Lutz Seiler: Kruso

Lutz Seilers ambitiøse roman om DDR’s sammenbrud i skæbneåret 1989 er flot skrevet og i passager fremragende. I andre passager er den dog for udsyret for min smag, og så er den er desværre alt for lang og lider under manglen på en egentligt fængende handling.

Lutz Seilers (f. 1963) debutroman Kruso fra 2014 har allerede solgt mere end 350.000 eksemplarer i Tyskland og er belønnet med Deutsche Buchpreis 2014.

Seiler har før sin romandebut blandt andet udgivet kortprosa og digte, og det mærker man i skrivestilen. Seilers prosa har i mange passager et lyrisk præg, og teksten bevæger sig ofte i et grænseland mellem realisme, ekspressionisme og ind i mellem surrealisme i de mest bizarre og mareridtsagtige passager. Grundtonen er melankolsk, men den slår ikke sjældent over i tragikomik eller decideret satirisk galgenhumor.

Handling er der ret beset ikke så meget af: Den ydre historie følger den 24-årige litteraturstuderende Edgar Bendler (kaldet Ed). Han har mistet sin kæreste, og for at komme væk fra det hele begiver han sig uden mål og med i sommeren 1989 op til den lille ø Hiddensee lige vest for Rügen i Østersøen.

Hiddensee var på den tid et yndet feriemål for DDR-borgere, men det var samtidig en ø, som tiltrak dem, der håbede på at kunne flygte til Vesten. I godt vejr skulle man fra Hiddensee angiveligt kunne se helt til den danske kyst i form af Møn, et forjættet land kun 40 km væk. Flere tusinde østtyskere forsøgte at flygte over Østersøen til friheden i Danmark i perioden fra 1961, da Berlinmuren blev opført, og frem til DDRs undergang i 1989. De fleste af dem blev anholdt, men 913 kom over. 174 mistede livet – de druknede eller blev skudt af DDRs grænsepatruljer ud for Hiddensees kyst.

Lutz Seiler (Foto: Arne Dedert/AP)

På Hiddensee finder Ed et job som sæsonarbejder i opvasken på gæstgiveriet Zum Klausner. Her kommer han til at arbejde side om side med og bliver venner med den karismatiske og gådefulde tysk-russer Alexander Krusowitch, kaldet Kruso. De mødes blandt andet i en fælles interesse for poesi, ikke mindst den tyske ekspressionist Georg Trakls dystert-smukke digte. Kruso og Ed har også begge en personlig tragedie i bagagen, som binder dem sammen, men i sidste ende også fører dem mod forlis.

Ed bliver sammen med en stor del af de øvrige sæsonarbejdere på øen indrulleret i Krusos personlige projekt: Han har mobiliseret størstedelen af sæsonarbejderne på øen i et svært gennemskueligt utopisk fællesskab, som organiserer en modtagelse og midlertidig indkvartering af de tilstrømmende potentielle flygtninge – med det formål at forhindre dem i at drukne i et futilt flugtforsøg.

Krusos drivkraft er, at hans egen søster var blandt dem, der en nat svømmede ud i havet med retning mod Møn og ikke siden har ladet høre fra sig. Der er således en forståelig alvor bag Krusos projekt, men hans redegørelse for sin vision overfor Ed er ikke desto mindre et af de steder i romanen, hvor den satiriske ironi slår klart igennem – med referencer fra Rousseaus naturromantik til den dialektiske materialismes omfavnelse af Hegels lettere okkulte begreb om kvantitetens omslag i kvalitet:

Øen er et tilflugtssted, det er her på øen man kommer til sig selv, at man finder tilbage til sig selv, det vil sige til naturen, den indre stemme, som Rousseau kalder det. Ingen behøver at flygte, ingen behøver at drukne. Øen er en erfaring. En erfaring der gør det muligt for dem at vende tilbage som oplyste mennesker. En erfaring der gør det muligt at leve videre lige indtil den dag hvor kvantitet slår over i kvalitet, hvor friheden i hjertet med ét overstiger de snærende ydre forhold […].

Romanen benytter sig i rigt mål af konkrete og faktisk eksisterende steder på Hiddensee som kulisse for historien: landskabet, byer, restauranter, Dornbusch fyrtårn på den nordlige del af øen. Også gæstgiveriet Zum Klausner findes faktisk i virkeligheden.

Men i Seilers roman sker der alligevel noget med øen: Den er på én gang et meget konkret sted på et konkret tidspunkt i en bestemt historisk situation. Men samtidig bliver øen i fortællingen til et nærmest mytologisk sted uden for tiden. Et rum for historiefilosofiske reflektioner over begrebet frihed blandt andet.

Øen er i Kruso et billede på det samlede DDR, og hele romanen kan læses som en metafor – eller måske rettere et metonym – for DDRs opløsning. Et land isoleret fra resten af verden, der lever i sin egen skrumlende, skrantende takt, og som ubevidst eller ved en tavs, indforstået overenskomst med sig selv overlever på kun at fungere efter sine egne bizarre regler.

Romanen er nærmest en kinesisk æske (eller en russisk Babusjkadukke) af metaforer, hvor både helheden og de enkelte dele er billeder på det samme sammenbrud. Selv den gamle, defekte radio med kælenavnet Viola i restaurantens køkken udgør i sig selv en metafor for det skrantende DDR:

Drejehjulet manglede, og de elfenbensfarvede knapper som mindede om en slags overbid var knust. Således maltrakteret kunne Viola kun modtage Deutschlandfunk, men hun gjorde det med den ihærdighed som efter sigende kendetegner lemlæstede soldater der på trods af dødelige sår forsætter med at kæmpe. Alt det Viola gjorde ved programmerne med sin ustabile modtagelse, sin pludselige tavshed eller sure brummen, skratten, gurglen og hosten (de astmatiske lyde var specielt forfærdelige), samlede sig til en slags grundtone i Klausner.

De bedste dele af Kruso er de heldigvis mange passager, hvor Seiler demonstrerer sin evne til at skrive meget konkret og sanseligt. Det gør han blandt andet i nogle af naturbeskrivelserne fra Hiddensee, hvor naturen synes at have sin egen rolle i romanen.

Dornbusch-højlandet ragede op af havet som en strandet hval der hjælpeløst åbner gabet mod brændingen i et fortvivlet forsøg på at vende tilbage til bølgerne – et stort og langsomt smuldrende dyr.

Og så gør han det ikke mindst i scenerne fra restauranten og især opvaskerummet på Klausner. Som gammel fuldtidsopvasker i et restaurantkøkken kunne jeg således kun imponeres og frydes over Seilers evne til at gøre køkkenet på Klausner levende:

Den hektiske stemning i spidsbelastningsperioderne, når hektisk rødplettede, svedende tjenere farer ud af køkkenet med fyldte tallerkener og ind igen med stabler af tilsmudset service, som væltes ned i opvasken, hvor dét, der før var delikate anretninger på vej ind i restauranten, nu er transformeret til uhumske efterladenskaber, som snart bliver en del af den klamme suppe i vasken af lunkent opvaskevand, svømmende madrester og service, hvori opvaskerkuliernes hænder opløses og neglerødderne flosses. I Seilers fremstilling kan man formelig lugte og smage den kvælende varme, fugtige og fedtede luft i det klaustrofobiske opvaskerum.

Men i Krusos køkken er arbejdet i opvasken ikke et lavstatusjob. Det er en næsten mytologisk gerning. Her kæmper urmennesket en ældgammel kamp for at forsvare sit revir, for eksempel mod truslen fra de grå og slimede bløddyr i form af klumper af snaskede sæberester, madaffald og menneskehår, der lever og vokser i afløbet, og som skal jagtes, nedlægges og begraves (ja, begraves i baghaven som kompost!). Som i dette klip fra en guddommelig scene, hvor Ed finder Kruso liggende splitterravende under vasken på det fedtede køkkengulv i jagten på netop sådan en slimfætter og med kun benene stikkende ud:

I næste sekund stod benenes ejer foran ham, ligeledes nøgen, en vildmand, stor og stærk og glinsende af klistret væde. Han holdt sin machete i højre hånd, en stor køkkenkniv. Med venstre hånd stemte han afløbsgitteret i vejret, en slimklat på godt en meter hang og dinglede ned fra det. Hen ad hans arm løb en stribe blod; en bestialsk stank fyldte rummet.
‘Den er ret gammel, måske fire måneder, derfor må man lirke den frem,’ forklarede Kruso og betragtede slimklatten som om den var et levende væsen han havde jagtet gennem længere tid. Væsenet blev smallere og smallere nedadtil og endte i i en fin, grå stråle. Kruso opførte sig, ja, hvad skulle Ed kalde det, krigerisk. Han var en kriger, en forhistorisk jæger med sin muskuløse krop, imponerende stor og kraftigt behåret.
[…]
Fletningsudyret måtte være tungt, og Krusos løftede arm sitrede let. Dyret lignede en padde eller en kæmpemæssig amfibielarve der snart ville have forvandlet sig til en overdimensioneret tudse og sprængt gitteret med sin slimede ryg og have bidt dem i læggene under arbejdet.

Alting er i opløsning i Kruso: Madresterne i opvasken, den gamle radio, Eds betroede ven i skoven (en død ræv, der for hvert besøg går mere og mere i opløsning og til sidst mest er at ligne med en indtørret skosål), fællesskabet blandt sæsonarbejderne på øen, staten DDR, ideen om den virkelige eksisterende socialisme – og hovedpersonerne selv, deres individuelle og kollektive historie og mentale konstitution.

Kruso er spækket med eksplicitte og implicitte litterære referencer. Der er selvfølgelig referencen til Daniel Defoes Robinson Crusoe med ansatte på Klausner som skibbrudne, herunder Krusowitch og hans trofaste ven Ed som en slags Robinson og hans Fredag. Jeg er nu ikke helt sikker på, hvor vellykket Robinson-metaforen egentlig er. Det samme gælder en mængde andre referencer.

Et eksempel: Eds værelse på Klausner er slemt befængt af kakerlakker, og særligt i én scene forsøger han og en pige, han har med på værelset (endnu en skibbruden, der venter på en mulighed for flugt), i panisk, ekstatisk blodrus at klaske så mange af krybene som muligt, indtil det ender med sex blandt de døde kakerlakker. Ed genfortæller scenen til sin ven, den døde ræv, som slutter af med kommentaren: “De der biller, Ed […] … de forvandlede dig, gjorde de ikke?”

Her på K’s bognoter er vi selvfølgelig altid glade for referencer til Kafka, men det nævnte eksempel er nu ikke særlig vellykket: Det har ingen egentlig funktion i historien, og virker som sådan derfor mest bare lidt plat (og det er et af flere eksempler fra Kruso på, at Lutz Seiler med fordel kunne have mobiliseret et andet litterært koryfæ og lyttet til William Faulkners gode råd: Kill your darlings).

Det tyske ugemagasin Der Spiegel kammede helt over i deres anmeldelse af Kruso og kaldte den “das erste würdige Gegenstück der deutschen Literatur zu Thomas Manns ‘Zauberberg'” (Der Spiegel 36/2014). Det er måske lige at svinge sig højt nok op. Men jeg kan godt følge associationen til Manns Trolddomsbjerget, hvor den unge Hans Castorp besøger et sanatorium, og optages som beboer på dette mærkelige sted uden for tiden, hvor dagene, ugerne og årene går med filosofiske diskussioner, mens verden udenfor bryder sammen op til første verdenskrig.

Jeg har ikke helt nemt ved at blive enig med mig selv om, hvad jeg egentlig set mener om Kruso. Efter en lidt langsom start var jeg omtrent en tredjedel inde i romanen overbevist om, at dette var på vej til at blive årets største læseoplevelse. Men så var jeg omvendt ved at kløjes i den sidste halvdel, som var alt for lang og alt for udsyret, mens jeg bare længtes efter at den skulle slutte.

Og så alligevel: Nu efter at være kommet igennem og her i eftertanken, må jeg konstatere, at bogen alligevel har sat sig mere end mange andre bøger og efterladt en særlig tone.

Samlet set må det blive til en anbefaling af en bemærkelsesværdig og meget velskrevet udgivelse, som ikke er uden svagheder, men under alle omstændigheder er interessant som aktuel litterær bearbejdelse af DDR-sammenbruddet.

K's vurdering: