G. E. Lessing: Nathan den vise

Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.

Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning.

Det sidste ser man også i Nathan den vise, der som det første større drama i tysk litteraturhistorie er skrevet på såkaldte blankvers, dvs. urimede vers bestående af fem jamber – en form, Lessing importerede fra England, jf. Shakespeare (ja, det med, at blankversene var et nybrud i Tyskland på den tid, er noget, jeg har læst mig til i Per Øhrgaards udmærkede korte efterskrift til denne udgivelse – det er ikke en form for viden, jeg ellers bærer rundt på, bliver jeg nok nødt til at tilstå, hvis jeg skal bevare min troværdighed….).

Scenen for Nathan den vise er sat til Jerusalem på et eller andet tidspunkt i slutningen af det 12. århundrede efter Saladins generobring af byen fra korsfarerne i 1187. Blandt de centrale personer er – udover titelpersonen Nathan, en rig jødisk købmand – også den kristne patriark i Jerusalem og selveste Saladin, på hvis nåde og tolerante regime jøder og kristne fortsat lever i Jerusalem og tillades at praktisere deres religion.

Betragtet som et historisk drama er Nathan den vise dog en renlivet anakronisme: Det historiske Jerusalem fungerer kun som staffage og Nathan, patriarken og Saladin primært som konstruerede personifikationer af de tre store abrahamistiske religioner, jødedommen, kristendommen og islam.

For eksempel er det er åbenlys anakronisme, når Lessing lader en kristen lægbroder sige ting som:

Og bygger ikke hele kristendommen
på jødedommen? Det har harmet mig
og tit nok har jeg måttet fælde tårer,
når kristne så aldeles kunne glemme
at Herren selv var jøde.

Den slags var var der næppe nogen kristne munke, som gik rundt og sagde i det 12. århundrede i Jerusalem. Formuleringen om, at “Herren selv var jøde” er tydeligt influeret af den gryende Jesu-liv-forskning i det 18. århundrede, hvis grundlæggelse ikke mindst er forbundet med den tyske oplysningsfilosof Reimarus (i hvis spor Reza Aslans meget omtalte Jesusbiografi fra 2013 træder uden i virkeligheden at tilføje meget nyt). Reimarus var en langt mere radikal kritiker af kristendommen end Lessing, men det var Lessing, der stod for udgivelsen af de væsentligste af Reimarus’ skrifter efter dennes død.

Netop udgivelsen af Reimarus’ fragmenter førte til, at Lessing i 1778 blev underlagt censur med forbud om at udtale sig offentligt om teologiske emner i det tyske kejserrige. Nathan den vise var ifølge Lessing selv hans forsøg på at afprøve, om han kunne omgå censuren ved i stedet at “prædike fra min gamle prædikestol, teatret.”

Handlingsmæssigt er stykket en letbenet forvekslings- og forviklingskomedie af den slags, hvor alle i sidste akt finder ud af, at de i virkeligheden er i familie og falder hinanden om halsen i idel lykke. Som sådan hverken særlig troværdig eller interessant for en nutidig læser. Men det er heller ikke handlingen, der udgør Lessings egentlig ærinde – den er også kun et påskud for at servere et markant, humanistisk budskab om religiøs tolerance.

Lessings budskab er således dels det historiske, at de tre store monoteistiske religioner er rundet af den samme historie og bygger på hinanden. Dels det humanistiske budskab, at der bag de forskellige religiøse dogmer og praksisser gemmer sig en fælles humanitet, og det at være (med)menneske går forud for religionen. Menneske først, og kristen så.

Det humanistiske budskab serveres f.eks. umisforståeligt i følgende passage, hvor ovennævnte kristne lægbroder reflekterer over, hvorvidt det er en synd eller ej, at den jødiske Nathan har opdraget en kristendøbt pige, som han af en ven fik overdraget ansvaret for, og hvis liv, han dermed reddede, i den jødiske tro:

Jo, det havde været klogt
hvis du på anden hånd lod kristenbarnet
opdrage som en kristen, men så havde
du ikke elsket barnet, vennens barn.
Og et barn behøver i de første år
langt mere kærlighed end kristendom,
var det så kun et vildt dyrs kærlighed.

Kærlighed fra et vildt dyr er vigtigere for et menneskebarn end en kristen opdragelse – det er da klar og skrap tale i slutningen af 1700-tallet fra en offentlig person i Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nations sidste dage. Og der er mange andre tilsvarende markante pointer i stykket.

Som sådan er Nathan den vise ganske sjovt at læse, hvis man har en idéhistorisk interesse for den slags. Selv om det som dramatik betragtet er noget bedaget.

Og det humanistiske og religionskritiske budskab er jo desværre mindst lige så sørgeligt aktuelt i dag, mere end 200 år efter Lessings død.

K's vurdering: