Jón Kalman Stefánsson: Menneskets hjerte

“Mennesket fik arme for at kunne holde om et andet menneske,” hedder det et sted i Menneskets hjerte. Man kunne også mene, at vi har fået arme for at kunne kaste dem højt i vejret i begejstring over Jón Kalman Stefánssons stærke og magiske prosa.

Menneskets hjerte er tredje og sidste del i islandske Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede-trilogi, som ret beset er én stor, sammenhængende roman på i alt lidt over 900 sider. Jeg har allerede skrevet det meste af det, der skal skrives om trilogien i omtalerne af de to første bøger, Himmerige og helvede og Englenes sorg. Men ikke desto mindre:

Menneskets hjerte fortsætter historien om drengen på den islandske vestkyst for omkring et århundrede siden. Her bliver enderne bundet sammen til et samlet romanværk, som først nu for alvor lader sig bedømme i sin helhed.

Et romanværk, der frem for alt er en hyldest til livet, eller måske snarere et insisterende, tryglende, truende, manende påbud til os læsere om at tage livet på os og kaste os ud i det. Og nøglen til det er ordene, digtene, romanerne, som rummer og overskrider livet, som vi lever det og kunne leve det.

Lyt til de døde fiskere:

… disse ord holder os varme, de er håbet, og hvor der er ord, er der liv. Tag imod dem, og så findes vi. Tag imod dem, og så er der håb. Det her er historierne som vi skal fortælle. Forlad os ikke.”

De tre bøger er også i den islandske originaludgave udgivet med års mellemrum og indbyder som sådan, rimeligvis, til en særskilt vurdering. De to første bøger led i den isolerede forstand dels under at forekomme uafsluttede (Himmerige og helvede), dels under en uforholdsmæssig lang snevandring, der aldrig syntes at få ende (Englenes sorg).

Set som et samlet romanværk er der imidlertid ingen løse ender, og den lange sne- og isvandring i Englenes sorg, som også truede med at fælde læseren under de tunge snemasser, står tilbage med en passende vægt sammenholdt med romanens samlede længde.

Samlet set, for nu at få sunket malurten med det samme, er det samlede romanværk nu ikke desto mindre for langt. Også i Mennesket hjerte er der lidt for mange passager, hvor Kalman Stefánssons umådeligt smukke prosa står lidt for meget i stampe med lidt for mange gentagelser af de samme reflektioner. Der er ikke et ord eller en sætning i romanværket, der ikke er smukt formuleret og ladet med indsigt, og som ikke kunne tåle et isoleret citat. Men der er lidt for mange af dem, som siger det samme.

Men så kan jeg for min død heller ikke komme i tanke om andet, der ikke bare er uforbeholdne lovprisninger af Jón Kalman Stefánsson og denne store pragtroman. For skal man leve med gentagelser i en roman, så er det svært at ønske sig nogen bedre end de ypperlige livsytringer, som dette romanværk flyder over med.

Denne pokkers verden er beboelig så længe du elsker mig.

Vi lærer aldrig navnet at kende på drengen, som er hovedperson i romanværket, og det er givetvis bevidst. Drengen er den poetiske streng, som livet anslår, han er i romanen på én gang en fysisk og konkret person, vi kan leve os ind i og leve med, og et universelt billede på håbet og livsviljen, som formidles til os gennem de skrevne og evige ord.

Drengen er mennesket, der til sidst indfrier sin afdøde mors ønske om, “at han skal leve så det skinner på de døde, leve det de ikke fik lov at leve.”

Jeg har før nævnt Haldor Laxness i samme åndedrag som Jón Kalman Stefánsson, og jeg gør det igen, for der er meget hos drengen, der minder om den skrøbelige og alligvel åndeligt stærke digtersjæl i Laxness’ Verdens lys. Og Kalman Stefánsson har en pen, der løfter arven fra Laxness i det islandske junilys uden at behøve at behøve at bøje sig for mesterens åsyn.

Ikke et ord om handlingen i Menneskets hjerte, som fortsætter historien fra de to foregående bøger. Kun dét, at han belønner os til sidst, Jón Kalman Stefánsson, denne store og gavmilde islænding med den stærke og følsomme pen. Han belønner os læsere, der har stået al denne melankoli, alle disse sorger og fortrydelser igennem, og giver os trods alt den slutning, vi har tragtet efter. Han lader livet og glæden og kærligheden slå igennem og få en lille sejr, ihvertfald for en stund.

Men, kære medlæsere, belav jer på en følelsesmæssig elevatortur henover de sidste 30-40 sider, hvor Kalman Stefánsson synes at lege nærmest ondsindet med læserens følelser.

I en anden og mindre sikker forfatters hånd kunne slutningen være blevet patetisk eller lægeromanagtig eller begge dele. Men Kalman Stefánsson mestrer den store patos og ved, hvordan han skal dosere den tilsat et passende skvæt grotesk humor uden af den grund nogensinde at slippe hverken livet eller døden af syne. Og vi læsere er med ham hele vejen, mens vi hepper på drengen og pigen med det røde hår og de grønne øjne ved verdens ende.

Og til sidst sejrer livet, og vi kunne heller ikke bære andet, for det ville være at forråde sig selv, det ville være ikke at turde. Ikke at turde hvad? Og så får drengen det sidste ord:

At leve. Ikke at turde tale. Ikke at turde være bange. Ikke at prøve at overvinde det mørke uvejr … i sig selv. Hvis man intet gør, svigter man alle som betyder noget. Hvis der er nogen tilbage som betyder noget, er i live, mener jeg. Men måske spiller det ingen rolle om folk er i live eller ej, mener jeg. Man skal heller ikke svigte dem der er døde, dem skal vi også leve for, de må ikke være inde i mørket og kulden, de må ikke blive glemt på havbunden.

På trods af, at romanværket samlet set er for langt, så kan jeg kun tone ud med fem stjerner, for disse tre bøger er så fyldt med livsvisdom og galskab, sorg og glæde, melankoli og håb, og ikke mindst galgenhumor, at alle bør give sig selv den gave at læse dem.

K's vurdering: