Tid og rum flyder for både fortælleren og læseren i denne mesterlige, uruguayanske leg med Kafkas Slottet.
Uruguayanske Mario Levrero (1940-2004) beskrives i forlagets klaptekst som en vaskeægte kultforfatter i Latinamerika, hvor han angiveligt har fået et posthumt gennembrud i de seneste år. I den ikke-spansktalende del af verden er han imidlertid ikke kendt af mange (det er formentlig symptomatisk, at man ikke kan finde en Wikipedia-artikel om ham på noget andet sprog end spansk), og han er først nu ved at blive oversat til en række andre europæiske sprog.
Så vidt jeg har kunnet afdække på nettet er den aktuelle udgivelse på dansk af Byen (La Ciudad, opr. 1970) faktisk den første oversættelse til noget andet sprog overhovedet. Godt gået af det lille Skjødt Forlag, som i sin korte levetid allerede har nået at etablere sig på den danske forlagsscene som et solidt nicheforlag for latinamerikansk kvalitetslitteratur på dansk.
Handlingen i Byen udspiller sig i et urovækkende grænseland mellem drøm og virkelighed for den unavngivne jeg-fortæller. På bogens første sider ankommer fortælleren til et forladt hus, som han har planlagt at bo i for en periode. Vi ved ikke, hvorfor han er der, hvor han kommer fra, hvad hans planer er, eller hvad husets historie er. Men ligesom husets vægge driver af fugt, og der lugter af fravær af mennesker, så driver Levreros på overfladen realistiske, nøgterne prosa allerede fra begyndelsen af en underspillet mystik, og man fornemmer tilstedeværelsen af et unavngivet fravær.
Det fugtige hus lades dog hurtigt tilbage i historien, da fortælleren begiver sig ud for at finde en købmand. Han farer vild i natten og ender med at blive samlet op af en vrissen lastbilschauffør og en endog meget kælen ung kvinde. Efter visse genvordigheder når han sammen med kvinden frem til en samling landsbyhuse, der blandt de lokale går under navnet Byen.
Byen består ikke af meget andet end nogle få huse, en tankstation, en skotøjsbutik, en købmand og en bar. Den styres angiveligt af det mystiske Firmaet som fortælleren ikke umiddelbart ser noget til, men som ikke desto mindre er allestedsnærværende i form af et detaljeret – om end ikke helt forståeligt – reglement, som alle i Byen lever efter, tilsyneladende tilfredse.
Fortælleren vil dog bare gerne derfra og hjem til sit eget hus, men det viser sig at være sværere end som så. Det er som om, han er fanget i Byen – eller måske i sit eget ubevidste? Jeg røber ikke for meget ved at sige, at Levrero ikke tilbyder læseren nogen åbenlyse fortolkninger af historien. Til gengæld byder han på raffinerede, næsten umærkelige forskydninger mellem virkelighed, drøm og fantasi, mens han udfordrer læserens fornemmelse for tid og rum.
Tid og ure fylder en del i historien, men urene går ikke helt, som de plejer – og det gør tiden heller ikke. Hvor længe opholder fortælleren sig i byen? Måske kun et par dage, hvis man dømmer ud fra det antal nætter, vi direkte hører om, men stemningen og fortællerens sindstilstand giver en følelse af, at han har været fanget der meget længere.
Og ligesom tiden synes at flyde, strække sig ud og trække sig sammen på en udefinerlig måde, så gælder det samme for det fysiske rum. Fortælleren bevæger sig i store dele af romanen rundt i det åbne rum, i skoven, på lange vejstrækninger i et åbent landskab og i de åbne gader i den lille samling huse, der hævder at være en by. Alligevel er stemningen klaustrofobisk, for han synes ikke at komme nogen vegne. På vejene er der intet bag ham og intet foran ham. I byen er der ganske vist ingen, der med fysisk magt forhindrer ham i at forlade den, men alligevel er det som om, han er fanget.
“Her i byen er der ingen transportmuligheder. Det giver sig selv, i og med at der i reglen aldrig er nogen, der har til hensigt at rejse hertil eller rejse herfra.”
Levreros mesterskab består i, at han skriver i en på overfladen enkel og realistisk stil, samtidig med at han får skabt en sært drømmeagtig stemning med elementer, der grænser til fantastikken.
Byen indledes med et Kafka-citat, og det kunne næppe være mere passende. Man skal således ikke mange sider hen i Byen, før associationerne til Kafka melder sig, og de bliver kun tydeligere undervejs. Jeg fortryder næsten, at jeg forleden kaldte Hassan Blasim for en ‘irakisk Kafka,’ for man kunne med endnu større ret kalde Levrero for en ‘uruguayansk Kafka’. Men det ville jo ikke gå at forfalde til en sådan kliché i to anmeldelser i træk, så det vil jeg undlade.
Ikke desto mindre kommer man ikke uden om, at især Kafkas ufuldendte roman Slottet er skæmtende til stede mellem linjerne i en grad, så Byen næsten kan betragtes som en pastiche over Slottet. Men tag ikke fejl, Levrero har sin egen stemme, og Byen er et originalt værk i enhver betydning af ordet.
Byen er første bog i en såkaldt Utilsigtet trilogi – tre bøger, der angiveligt er skrevet som selvstændige romaner, og som Levrero først efterfølgende selv indså, havde så mange tematiske lighedstræk, at de kunne betragtes som et hele. De to næste, Paris og Stedet, udkommer i løbet af 2017 på Skjødt Forlag. Jeg kan næsten ikke vente.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: ByenSerie: Utilsigtet trilogi #1
Forfatter: Mario Levrero
Udgiver: Skjødt Forlag
Udgivelsesdato: 25.11.2016
Sider: 184
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Liv Camilla Skjødt
Originaltitel: La ciudad
Opr. udgivelsesår: 1970
Læst: November 2016
K's vurdering:
Blot en lille, venlig kommentar til K.: BYENs originaltitel er ikke, som angivet her, EL Ciudad, men LA Ciudad. Mange tak, vh A.
Tak for hjælpen. Den lille, pinlige fejl (som ikke engang var konsekvent gennemført i teksten) er nu rettet.
Fremragende fortættet prosakunst – tak for anbefalingen! Og oversættelsen er korrekturlæst næsten fejlfrit – langt over standarden for danske udgivelser. Kun den hyppigt gentagne forvrøvlede formulering “virker til, at …” skæmmer.
Velbekomme. Godt at høre, at jeg ikke er alene i min begejstring. Og enig i, at korrekturlæsningen er sjældent høj – om end det er en skam, at standarden for danske udgivelser efterhånden er så lav, at man føler sig foranlediget til at kommentere det særskilt, når man støder på en udgivelse, der ikke er skæmmet af alt for mange banale korrekturfejl.