George Saunders’ første bog udviser gode takter, der peger frem mod det senere mesterskab i Tenth of December, som debuten dog ikke er helt på niveau med.
CivilWarLand in Bad Decline er en samling af seks noveller og en kortroman.
Dystopien, fremtidsvisonen om et samfund i undergang, er et gennemgående tema i samlingen. I flere af fortællingerne indgår forlystelsesparken som metafor og symptom på den degenererede verden. I en verden, hvor menneskene har ødelagt naturen og muligheden for et umiddelbart forhold til sig selv og hinanden, er menneskene således dømt til at udleve deres fabrikerede drømme i avancerede forlystelsesparker, hvor alt er kunstigt bygget op og koreograferet med henblik på at sikre den maksimalt autentiske oplevelse.
Samlingens længste fortælling, kortromanen Bounty, er også den bedste. Det er en slags X-Men-historie om et fremtidssamfund, hvor nogle mennesker er begyndt at mutere på forskellig vis. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er således født med kløer i stedet for tæer, mens hans søster har en lille hale. Til forskel fra figurerne i tegneserierne og filmene om The X-Men har Saunders’ mutanter, ‘the Flaweds’, imidlertid ingen superkræfter. De ser bare anderledes ud og bliver på det grundlag udstødt, får frataget borgerrettigheder, mærket med særlige armbånd og holdes som slaver – bl.a. i forlystelsesparken Bountyland for rige normale.
Her arbejder hovedpersonen i starten af fortællingen, indtil han flygter og begiver sig ud på en gakket road trip for at finde sin søster, som han frygter er blevet solgt som sexslave. Det bliver til en slags monty-pythonsk odyssé rig på satirisk kritik af så forskellige ting som vor tids fremmedangst, fortificeringer mod det anderledes, forbrugerisme, fri børneopdragelse og almindelig forløjethed i vores omgang med hinanden.
Her for eksempel et klip fra en scene, hvor en vagabond med en stor kniv har lagt an til at myrde faren og børnene og voldtage moren i en familie med strenge, moderne opdragelsesprincipper om at give børnene fuldstændig frihed fra hæmmende regler og alene opdrage via det gode moralfaste eksempel. Vores hovedperson forsøger redde familiens liv fra knivmorderen, mens familiefaren debatterer den pædagogisk rette handlemåde i situationen med konen og børnene:
“Help him, Sam,” the mom yells. “That nut’s going to murder him.”
“I’m not sure I can do that,” the dad says. “I can’t have the kids see me contradict my own moral system.”
“Dad,” one kid shouts, “get off your ass.”
“No,” the dad says gravely. “Someday you’ll understand and respect me all the more for it.”
Titelnovellens CivilWarLand er en temapark, hvor gæsterne kan opleve USA på den amerikanske borgerkrigs tid. En del af ironien er, at parken er i totalt forfald, fordi landet reelt er på vej ind i en ny borgerkrig, hvor lovløsheden hersker, voldelige bander hærger parken, og parkens ejer selv begynder at gribe til selvtægt.
I historien The 400-Pound-CEO tjener hovedpersonen sit levebrød i et firma, der kan hjælpe rige dyrevenner med store hjerter (men lille tolerance for egentlig dyrekontakt) af med deres vaskebjørneplage ved for klækkelig betaling at indfange vaskebjørnene og efterfølgende sætte dem fri i naturen. Kunden får derefter et brev om, hvor glade vaskebjørnene var, da de blev sluppet fri, mens dyrene i virkeligheden bliver aflivet ved slag i hovedet med et koben og smidt i en massegrav bag firmaets kontorlokaler.
Flere anmeldere har i deres lovprisninger af George Saunders sammenlignet med blandt andre Kurt Vonnegut og det er både forståeligt og velanbragt. Ligesom Vonnegut benytter Saunders sig af science fiction-genren som et greb til at levere en ætsende, aktuel samfundssatire på højt litterært niveau. Men Saunders har nu alligevel sin egen stemme. Han adskiller sig blandt andet fra Vonneguts enkle skrivestil ved at være noget sværere at læse, blandt fordi Saunders i stor stil ynder at benytte sig af sine egne neologismer i sin ironiseren over moderne smart business- og managementsprog.
George Saunders har en original, rablende fantasi og en spids satirisk pen, men også en blød og indlevende side. Disse elementer har vi senest set ham udfolde sublimt i den mesterlige novellesamling Tenth of December (2013). Alle elementer er også til stede i debutsamlingen CivilWarLand in Bad Decline, men de er ikke udfoldet til samme perfektion endnu. Lidt for mange af de satiriske greb ligner noget, der er set andre steder (ikke mindst hos Monty Python – og lad det i øvrigt være en anbefaling), og de enkelte fortællinger er heller ikke helt så skarpt trukket op som i den nyeste samling.
Har du ikke tidligere læst Saunders, vil jeg således anbefale at starte med Tenth of December, men har du allerede være dér og var lige så begejstret som mig, så vil CivilWarLand bestemt også være et besøg værd.
Titel: CivilWarLand in Bad DeclineForfatter: George Saunders
Udgiver: Riverhead Books
Udgivelsesdato: 01.02.1997
Sider: 179
Opr. udgivelsesår: 1996
Læst: Januar 2016
K's vurdering: