Stilfærdig, men indtrængende og meget, meget fin roman om erindring, venskab, kærlighed og tab. Fortalt i en tone og et tempo, der ikke ligger langt fra John Williams’ Stoner.
William Maxwells (1908-2000) korte roman starter med et skud i året 1921. Lloyd Wilson, forpagteren på en mindre gård i den lille by Lincoln i Illinois er blevet myrdet, mens han malkede køerne i laden. Mistanken falder hurtigt på hans nabo, Clarence Smith. De to plejede at være nære venner, men rygtet vil have, at Lloyd havde et forhold til Clarences kone, som førte til deres skilsmisse og Clarences’ ruin.
I romanen forsøger fortælleren – mere end 50 år efter – at rekonstruere de begivenheder, der førte frem til det ulykkelige mord.
Historien starter ganske vist med et mord, men det er ikke en krimiintrige, og der er ikke nogen overraskende plotmæssige twist. Det er derimod en indlevet og på sin egen stilfærdige måde intens fortælling om to nabofamilier, begge forpagtere på små gårde, om deres venskab og om den forbudte og ulykkelige kærlighed, der opstår uventet og uønsket og får fatale følger.
Det er også et portræt af det nøjsomme og slidsomme liv for amerikanske forpagterfamilier i starten af århundredet. Fortalt med fin opmærksomhed på de små detaljer, der gør personerne og miljøet levende.
Og så er det samtidig en slags metafortælling om de erindringer, vi som mennesker bærer rundt på, og hvordan vi uvægerligt løbende rekonstruerer dem og dermed vores liv.
Den første godt og vel tredjedel af romanen handler om fortællerens egen barndom. Han vokser op i Lincoln, Illinois, i et hjem præget af morens tidlige død af lungebetændelse. Han er en indadvendt dreng uden venner, men i nogle få uger i 1921 – omkring tidspunktet for det indledende skud i laden – knytter han et kortvarigt bånd til den omtrent jævnaldrende Cletus, søn af omtalte Clarence Smith, der mistænkes for mordet på Lloyd Wilson.
Drivkraften i romanen er den aldrende fortællers forsøg på at komme overens med begivenhederne dengang og især at komme overens med erindringen om det, der i hans egen bevidsthed var et forrædderi mod vennen Cletus, og som har martret hans samvittighed i alle årene siden: Et lille – i situationen måske knap nok bevidst, men i erindringen afgørende – svigt, hvor han fornægtede sin ven.
Rekonstruktionen af begivehederne i 1921, som de kunne have set ud med Cletus’ øjne, er således fortællerens terapeutiske forsøg på at bearbejde sit eget mentale ar, også selv om han stort set ingen fakta har at bygge på – kun sine egne af tiden forvitrede erindringsstumper og sin indlevelsesevne og fantasi. Og selv om han er sig bevidst, at erindringsarbejde ikke er en objektiv videnskab:
In any case, in talking about the past we lie with every breath we draw.
Historien er lidt lang tid om at komme i gang – de første ca. 50 sider om jeg-fortællerens eget liv og hans reflektioner over sine erindringer er en smule tunge (og 50 sider er trods alt en hel del ud af en lille roman på kun 135 sider).
Men så er historien om familierne Smith og Wilson til gengæld så meget mere levende og nærværende, at man hurtigt tilgiver Maxwell den lidt lange indledning. Og jeg ville ikke have været jeg-fortællerens rammehistorie foruden. Det hele hænger sammen, og romanen er samlet set særdeles velkomponeret.
Sikke en dejlig ro, der sænkede sig over min læsning – efter den støjende og prætentiøse Pynchon.
Hvis du var begejstret for John Williams’ Stoner, så er jeg sikker på, at du også vil holde af So Long, See You Tomorrow.
Romanen er tidligere udgivet på dansk som Vi ses i morgen (Vindrose 1989).
Titel: So Long, See You TomorrowForfatter: William Maxwell
Udgiver: Vintage
Udgivelsesdato: 03.01.1996
Sider: 135
Opr. udgivelsesår: 1980
Læst: Januar 2016
K's vurdering: