To maldiviske noveller – om hvilke man må tilstå, at det mest interessante ved dem er, hvad der deraf indirekte kan udledes om lidenheden af den litterære scene i Maldiverne …

Det er ikke nemt at finde litteratur fra den lille østat Maldiverne i Det Indiske Ocean. Der er vist nok nogle få romaner derude, men de er på dhivehi (maldivisk) og ikke oversat til engelsk eller andre for mig tilgængelige sprog.

Takket være Ann Morgans blog om hendes eget læseprojekt A Year of Reading the World fandt jeg dog frem til Ibrahim Waheed (på Ann Morgans blog kan man derudover finde et link til den måske eneste romanlignende udgivelse fra Maldiverne, som er oversat til engelsk, Abdullah Sadiqs genfortælling af den klassiske kærlighedshistoire, Dhon Hiyala and Ali Fulhu – som jeg muligvis hellere skulle have læst).

Ibrahim Waheed med tilnavnet “Kalaavehi” synes at være en af de bedste kendte forfattere i Maldiverne. På Ibrahim Waheeds egen blog (én af flere blogs tilsyneladende – man kan finde flere af hans historier her) kan man læse, at nationalbiblioteket i Maldiverne i 2007 for første gang arrangerede en “English Fiction Story Writing Competition.” De vindende værker blev udgivet i små oplag i 2008 som de angiveligt første udgivelser af originale engelske værker af maldiviske forfattere nogensinde.

Ibrahim Waheed “Kalaavehi”

Ibrahim Waheeds noveller Radio Man og Kite Fighter vandt henholdsvis første- og andenpladsen i konkurrencen (der står ikke noget om, hvorvidt der blev uddelt en tredjepris, eller om der overhovedet var andre deltagere …). På siden stiller forfatteren pdf-versioner af de to noveller gratis til rådighed, henset til at de oprindeligt blev udgivet i meget små oplag og derfor ikke ellers er tilgængelige længere.

Jeg skulle jo have et flueben ud for Maldiverne i min egen læseudfordring Verden rundt i bøger, så jeg har pligtskyldigt læst begge noveller.

Jeg ser dog ikke nogen grund til at plage jer, der følger disse bognoter, med lange omtaler af de to noveller. De er ikke så spændende. Det er tydeligt, at engelsk ikke er forfatterens modersmål, og det giver sig udslag i nogle kluntede sætninger. Der er også lidt for mange forstyrrende korrekturfejl. Det er muligt, at Ibrahim Waheeds prosa ville gøre sig bedre, hvis han skrev på dhivehi, men der er dog også væsentlige udfordringer med kompositionen af begge historier, som ikke har med sproget at gøre.

Det bedste, jeg kan sige om Radio Man og Kite Fighter, er, at de foregår på Maldiverne og giver et slags indblik i nogle aspekter af dagliglivet på øerne, som tager sig noget anderledes ud end turistbillederne af de romantiske, hvide sandstrande, som jo nok for de fleste udlændinge udgør de dominerende billeder af øgruppen. Og det er selvfølgelig ikke helt uinteressant. Men fra en rent litterær betragtning er der ikke noget at skrive hjem om fra atollerne.

K's vurdering: