“Jeg føler mig ude af stand til at flygte. At flygte? Hvordan? Hvorhen? Døden synes at være mere nærliggende end flugten. At dø, ja, det føler jeg mig i stand til. Det er meget muligt at ønske sig død, fordi man elsker livet for højt.”
Skjødt Forlag har sat sig for at gøre både nyere og ældre titler på spansk, der ikke tidligere har været oversat, tilgængelige for et dansk læsepublikum. I den forløbne uge er det blevet til to udgivelser: I går kom mexicanske Elena Garros novellesamling Farvernes uge (1964) på gaden (læs anmeldelsen på K’s bognoter her) og dagen før var det María Luisa Bombals to kortromaner Den sidste tåge (1935) Ligklædt (1938), samlet i ét bind i den danske udgave, oversat af Liv Camilla Skjødt.
Chilenske María Luisa Bombals (1910-1980) egen livshistorie er i sig selv fascinerende. Den omfatter blandt andet et mislykket selvmordsforsøg i kærlighedssorg over hendes livs store kærlighed, piloten Eulogio Sánchez, og senere et mordforsøg på samme mand, hvilke bragte hende i fængsel, hvorfra hun dog hurtigt blev løsladt igen, da han frafaldt anklagerne mod hende.
Hun levede en overgang i et ægteskab med den homoseksuelle kunstner Jorge Larco, og hun var venner med forfattere som argentinske Jorge Luis Borges og chilenske Pablo Neruda. I sit hjemland var hun en skandaleombrust offentlig person med et ry for et udsvævende bohemeliv.
Litteraturhistorisk går María Luisa Bombal for at være en af de første latinamerikanske kvindelige forfattere, der gav kvinder en erotisk og selvstændig stemme i litteraturen.
Den stemme er i høj grad til stede i både Den sidste tåge og Ligklædt. María Luisa Bombals litterære kvindeskikkelser er på én gang følsomme og sårbare, stærke og vrede, og portrætterne af dem er præget af stor indlevelse og sanselighed. Det er kvinder, der næsten ikke kan udholde af være fanget i en verden af konventioner og begrænsninger, som hindrer dem i at leve deres begær ud, at leve et fuldt og sanseligt liv.
María Luisa Bombal er blevet læst feministisk, og kvinders selvstændighed og frigørelse fra manden, herunder i seksuel forstand, er da også markante temaer i de to små romaner. Samtidig er begge romaner tydeligt påvirket af ideer fra surrealismen og psykoanalysen.
Den sidste tåge
Den mindst interessante af de to kortromaner, der her er udgivet samlet, er efter min smag Den sidste tåge (1935). Romanen fortæller i jeg-form historien om en frustreret kvinde, der lever i et glædesløst ægteskab med en mand, der kun elsker sin afdøde hustru. Det meste af sit liv overlever fortælleren følelsesmæssigt på erindringen om et enkelt erotisk eventyr med en mystisk, ukendt elsker, som hun møder en nat, hvor hun søvnløst vandrer omkring i landsbyen.
Jeg længes vemodigt efter forsømte parker, hvor ukrudt udvisker alle spor, og vildtvoksende buske snævrer stierne ind.
Hun er besat af begæret efter (erindringen eller fantasien om) elskeren. Hun er konstant på udkig efter ham, ser ham enkelte steder, forestiller sig, at han søger hende, iagttager hende på afstand. Romanen fortælles i en stil, hvor man som læser, ligesom fortælleren selv, i stigende grad bliver i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasier og projektioner skabt af begæret i hendes ubevidste.
Der er en kraft i Bombals sprog, som fødes af vrede, længsel og indestængt begær. Og det er nemt at forestille sig, at en kvinde, der skrev på den måde, kan have vakt både opsigt og skandale i 1930’ernes Latinamerika.
Alligevel var jeg ikke rigtigt grebet af fortællingen. Jeg havde nok grundlæggende svært ved at finde hovedpersonen særlig interessant.
Det kan være, at årsagen til min manglende begejstring er, at den mentale afstand slet og ret er for stor mellem en ung, ilter, varmblodet kvinde på en hacienda i 1930’ernes Chile og en veletableret, midaldrende, blegskaldet dansk mand i novemberslud i en københavnsk villaforstad i 2015 … Eller også er det noget andet, der er galt. For jeg har omvendt ikke problemer med at lade mig indfange, fascinere og begejstre af den anden roman i udgivelsen, Ligklædt fra 1938.
Ligklædt
Også Ligklædt fortælles i jeg-form af en kvinde. Vel at mærke en død kvinde, Ana María, som ligger på sit dødsleje svøbt i sit ligklæde. Hun er død, men hun kan stadig se, høre, føle og tænke – og ikke mindst erindre. Efterhånden som de vigtigste personer i hendes liv kommer forbi den døde for at sige endeligt farvel, får vi gradvist fortalt hendes livshistorie i flimrende erindringstilbageglimt.
Der er hendes første elsker, Ricardo, som svigtede hende, og som hun først nu – i døden – kan tilgive. Der er hendes mand, Antonio, hun først begyndte at elske, da han havde mistet interessen for hende. Der er sønnerne og den smukke, fatale svigerdatter, som alt for mange blev forelsket i. Og der er flere andre.
En nat drømte hun, at hun elskede sin mand.
Ligklædt er ligesom Den sidste tåge fortalt med stærke følelser – men den er lidt mindre manisk og mere raffineret i spillet mellem de forskellige personer og i fortællestilen. Det er ikke en decideret medrivende historie, men den er flot fortalt.
Det meste af romanen er fortalt i jeg-form af Ana María selv, men i passager skifter perspektivet til tredjeperson, måske fortalt af den kraft fra det hinsides, som arbejder på at lokke hende til endelig at give helt slip på de levendes verden og komme med ind i døden. Det lykkes til sidst, efter at hun har fulgt sin egen begravelsesceremoni helt til kisten sænkes ned i den fugtige jord, og mørket lukker sig over hende.
Den ligklædte kvinde blev ikke det mindste fristet til at rejse sig. Alene kunne hun endelig hvile, dø. Hun havde udstået de levendes død. Nu længtes hun efter fuldkommen nedsænkning, den anden død: de dødes død.
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlaget i øvrigt.
Titel: Den sidste tåge & LigklædtForfatter: María Luisa Bombal
Udgiver: Skjødt Forlag
Udgivelsesdato: 19.11.2015
Sider: 140
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Liv Camilla Skjødt
Originaltitel: La última niebla & La amortajada
Opr. udgivelsesår: 1935 & 1938
Læst: November 2015
K's vurdering: