Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer

Ikke dårligt af et digteværk at være. Faktisk ret godt sine steder. Skrev han lidt overrasket over sig selv.

Læsere af disse noter vil vide, at jeg ikke er den store lyrikfan. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det en 25-30 år gammel i folkeskole- og gymnasietiden installeret aversion mod pligtanalyser af gamle døde og moderne uforståelige digte. Måske har jeg været så uheldig at støde ind i for mange uudholdeligt selvsmagende jamrekrukker, der forsøger at illudere dybde og smerte og mystisk talent via pinagtige metaforer og andre prætentiøse former.

Måske har jeg bare ikke tålmodigheden til at dvæle længe nok ved en enkelt strofe i et enkelt digt, til at jeg kan fravriste den sit overskud af mening (omvendt bruger jeg gerne lang tid og anstrengelse på at afkode svært tilgængelig romanværker). Eller også er jeg slet og ret mestendels et meget prosaisk menneske.

Anyway: Den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer (f.1931) og hans samlede værker har i løbet af de seneste forårsdage gjort sit for at nedbryde mine fordomme mod lyrikken. Ihvertfald kan jeg ikke afvise, at nogle af Tranströmers strofer og digte har fået hægtet nogle bådshager fast steder i mig: nogle i hjernen, nogle i hjertet og andre i knoglerne.

Jeg lod mig af anbefalinger og anmeldelser således overtale til at give Tranströmer en chance, og det blev til en læsning af hele værket fra ende til anden, som det er udgivet i denne danske oversættelse af alle hans digte og korte prosastykker skrevet over 50 år i perioden 1954-2004.

Mange af Tranströmers digte sagde mig ikke umiddelbart særlig meget, og jeg har ikke tvunget mig selv til at dvæle længe ved dem. Omvendt var der også tilpas mange, som talte direkte til mig – både i de mørke og i de lysere afdelinger af værket. Og i næsten alle digte er der i Tranströmers sprog en sanselighed og en åbenhed over for verden til stede, som fascinerer, og som gør, at jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at vende tilbage. Ihvertfald har jeg afmærket mange sider, som jeg gerne vil kunne genfinde hurtigt, når trangen til at tage bogen ned fra hylden igen skulle melde sig.

Et eksempel fra den mørkere afdeling, som trækker tråde til Tranströmers egne barndomserfaringer med angstfyldte nætter:

Jeg faldt i søvn i min seng
og vågnede under kølen.

Om morgenen klokken fire
når tilværelsens renskrabede knogler
omgås hinanden koldt.

(af “VINTERENS FORMLER” fra “Klange og spor” (1966))

Naturen er massivt til stede i de fleste digte: som væren og værende, som menneskets vilkår og som spejling og metafor. Hos Tranströmer er naturen et sted, hvor vi konfronteres med og opretter forbindelse til historien,  verden, den kollektive erindring og os selv.  Fx i bjergenes svar på et øredøvende tordenbrag, der “slår direkte ud af stilheden”:

I stilheden hører han et svar komme.
Fra det fjerne. En slags grov barnestemme.
Der stiger en brølen fra bjerget.

En larm af sammenvoksede toner.
En lang hæs trompet fra jernalderen.
Måske inde fra ham selv.

(af “Skybrud over indlandet” fra samlingen “Klange og spor” (1966))

Mange digte, især de tidlige, er ganske tunge af sort jord, tæt skov, frådende hav og vinterkoldt mørke. Døden og angsten er tilbagevendende temaer, som Tranströmer kredser om – men i næsten alle digte bryder lyset også frem som kontrast og håb og løfte om forår og fornyet liv.

Og nogle digte lyser bare af renlivet let glæde over sommeren, græsset og det grønne, så man rent ud må overgive sig:

SOMMERSLETTE

Man har set så meget.
Virkeligheden har tæret så meget på en,
men her er sommeren omsider:

en storlufthavn – flyvelederen henter
læs efter læs af frosne
mennesker ned fra rummet.

Græsset og blomsterne – her lander vi.
Græsset har en grøn chef.
Jeg melder mig.

(fra “Klange og spor” (1966))

I den lysere og lettere afdeling kan man lidt uden for nummer også pludselig finde et slags hyldestdigt til espressokaffen:

I dagslyset et punkt af velgørende sort
der hurtigt flyder ud i en bleg gæst.

Det ligner dråberne af sort dybsind
der undertiden opfanges af sjælen,

som giver et velgørende stød: Gå!
Inspiration til at åbne øjnene.

(af “ESPRESSO” fra “Den halvfærdige himmel” (1962)).

Samlingen indeholder i alt 13 digtsamlinger og en samling af korte prosastykker (Erindringerne ser mig (1993)), som udgør en meget fin, kort selvbiografi over Tranströmers udvikling fra som barn at være optaget af naturvidenskab og især biologi og geografi til han springer ud som digter i slutningen af gymnasietiden.

På de afmærkede sider i bogen kan jeg se, at jeg var mest tiltalt af digtsamlingerne fra 1960’erne, Den halvfærdige himmel (1962) og Klange og spor (1966) og den senere samling For levende og døde (1989). De tidligste digte fra 1950’erne var mig en kende for dystert naturtunge, og mange af digtene fra 1970’erne bare lidt kedelige.

Jeg læste som nævnt det hele fra ende til anden. Det er der sådan set ingen grund til: Hop bare ind midt i det hele et tilfældigt sted. Der er noget at komme efter over det meste.

K's vurdering: