Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute

En skandale! En veritabel litteraturhistorisk skandale! Ja, næsten en forbrydelse! Dét er, hvad det er, at moderne tyrkisk litteraturs mester, Ahmet Hamdi Tanpınar, aldrig er blevet oversat til dansk. Og at han i øvrigt også i den engelsksprogede litterære verden synes næsten overset. Det må stoppe nu! Tanpınar har et format og en tyngde, der burde sikre ham en plads blandt de allerstørste litterære satirikere og analytikere af den moderne tilstand.

Lad mig dog retfærdigvis starte med en tilståelse: Indtil for bare to uger siden havde heller ikke jeg nogensinde hørt (eller ihvertfald nogensinde bidt mærke i) navnet Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962). Jeg stødte på hans navn blandt de forfattere, den i Danmark helt anderledes kendte og læste Orhan Pamuk nævner som en af sine store inspirationskilder. Og da jeg faldt over The Time Regulation Institute (opr. udgivet i 1962, engelsk oversættelse fra 2013) i en boghandel under min netop afsluttede ferie i Tyrkiet, kom den med hjem.

Og sikke en overraskelse. The Time Regulation Institute er et satirisk mesterværk om bureaukrati, modernisering, nationsbygning og om skismaer mellem tradition og modernitet, Østen og Vesten. Med konkret adresse til Tyrkiet i første halvdel af det 20. århundrede, men med en almen gyldighed, der rækker langt ud over både romanens egen tid og det Tyrkiet, den foregår i.

The Time Regulation Institute er skrevet som en selvbiografi af fortælleren Hayri İrdal, der som nogle-og-tresårig ser tilbage på sit liv. Bogen indeholder ikke nogen konkrete årstal eller andre sikre tidsmæssige referencer, men jeg forestiller mig Hayri İrdal som nogenlunde samtidig med Tanpınar selv: Født i Istanbul omkring år 1900, gået ind i voksenlivet omtrent samtidig med etableringen af det moderne Tyrkiet som nationalstat i 1923 under Kemal Atatürks ledelse.

Værket er blandt andet en allegorisk satire over det moderne bureaukrati som en selvreferende mekanisme, der skaber sit eget formål – og det er i den henseende helt på niveau med de andre store indenfor genren. Nikolaj Gogols Døde sjæle, Franz Kafkas Slottet, Jospeh Hellers Catch-22 og Der er sket noget er blandt de titler, der umiddelbart rinder mig i hu, så forskellige de end er. Samtidig med, at Tanpınar peger frem mod senere postmodernistiske satirikere.

Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1960). Foto: Ukendt (kitap.ykykultur.com.tr)

Men Tanpınars spidse pen rettes mod meget andet end moderne bureakratier. Bogen er også i bredere forstand en reflektion over modernitet og modernisering, både som en samfundsmæssig proces og en individuel, psykologisk tilstand.

En anden litterær association, som måske er endnu mere rammende end de ovenfor nævnte, er således østrigske Robert Musils ufuldendte storværk, Manden uden egenskaber. Tanpınars hovedperson og fortæller, Hayri İrdal, slog mig som en (lidt mindre godt begavet og lidt mere passiv) tyrkisk version af Musils figur Ulrich, Manden uden egenskaber.

İrdal er mennesket, der er fanget mellem tradition og modernitet, mellem Østen og Vesten, ude af stand til at finde et stabilt identitetsmæssigt ståsted. Arbejdssky af natur, uden ambitioner og uden evne eller vilje til at holde fast i særlig meget bliver han et let formbart – og villigt – offer for dem, der i ham ser en brugbar brik i den forcerede modernisering af Tyrkiet i første halvdel af det 20. århundrede.

Et af mange elementer i Atatürks moderniseringsprogram var indførelse af vesteuropæisk tidsregning (dvs. en overgang til den gregorianske kalender) i 1926, som blev fulgt af en statslig kampagne for den moderne tid – fysisk via rejsning af klokketårne overalt i landet og retligt ved indførelse af straffe for fortsat at følge islamisk tidsregning.

I romanen får dette tidsprogram satirisk udtryk i opbygningen af titlens Institut for Tidsregulering, som har som sit noble og vigtige formål at arbejde for synkronisering af alle ure i landet med officiel tid.

Ideen om tidsreguleringsinstituttet undfanges af romanens anden hovedperson, den charmerende, veltalende entreprenør, ideolog og fantast, Halit Ayarcı. Ayarcı opbygger – med vores antihelt og fortællers let fodslæbende hjælp – instituttet fra grunden og udvikler det til en regeringsfinansieret organisation med mere end 300 medarbejdere, en mængde fængende sloganer og verdens arkitektonisk mest moderne hovedkvarter.

Men hvad laver Instituttet for Tidsregulering? Grundlæggende ingenting. Instituttet er først og fremmest en bureaukratisk organisation, og bureaukratiets love i den moderne stat fungerer sådan, at har du først etableret en organisation med et navn, et antal ansatte med titler og nogle kontorlokaler fyldt ud med de mest nødvendige møbler og kontorartikler – ja, så begynder organisationen af sig selv at vokse, den udvikler en funktion og et formål og en historie om sig selv.

I am in the proces of establishing an absolute institution – a mechanism that defines its own function. What could be closer to perfection than that?

Tidsreguleringsinstituttet fungerer i romanen åbenlyst som en allegori over kemalismen, det navn, som er blevet hæftet på Kemal Atatürks projekt for en modernisering, europæisering og sekularisering af Tyrket “fra oven,” som han satte i gang ved nationalstaten Tyrkiets fødsel i 1923.

Men Tanpınars satire kan nemt udstrækkes til også at gælde moderne nationsbygninger de fleste andre steder i verden. Det gælder også hans udstilling af de ideologiske omskrivninger af historien, som nationalistiske nationsbygninger altid har benyttet sig af – og stadig benytter sig af i stor stil.

I The Time Regulation Institute inkarneres dette af tilblivelsen af et historisk værk, skrevet af vores antihelt Hayri İrdal på foranledning af en pludselig indskydelse fra Halit Ayarcı, om den store, men hidtil glemte, tyrkiske mesterurmager og filosof fra det 17. århundrede, Ahmet Zamanı “the Timely”.

Bogen udgives med stor succes af Instituttet for Tidsregulering, bliver oversat til atten sprog og giver anledning til videnskabelige pilgrimsfærde fra udenlandske forskere til Ahmet the Timely’s grav. En kun mindre detalje er, at figuren Ahmet the Timely er en ren fiktion, men hvem bekymrer sig om det, når historien om ham nu passer så fint ind i det billede, det moderne Tyrkiet så gerne vil have af sig selv.

Historien om Ahmet the Timely er bare ét eksempel blandt mange i bogen på Tanpınars vid og hans evner som humorist. Jeg småklukkede mig igennem mange passager i bogen.

Et af de mere galgenhumoristiske højdepunkter er en scene, hvor fortællerens rige, men gerrige, verdens- og især familiefjendske tante – til familiens og alle andres lettelse – langt om længe er afgået ved døden. Hun er imidlertid ikke helt død, men bare i koma, og lige som hendes kiste er ved at blive sænket ned i jorden, skyder den døde, gamle dame kistelåget til side, sætter sig op i kisten og begynder at skælde ud på folk, som hun plejer.

Siddende i kisten føres den nu ikke længere døde tante i et folkeoptog tilbage til sit hjem, hvor hun finder sin bror og nevø (fortælleren og hans far) med lommerne bogstavelig talt fulde af hendes smykker i et forsøg på hurtigst muligt at sikre sig arven.

With half her body jutting out of the casket, and shouting out instructions to the luckless souls charged with carrying her back to her villa in Etyemez (she had the gall to order them to take her all the way home in the very manner they had brought her to the graveyard – no less would have been expected of her), she even managed to stop off at the first pastry shop they came across after entering the city, purchasing a savory bun to relieve her hunger.

Det havde nok været bedre, om fortælleren og hans far i stedet havde prioriteret at deltage i begravelsen … Naboen, der havde fået til opgave at forestå begravelsen, bebrejder dog efterfølgende sig selv for alt balladen: “It’s all my fault. I could have finished the job sooner” (altså: Hvis jeg havde skyndt mig lidt mere, så havde vi nået at kaste jord på hende, inden hun vågnede op …).

Og sådan flyder romanen over af vidunderligt gakkede optrin og farverige personager. Den er befolket af et spraglet galleri af bipersoner, som samlet set kan ses som en inkarnation af Tyrkiet som nation, spændt ud mellem tradition og modernitet, mellem religiøsitet og videnskab.

Dertil kommer, og det er jo ikke det mindste, at bogen rent sprogligt er en fornøjelse af læse. Mit eksemplar af romanen er således plastret til med de små indeksfaner, jeg bruger til at markere prægnante formuleringer, jeg gerne vil kunne finde tilbage til.

Af oversætternes forord fremgår, at det ikke har været en hel let opgave at oversætte den fra tyrkisk, blandt fordi Tanpınar også lader sin hovedperson og fortællers splittelse mellem tradition og modernitet slå igennem i sproget:

En del af Atatürk moderniseringsprogram var også en sprogreform. Med en overgangsperiode på blot tre måneder udskiftede Tyrkiet det arabiske alfabet med det latinske i alle officielle sammenhænge, herunder i alle undervisningsinstitutioner. Og der blev etableret et sproginstitut med den opgave at udrense alle persiske og arabiske lånord fra det officielle tyrkiske (en gargantuansk opgave, der selvfølgelig ikke lykkedes fuldt ud).

I Tanpınars roman slår det igennem ved, at fortælleren i starten omhyggeligt bedyrer, at han naturligvis undgår at bruge persiske eller arabiske ord i sin beretning – men ifølge oversætternes forord, så skrider det hele tiden for ham, og han kommer igen og igen til at bruge netop sådanne ord.

Det sidste kan vi som læsere af den engelske oversættelse naturligvis ikke gennemskue, men vi kan til gengæld fornøje os med de talrige andre måder, hvorpå Hayri İrdal på trods af sin bestræbelse på at være en moderne mand i talrige situationer falder tilbage på traditionen.

The Time Regulation Institute er ikke en perfekt roman. Først og fremmest er den for lang. Tanpınar har meget på hjerte, og der er mange lag i romanen, og det kræver selvfølgelig nogle sider. Men ikke nødvendigvis så mange. Jeg kunne godt pege på 100 sider ud af de i alt 400, som kunne være skåret ud.

De fleste af de sider ville jeg tage ud af romanens anden del, hvor Tanpınar efter min smag bliver lovlig lang i spyttet i udstillingen af dels Istanbuls spiritualistiske miljø og dels psykoanalysen. Også de dele af romanen er ret vittigt begavede, men de er for lange og ikke nødvendige.

Samlet set kan jeg alligevel ikke give The Time Regulation Institute andet end fem stjerner, fordi dens kvaliteter i øvrigt er så overbevisende.

Og med Tanpınar afrunder jeg hermed dette lille intermezzo på K’s bognoter om tyrkisk litteratur – foranlediget af en påskeferie i Tyrkiet. Jeg kommer helt sikkert tilbage til tyrkisk litteratur, som i dén grad har overrasket mig positivit de sidste par uger, hvor jeg udover Tanpınar har læst Karasu, Atılgan og Pamuk. Med hjem fra Tyrkiet kom herudover bøger af en lille håndfuld andre tyrkiske forfattere, som jeg også ser frem til at læse.

Men inden da skal jeg lige have afsluttet mit projekt Verden rundt i bøger og måske også lige læse et par andre ting …

K's vurdering: