Sci-fi spionroman i twitterformat.
Jennifer Egan (det var hende med Tæskeholdet banker på) har begået, hvad der angiveligt er verdens første “twitterroman”.
Sort boks er en simpel spionhistorie om en amerikansk kvinde, der er på spionmission et sted ved Middelhavet. Hendes opgave er – med sin skønhed som det vigtigste våben og med kroppen fuld af højteknologiske implantater – at komme tæt på en mand og aflytte ham og hans forretningsforbindelser.
Twitterelementet består i, at hele romanen er fortalt i små tekststumper, der overholder twitterformatets krav om maksimalt 140 tegn. Tweets’ene er den kvindelige spions “feltinstrukser” i form af hendes tankemæssige iagttagelser lagret i et implantat i hendes hjerne til brug for fremtidige feltagenter.
At være alene med en voldelig og nådesløs mand, omgivet af vand, kan få kysten til at virke meget langt væk.
På et sådant tidspunkt vil du måske føle solidaritet med skønhederne, der akkurat kan skimtes i deres farvestrålende bikinier.
På et sådant tidspunkt vil du måske påskønne, hvorfor du ikke bliver betalt for dette arbejde.
Din frivillige tjeneste er den højeste form for fædrelandskærlighed.
Mind dig selv om, at du ikke bliver betalt, når han klatrer op af vandet og trasker hen imod dig.
Bogen er oprindelig udkommet i form af faktiske tweets som en føljeton på Twitter fra magasinet The New Yorker, men her altså samlet til en lille bogudgivelse.
Det hele bærer selvfølgelig præg af at være et formeksperiment, men det fungerer faktisk overraskende godt, og jeg nåede da at blive helt indfanget af spændingen i spionhistorien (men så var den forbi).
En helt sjov, lille pudsighed, som er meget hurtigt læst.
Titel: Sort boksForfatter: Jennifer Egan
Udgiver: Forlaget Klim
Udgivelsesdato: 2013
Sider: 102
Originalsprog: amerikansk
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Originaltitel: Black Box
Opr. udgivelsesår: 2012
Læst: August 2014
K's vurdering: