop essayistisk karakter.

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) burde ikke kræve nogen præsentation. Som Thomas de Quincey i sin karakteristiske, underspillede ironiske form skriver i sin indledning til teksten:

Jeg går ud fra, at alle dannede mennesker vil indrømme en vis interesse for Immanuel Kants personlige historie. En stor mand vil altid være genstand for betydelig nysgerrighed, selv når han arbejder inden for et upopulært felt. At anse læseren for at være ligeglad med Kant er at anse læseren for at være helt igennem uintellektuel – og selv hvis læseren faktisk ikke er interesseret i ham, er det derfor en af høflighedens fiktioner at lade, som om han er.

Idet jeg med de Quincey henholder mig til disse “høflighedens fiktioner,” vil jeg således lade det være op til læseren af disse noter selv at google sig til lidt basal viden om Kant, hvis man er lidt rusten i sin grundviden om den tyske oplysningsfilosof.

Man skal ikke have slået op i mange filosofibøger eller læst mange artikler om Immanuel Kant rundt omkring på internettet, før man er blevet bekendt med en række klassiske anekdoter om filosoffens levned. Den tyske oplysningsfilosof, der i sine værker tænkte dybere, større og mere systematisk end måske nogen anden filosof før og efter ham, levede et simpelt og frem for alt regelmæssigt liv i hjembyen Königsburg (siden 1946: Kaliningrad), som han aldrig forlod. En af anekdoterne om Kant er således, at folk i Königsberg stillede deres ure efter hans daglige spadseretur efter en fast rute i byen.

Thomas de Quincey skriver sin tekst om Kants sidste dage på et tidspunkt, hvor Kants værker faktisk ikke er så kendte i England, blandt andet fordi de først med mange års forsinkelse blev oversat til engelsk.

Thomas de Quincey (1785-1859). Portrætmaleri af Sir John Watson-Gordon (ca. 1845). © National Portrait Gallery, London.

de Quincey tager udgangspunkt i en række biografiske fremstillinger af Kants liv, herunder ikke mindst en biografi forfattet af Kants sekretær og ven Ehregott Andreas Wasinski (1755-1831), som var hos Kant på hans dødsleje.

de Quinceys tekst præsenterer sig selv, som om den er talt direkte ud af Wasinskis mund. I virkeligheden blander de Quincey elementer fra biografiske værker af Wasinski og andre af Kants bekendte med sine egne rent fiktive forestillinger.

Med denne form kan de Quincey siges at være blandt historiens eksponenter for formen “mockumentary,” som Andreas Harbsmeier og Karsten Wind Meyhoff skriver i deres efterord til den danske udgave, som betegnelse for en hybridform mellem biografi/journalistisk og fantasifuld fiktion.

Formen indebærer også, at de Quincey har begået en underholdende tekst, som er både morsom og rørende.

de Quincey interesserer sig i teksten ikke for Kants filosofi, men derimod for mennesket Kant. Han søger ikke forklaringer på Kants filosofi i hans liv, som så mange kedsommelige filosofbiografer ellers har tendens til. Derimod stiller de Quincey – i den biografiske fiktions form og med Kants liv og død som eksempel – generelle spørgsmål til forholdet mellem menneskets ånd og krop, ikke i form af filosofiske eller teologiske spørgsmål, men paradoksalt via en konkret undersøgelse af et enkelt menneske i dets partikularitet.

Hvorfor er Kants liv og død særlig interessant i denne sammenhæng, og kunne de Quincey ikke lige så vel have valgt et hvilket som helst andet menneske som eksempel. Svaret på det sidste er for så vidt ja, men når de Quincey vælger at skrive om lige præcis Kant, så gætter jeg på den årsag, at Kant allerede på de Quinceys tid for mange stod som selve indbegrebet af ånd, det rene intellekt.

I tilfældet Kant fremstår kontrasten dermed også så meget større mellem på den ene side hans vid og ånd, da hans intellekt var på sit højdepunkt, og på den anden side hans sørgelige forfald, både mentalt og kropsligt, i den sidste tid frem mod døden.

Det giver også anledning til en del ret morsomme scener. For eksempel overvældes den aldrende Kant i stigende grad af pludselige slumreanfald, som udsatte ham for en ikke ubetydelig fare for faldskader:

Denne slumren i utide udsatte ham for en anden fare. Han faldt jævnligt, mens han læste, med hovedet ned i lysene; ilden fik på stedet fat i en ulden nathue, han havde på, og blussede op om hovedet på ham. Når det skete, handlede Kant med stor åndsnærværelse. Uden at kere sig som smerten tog han fat om den brændende hue, tog den af hovedet, lagde den roligt på gulvet og trådte ilden ud med sine fødder.

Et citat som ovenstående kan give det indtryk, at de Quincey har Kant til bedste på næsten ondskabsfuld vis. Det ville imidlertid være en uretfærdig dom. Uagtet adskillige ironiserende og ret morsomme indslag af den citerede slags, så er hovedindtrykket fra Immanuel Kants sidste dage således faktisk et respektfuldt og endda kærligt og medfølende portræt af filosoffen, hvis store ånd i sidste ende må bukke under for kroppens skrøbelighed.

Det hører således også med til billedet af den aldrende Kant, at han med stor anstrengelse og værdighed insisterer på for eksempel at opretholde høflighedens former over for besøgende gæster, selv om hans krop er så svækket, at han knap kan stå og må have sin sekretær til at fortolke for overhovedet at gøre sig forståelig.

De sidste sider af teksten, som beskriver Kants allersidste dage, er en stærk fremstilling af et menneskes sidste krampetrækninger i dødskampen, hvor man er i tvivl om, hvorvidt det er mandens vilje, der holder kroppen i live, eller måske snarere omvendt et kropsligt hylster, der lever selvstændigt videre nogle dage efter, at ånden for længst har givet fortabt.

Thomas de Quinceys Immanuel Kants sidste dage er værd at læse af litteraturhistorisk interesse, ikke mindst for de af os, der har en interesse for Kant, men værket er bestemt også værd at læse i og for sig selv. Teksten, her i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse, er sprællevende og kunne ligeså godt være skrevet i dag.

Den danske udgave er udover det nævnte efterord også forsynet med et optryk af den danske kunstner Joachim Koesters værk “The Kant Walks,” (2005) som er en fotoserie bestående af en indledende tekst og syv fotografier, som Koester har taget i nutidens Kaliningrad (tidligere Königsberg), mens han fulgte Kants faste rute på den daglige spadseretur.

Koesters billederne fra Kaliningrad/Königsberg anno 2005 fremstår først og fremmest trøstesløse, nærmest åndløse, og som sådan i skarp kontrast til Kants ånd. Det er ikke bylandskaber, som man skulle tro, kunne inspirere til mange tanker. Koesters fotoserie er således ikke helt malplaceret sammen med de Quinceys gamle tekst.

K's vurdering: